The Open Road

Af: Johan Schmidt Larsen
En afdæmpet og tankevækkende roadmovie. En alkoholiseret far og hans søn forsøger at forsone sig med hinanden, da moren skal gennemgå en alvorlig hjerteoperation.

Carlton Garrett (Justin Timberlake) forsøger få gang i en karriere som baseballspiller. Men da moren skal gennemgå en meget alvorlig hjerteoperation, overtaler hun sønnen til opspore sin far, den alkoholiserede, professionelle baseballspiller Kyle Garrett (Jeff Bridges). Faren har opgivet både konen og sønnen for længe siden, og forholdet mellem far og søn er både koldt og forkrampet. Det lykkes for Carlton at overtale sin far til at tage den lange tur til hospitalet via USA's endeløse landeveje. Med sig på turen har de Lucy, Carltons veninde, som han ikke helt kan finde ud af, om han elsker. Dermed er scenen sat for en roadmovie, hvor de to mænds valg og prioriteringer sættes på prøve, og det er der kommet en afdæmpet og smuk film ud af.

Filmen er produceret af den kendte tyske instruktør Wim Wenders, men har Michael Meredith i instruktørstolen. Og selv om filmen på nogle punkter er mere folkelig end nogle af Wim Wenders film, så har den mange af Wenders kendertegn: En rolig og fremadskridende handling, hvor billeder af landskab og miljøer spiller aktivt med i handlingen og hele filmens sindsstemning. Samtidig er filmen en fin historie, hvor sårede og ensomme mennesker fortryder nogle af deres valg, mens de forsøger at forsone sig med de personer, de enten trådte på eller behandlede dårligt. Af samme årsag spiller begrebet tilgivelse en afgørende rolle i handlingen.

Veteranen Jeff Bridges og sangeren Justin Timberlake er fint castet som far og søn, mens Kate Mara også gør en god figur som veninden Lucy. Hver især formår alle tre skuespillere med deres afdæmpede spillestil at ramme karakterernes personlighed.

Jeg holder selv af den slags film, fordi de giver mig mulighed for at spejle mig i filmens handling og samtidig reflektere over, hvor jeg selv befinder mig i livet.

Nogle vil uden tvivl se filmen, fordi verdensstjernen Justin Timberlake har en hovedrolle, og det er også helt i orden. Men filmen har mere at byde på, hvis man ellers kan vænne sig til dens langsomme pulsslag.

Faktisk handler filmen om meget voldsomme følelser og store menneskelige svigt, men skuespillet er i den grad underspillet, så man gennem hele filmen forventer, at temperamenterne snart bryder ud i lys lue? Men bortset fra et par enkelte scener, sker det ikke, hvilket skyldes bevidst instruktion og solide skuespillere. Set fra den synsvinkel er det en meget atypisk amerikansk film.

---