The Omen

Af: Thilde Moskjær Kofod
En skræmmende film, men dens portræt af ondskaben, som mennesker må stå magtesløse overfor, er desværre nok ikke engang overdrevet.

"The Omen" er en genindspilning af filmen af samme navn fra 1976. Dengang fulgte den i kølvandet på film som "Rosemarys Baby" og andre okkulte gysere, og i dag rammer den dels ind i den fornyede interesse for at behandle semi-religiøse emner på film, og dels ind i det store genindspilnings-boom, som Hollywood for tiden er optaget af. Filmen havde desuden nok ikke fået den store bevågenhed, hvis ikke det var, fordi premieren faldt på den 6. juni 2006, eller 06.06.06.

"The Omen" handler om parret Katherine og Robert Thorn, hvis barn dør under fødslen. Robert, som ved, at Kathrine vil blive sønderknust ved den besked, bliver af hospitalspræsten overtalt til at tage et andet barn til sig og fortælle Katherine, at det er deres egen søn. Men da drengen vokser til, begynder der at ske mærkelige ting. Barnepigen begår selvmord, dyrene i en Zoologisk Have flipper ud ved synet af Damien, som drengen hedder, og en præst og en fotograf opsøger hver især Robert med deres mistanke: at Damien er Djævelens søn, Antikrist.

Filmen er på mange måder en klassisk gyser med alt, hvad dertil hører af pludselige forskrækkelser, listen i gangene og lys, der går ud på de mest uheldige tidspunkter. Slutningen er dog ikke helt forudsigelig, hvilket klart øger spændingen, og uhyggen frembringes i høj grad ved at pirre nerverne fremfor at vise en masse blod og afskårne lemmer. Sammen med et gedigent lydspor får det tilskuerne til at hoppe i sædet og skrige højt på de helt rigtige steder.

Skuespillerne gør det generelt ok, men heller ikke mere. Kun Liev Schrieber som Robert Thorn hæver sig over rutinen og formår at vise os et menneske, der konstant vakler mellem tro og tvivl, så vi indimellem ikke selv ved, hvad der er det rigtige at gøre.

Set i et kristent perspektiv er "The Omen" faktisk slet ikke så ringe. Vel er det en uhyggelig og skræmmende film, men dens portræt af ondskaben, som altid lurer, og som mennesker må stå magtesløse overfor, er desværre nok ikke engang overdrevet. Profetierne fra Johannes’ Åbenbaring bliver fortolket helt konkret i forhold til vores tid, og vi ser billeder fra World Trade Center og tsunamien. Ved på den måde at drage dokumentarisk materiale ind i fiktionen lægger filmen op til en debat, der rækker ud over biografernes bløde mørke og ind i vores barske virkelighed. I hvert fald bliver man som kristen glad for at kende ham, som én gang for alle har slået ondskaben i gulvet.

Kilde: Aheadmag

---