The Post

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 05
Interessant film om Washington Posts afsløring af skiftende amerikanske præsidenters usandheder om Vietnamkrigen.

LØGN OM VIETNAMKRIGEN

To film har instruktøren Steven Spielberg ude nu. Dels den fantastiske eventyrfilm Ready Player One, og nu også ”The Post”, og der er i sagens natur meget stor forskel på de to.

Den første er en eventyrfilm, og den anden et historisk drama, centreret omkring afsløringen af den store bunke dokumenter som i 1970’erne afslørede, hvordan skiftende amerikanske præsidenter og regeringer havde løjet over for befolkningen om Vietnamkrigen. Disse afsløringer blev bagefter fulgt op af Watergateskandalen (The Secret Man).

Pressefrihed
I filmen ser vi for en gangs skyld Meryl Streep spille en afdæmpet, usikker type – i modsætning til de mange nærmest heroisk stærke kvinderoller, hun igennem årene har spillet (Jernladyen, mm.).

Kay Graham (Meryl Streep) ejer avisen Washington Post, og da den konkurrerende New York Times laver en sensationel forsideartikel, der fortæller om førnævnte dokumenter, går hun og journalisterne naturligvis også i gang med at researche historien. I modsætning til Times lykkes det dem at få en kopi af stort set samtlige sider i det afslørende dokument, men problemet er bare, at da Times er blevet nægtet mulighed for yderligere artikler og afsløringer, må Washington Post-redaktionen overveje, om de virkelig tør. I pressefrihedens og sandhedens navn.

Det er, hvad sidste halvdel af filmen handler om, efter de har skaffet dokumenterne: Tør vi risikere en retssag? Tør vi risikere at gå fallit som virksomhed? Tør vi miste abonnenter? Og er det virkelig sandt, at hvis vi udgiver dokumentet, så piller vi ved nationens sikkerhed?

Postfaktualitet
Det er klart, at Spielberg har valgt at fortælle denne historie netop nu. Hvorfor? Jo, på grund af skandalen omkring WikiLeaks og andre lignende sager om lækkede dokumenter. Og naturligvis på grund af den nuværende præsident, Donald Trump, som forsøger at styre den amerikanske presse og leger med, hvad der er sandhed. Det begreb, der i høj grad tales om i denne forbindelse, er postfaktualitet. Det vil sige et samfund, hvor følelser, fortællinger og dygtig politisk spin kan betyde mere end viden og fakta.

Det er klart, at Spielberg med netop denne film og historie vil pege på problemerne omkring postfaktualitet og fastholde, at pressen er med til at pege på og afsløre usandheder. Det bør aldrig være magthavernes opgave eller mulighed at kunne ”spinne” sig til en anden sandhed, som får højere betydning og større gennemslagskraft, end hvad journalisterne og pressen præsenterer.

Spændende afslutning
Man er udmærket underholdt, de to timer filmen varer. Det er ikke en actionfilm, det her. Det er et historisk drama, hvor altså især Meryl Streep får vist sit skuespiltalent. Der var passager, hvor jeg kedede mig, men da anden halvdel af filmen kom i gang, efter dokumenterne var faldet i Washington Posts hænder, blev det straks mere interessant og relevant, netop på grund af temaet omkring postfaktualitet og pressefrihed.

---