The Queen

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Et nuanceret billede af en kvinde, der er helt alene i verden. Hvordan bevare folkets kærlighed til sig intakt og samtidig sikre kongehuset?

Netop udkommet på dvd er det på sin plads med en anbefaling af en af sidste års bedste film: "The Queen". Umiddelbart ligner en film om prinsesse Dianas død i 1997 måske nærmere noget, der hører hjemme i kulørte blade i stedet for i en seriøs film. Men fornemmelse af nyfigen sensationalisme fordufter hurtigt, når man sætter sig for at se denne fremragende og medrivende film.

Stephen Frears, der tidligere har instrueret "The Grifters" og forrige års store tante-hit, "Mrs Henderson Presents", fokuserer med "The Queen" nemlig på forholdet mellem dronning Elizabeth og den kongelige familie på den ene side – og den nyvalgte premierminister på den anden side. Diana var efter sin skilsmisse ikke længere en del af det britiske kongehus, og alligevel blev reaktionerne på hendes død voldsomme og offentlige. Fra hoffets side hørtes kun en tavshed, og filmen spekulerer i, hvilke bevæggrunde der mon lå bag den tilsyneladende passivitet.

På sin vis er filmen et glimrende indblik i forholdet mellem regering og kongehus i et konstitutionelt monarki. Det er på en måde to vidt forskellige verdener, der mødes. Hvor Blair med sin presserådgiver forsøger at spinde den ulykkelige situation til sin egen fordel, er dronningen mere optaget af "decorum" – dvs. hvad traditionen foreskriver. Det er uvægerligt, at det må føre til en om end meget høflig konfrontation.

Men mest af alt – og allerbedst – fungerer filmen som et indblik i to interessante mennesker. Som karakterstudie tilbyder "The Queen" et nuanceret billede af en kvinde, der er helt alene i verden, og som ikke længere har kontrol over begivenhederne. Hvordan kan dronningen bevare folkets kærlighed til sig intakt og samtidig ikke forulempe de regler, der sikrer kongehusets position? Lyder det støvet, bør man huske, at Helen Mirren i rollen som dronning Elizabeth helt fortjent vandt en Oscar. Hun er ikke blot en kedelig traditionalist, men et menneske, som er forvirret over de nye tider, men som så inderligt ønsker at gøre det rigtige, for sit land, for sine børnebørn, der har mistet deres mor – og for sig selv. Over for hende står Michael Sheens Blair, den populære politiske opkomling, hvis respekt for dronningen vokser i takt med, at han må tage flere ubehagelige samtaler med hende.

"The Queen" er lavet med stor respekt og ømhed over for sit emne, dronning Elizabeth. Og netop denne medmenneskelighed giver filmen sin værdi – og gør, at den fremstår som et tankevækkende billede af to mennesker, der på bedste vis ønsker at forvalte det ansvar, der er blevet dem givet.

Og hvad dét angår, bringer filmen ingen mindelser om kulørte blades hensynsløse skødesløshed. Tværtimod fremstår de to hovedpersoner som autoriteter, og man må unægteligt overveje, hvordan man selv forvalter det ansvar, man har i sit liv. Let er det umiddelbart at pege fingre, – men fordi filmen ikke gør det, kommer eftertanken mere til at handle om ens eget ansvar. Alle bærer vi jo næstens skæbne i vores hænder, og vi har ansvar for vores familie, omgivelser, menighed osv. Hvordan reagerer vi, hvis vi stod i en helt ny og ukendt situation?

---