The Program

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En spillefilm om Lance Armstrongs opstigning til sejspodiet syv gange i Tour de France - og hans fald, da det blev afsløret, at han hele vejen havde baseret sit cykelholds resultater på et systematisk doping-program.

SEJR FOR ENHVER PRIS
Lance Armstrong (Ben Foster) holdt sig ikke tilbage fra noget som helst for at nå sejrspodiet i Tour de France. Han er filmens noget ubehagelige hovedperson. Men det er også en film om journalisten David Walsh (Chris O. Dowd), der kæmpede for at få sandheden frem. Filmens manuskript har som basis tusinder af siders dokumentation, men det er en spillefilm og egentlig ikke en dokumentar. Instruktøren Stephen Frears fortæller historien lige ud ad landevejen. Der er ingen forsøg på at forklare de psykologiske mekanismer bag de medvirkendes handlinger, men skuespillernes præstationer hjælper os et stykke på vej. Historien har kvaliteter som en god krimi, men spændingen er væk, for vi kender allerede begivenhederne og slutningen.

Skuespil, fotografering og instruktion tager os med ind i begivenhederne. Skuespillerne er ukendte for mig, så deres roller fra andre film gav ikke forstyrrende tanker. Den eneste undtagelse var, da Dustin Hoffmann dukkede op som en af cykelsportens finansbagmænd. Han gør det naturligvis fint, men det havde været bedre, om man også havde givet denne beskedne rolle til en mindre kendt skuespiller.

I alle filmens aspekter er etik og moral hovedtemaet. Vi møder lægen Michele Ferrari, der er begejstret over videnskabens landvindinger, når det gælder at få det ypperste frem i sportsfolk. Han er tilsyneladende totalt blottet for etik. Vi møder Lance Armstrong, der ikke holder sig tilbage fra at tryne enhver, der ikke bakker ham helt op. Det sker med trusler, beskidte tricks og retssager. Vi møder journalisten, der kæmper for sandheden, selv om hans kolleger vender sig fra ham. De vil ikke være med til at ødelægge en god historie, og de mopper ham, fordi han stiller sig kritisk til Armstrongs resultater. Og så møder vi Floyd Landis.

Floyd Landis var Armstrongs løjtnant på hans US Postal-hold. Han kom fra en from kristen menighed i Tennessee, og han skildres i filmen som en mand, der flere gange plages af sin samvittighed. Armstrong lokker ham ud i snyd og løgn, men han tillader sig indimellem forsigtigt at sætte Armstrong på plads. Landis bliver afsløret, og han er den første til at indrømme sit doping-misbrug. Han bliver også anklagernes hovedvidne, da der skal skaffes beviser nok til at fælde svindleren og løgneren Lance Armstrong. Floyd Landis var et godt bekendtskab i filmen, og hans kristne baggrund skildres sobert.

Da Armstrong som 25-årig var en lovende professionel cykelrytter, blev han alvorligt ramt af testikelkræft. Han (og lægerne) vandt over sygdommen. Han lavede senere en organisation til støtte for kræftpatienter. Filmen giver indtryk af, at han havde en ægte omsorg for de syge, og at han fik stor betydning for mange af dem. Men på pressemøder udnyttede han også skrupelløst kræftsagen som et skjold mod anklagerne om snyd i cykelsporten. Han fremstår som en blændende manipulator, som de færreste har mod til at gå op imod.

Cykelsporten siger ikke Stephen Frears noget, og det præger filmen. Der er ikke det mindste Jørgen Leth-agtigt over den. Den eneste, der kommer med en ærlig hyldest til cykelsporten, er den kritiske David Walsh. Han kæmper for sandheden for at redde den ædle sport fra skurke som Armstrong. Man får nærmest det indtryk, at instruktøren mener, snyd og manipulation er indbygget i Tour de France som noget uundgåeligt.

---