The Presence

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En stille, symbolsk gyser om vore indre fristelser og ydre åndskræfter. Filmen har paralleller til C. S. Lewis' bog "Fra helvedes blækhus".

En hytte i Oregon
Filmen begynder langsomt og smukt med en lang sejltur hen over de stille vande i de dybe kæmpemæssige skove. Vi lander ved en ensom hytte på en ubeboet ø. En kvinde (Mira Sorvino), hvis navn vi aldrig får at vide, sejles til øen af den lokale købmand. Hun indtager hytten, der viser sig at være særdeles velkendt af hende og hendes families mange ophold her. Egentlig er hun her for at få ro til at skrive, men måske er der også andre grunde til, at hun isolerer sig.

I hytten er også en mand, der dog er usynlig for hende. Manden (Shane West) antydes at være en fange, der druknede under et flugtforsøg. Egentlig gør han hende ikke noget, men der sker alligevel nogle lidt besynderlige ting, der nok kan gå gyset lidt frem. Alt dette fortælles uden ord: det første kvarter er der kun musik og lyde.

Et parforhold i krise
Pludselig dukker hendes kæreste (Justin Kirk) op. Langsomt og med mange forviklinger begynder vi at forstå hendes dybe kamp. Hendes erfaringer med mænd stammer fra hendes far og bedstefar. Dette har – blandt andet gennem farens seksuelle misbrug af hende – skabt en dyb mistillid i hende til alle mænd. Så hvordan skulle hun turde tro det, hun inderst inde gerne vil tro: at hendes kæreste er ganske anderledes og til at stole på?

Den druknede fange får besøg af endnu en åndsperson – enten en anden afdød, eller en dæmon (Tony Curran). Vedkommende er der tydeligvis for at få fangen til at indgå en bindende aftale med den Onde selv og derefter opøve ham i ondskab. Den Onde demonstrerer, hvordan det virker: han hvisker i øret på både kvinden og manden. I kvindens øre hvisker han, at kæresten er præcis ligesom hendes far. I mandens øre hvisker han, at kvinden aldrig kommer til virkelig at ville ham, så han kan lige så godt opgive. Kærligheden mellem de to får også taleret, men den onde åndsindflydelse synes for stærk.

Kampen mod fristelserne
Filmen tager mere fart efterhånden som de onde magter involverer sig mere og mere, så det til sidst både kan høres og ses af kvinden. En god åndsmagt i skikkelse af en stor muskuløs sort mand (Deobia Oparei) – igen enten en afdød eller en engel – træder hjælpende til på et tidspunkt og vender slagets gang. Slutningen skal ikke røbes her, men filmen beskriver slaget, der bølger frem og tilbage i kvindens sind: tør hun tro på kærlighedens stemme, eller skal hun tro på den Ondes stemme? Om filmen har Tom Provost sagt: "Jeg vil bestemt ikke have noget imod, hvis tilskuerne kommer til at fundere over den åndelige verden", så derfor kan det ikke være en overfortolkning at se noget symbolsk i filmen. Se den som en fortælling om den åndskamp, vi alle står i: kampen mellem at lytte til de gode eller de onde stemmer. Meget betegnende er filmens undertitel: "Tro ikke alt, hvad du hører!" Filmen er blevet sammenlignet med C.S. Lewis' berømte bog Fra Helvedes blækhus om brevvekslingen mellem en underdæmon og en erfaren dæmon, hvor emnet netop også er det at friste mennesker. Om end filmen ikke nær når de dybder eller har den skarphed, som Lewis havde, er den ganske tankevækkende at se - også med de kristne briller på.

Gyser eller kærlighedsdrama
Filmen er ikke en "sidde på det yderste af stolen med hånden delvis for øjnene"-gyser, selvom den har sine sorte øjeblikke. Den største spænding er vel egentlig risikoen for, at hun aldrig finder kærligheden, men må leve isoleret på sin egen lille "ø" hele livet. Men samtidig er det måske alligevel en rigtig gyser, hvis filmen får mig til at tænke på, at jeg jo også er udsat for den Ondes stemme. Og det er alle mine medmennesker også! Så begynder der at blive rigtig gys – også efter at rulleteksterne er stoppet.

---