The President: Lyndon B. Johnson

Af: Ketty Dahl
Hvordan fylder man skoene efter en præsident, der har været folkeeje? Det er Johnsons dilemma, da han pludselig må tages i ed som præsident, da John F. Kennedy, myrdes i Dallas. En film om mennesket bag præsidenten.

PRÆSIDENT PÅ AFBUD

"LBJ" er filmen om Lyndon B. Johnson, der blev præsident under kaotiske forhold og på en tragisk baggrund, da præsident John F. Kennedy bliver skudt i 1963. Forinden havde Johnson forsøgt at stille op som det demokratiske partis præsidentkandidat, men tabte stort til den unge John F. Kennedy. Så deres indbyrdes forhold var lidt speget.

Lyndon B. Johnson siger om Kennedy: Der findes arbejdsheste, og der findes showheste. Kennedy er en showhest, men når den bliver bedt om at pløje, vil den ikke forlade stalden! Og Kennedy siger om Johnson: Han er en følsom mand med et kæmpe ego.

Ikke desto mindre beder Kennedy Johnson om at stille op som vicepræsident til sin brors, Bobby Kennedys store forargelse. Bobby betragter Johnson som latterlig og bondsk og modarbejder ham, det bedste han kan, måske for at gøre Johnson politisk irrelevant, så Bobby selv kan stille op til det næste præsidentvalg.

John F. Kennedy siger på et tidspunkt til Johnson: Du har mere erfaring end jeg, mere talent og mere visdom, men desværre handler det her om politik, hvor intet af den slags har betydning! Det er tydeligt, at Lyndon B. Johnson ikke er afholdt af særlig mange, og han mangler folkelig gennemslagskraft og charme. Når han rækker hånden ud for at trykke folks hænder, ser de lige forbi ham og trykker i stedet Kennedy i hånden. Dette kommer til at forme Johnsons bitterhed og selvforståelse. Han har et brændende ønske om at blive afholdt og respekteret. Og ikke kun at være manden bag præsidenten.

I Kennedys skygge
Johnson skildres som en brovtende, kluntet, grov og charmeforladt mand med en drævende texasaccent. Hans rå facon kommer til udtryk, når han filmes, mens han sidder på toilettet for åben dør, eller når han ved middagen skraber tallerkenen og slikker skeen på en ret udannet måde. Men ét er facon, noget andet er indhold. Og Johnson viser sig også som en hårdtarbejdende og dedikeret politiker med sans for kompromisser og overtalelse. Og han træder tilsyneladende i karakter, da han får præsidentansvaret. Selv om han til tider opfører sig på en temmelig ufølsom måde, hele situationen omkring Kennedys død taget i betragtning. Det lader til, at han har meget travlt med at komme ind i Det hvide Hus. Magt og ønsket om anerkendelse er en enorm drivkraft. Men han erkender i et personligt øjeblik overfor sin kone Ladybird, at han hellere ikke ville være blevet præsident end at være blevet det på denne måde.

Filmens komposition er bygget op, så man i hovedhistorien følger Johnsons vej til præsidentembedet, afbrudt af klip fra køreturen i Dallas, hvor Kennedy bliver skudt. Efter Kennedys død tages Johnson meget hurtigt i ed som den nye præsident, og det bliver hans opgave at gennemføre det, som Kennedy ikke nåede: nemlig borgerrettighedsloven, der skulle sikre, at alle borgere uanset race fik adgang til stemmeret og uddannelse. Det viser sig at være op ad bakke at få loven igennem, for demokraterne er særdeles splittede på det spørgsmål, og mange var deciderede modstandere af at give de sorte lige rettigheder.

The underdog
Lyndon B. Johnson spilles fremragende af Woody Harrelson, som i den grad bærer filmen. Han er sminket til ukendelighed, men man kan alligevel diskutere, hvorvidt han faktisk ligner Johnson. I min optik ligner han næsten mere Nixon. Ikke desto mindre spiller han fantastisk som the underdog, der formår at sno sig under svære politiske vilkår. Filmen giver et indblik i, hvor intrigant politik er, og giver Johnsons vinkel på historien, men uden at fortælle så meget mere, end man vel allerede fornemmede eller vidste fra de utallige Kennedyfilm, der er lavet. Alligevel lader filmen stå tilbage, at manden i den grad havde politisk tæft og mod. Man fornemmer også, at der er en oprigtighed bag, når han tager kampen om borgerrettigheder for de sorte. Det er som bekendt altid et spændingsfelt, når det gælder politik, hvorvidt der ligger politiske ambitioner bag eller oprigtig passion for at gøre det rette. Det er altid spændende med indblik i politiske dramaer og især indblik i personers liv og psyke, men som altid, når man skal skildre en person, når man på halvanden time kun at kradse i overfladen. Man får dog en fornemmelse af manden bag embedet og hans indre skrøbelighed og styrke på en nuanceret måde.

Det er helt klart, at filmen forsøger at give manden den oprejsning og anerkendelse, han tilsyneladende aldrig fik, og der er også via følelsesladet baggrundsmusik lagt en vis amerikansk teatralskhed ind over visse steder, hvilket man godt kunne have undværet, men det lykkes at skildre ham som en flersidig personlighed, man får en vis respekt for, og filmen slutter også med et brag af en tale. Som Johnson sagde: Kennedy gav folket håb, nu er det os, der må give dem resultater.

Filmen slutter, uden at Johnsons engagement i en eskalerende Vietnamkrig uddybes. En krig, der gjorde ham både upopulær og decideret forhadt på grund af store tabstal.

Det er altid svært som udenforstående ikke-amerikaner at vide, hvorvidt Johnson skildres for positivt eller for negativt, men filmen giver i hvert fald et indblik i en kaotisk periode i USA's historie, hvor en mand blev smidt ud i at være den, der skulle samle stumperne op i en sorgramt nation. En mand, der blev præsident "på afbud".

---