The Odyssey

Af: Kristoffer Nørgaard Bach
Christopher Nolan leverer med "The Odyssey" en storslået rejse gennem myter, skyld og moral. Den bekræfter hans position som en af filmhistoriens største fortællere, og viser hvorfor han er tidens største navn i filmverdenen.

MED STORE FILM KOMMER STORE FORVENTNINGER 

Hvordan anmelder man det måske mest kendte klassiske værk i verdenshistorien, som ovenikøbet er filmatiseret af den største filminstruktør siden årtusindskiftet? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv både før, under og efter, at jeg har set Christopher Nolans nyeste tilføjelse til hans i forvejen blændende filmkatalog.

"The Odyssey" er sammen med "Dune 3" blandt årets mest ventede film og en af de film, der har skabt flest reaktioner, før den overhovedet blev vist på det store lærred. Før premieren fyldte diskussionerne om kontroversielle castingvalg, historisk nøjagtighed og filmens friheder i forhold til Homers forlæg meget. Men de bekymringer forsvinder næsten øjeblikkeligt, efter filmen er begyndt.

Nolan har endnu engang skabt et værk, der spænder publikum fast til biografsædet og får en til at glemme, at filmen varer næsten tre timer. Gennem store, episke billeder, intense og fængslende dialoger og et handlingsforløb, der nægter at kede, bliver man klistret til lærredet hele vejen igennem.

En velkendt historie
Fortællestrukturen minder både om Nolans egen Interstellar (2014) og C. S. Lewis' Narnia: Morgenvandrerens rejse (2010). Begge bygger på en episodisk rejse, hvor hovedpersonerne møder nye prøvelser ved hvert stop.

Med samme hjemme-ude-hjemme-struktur, hvor hovedpersonen i "Interstellar" rejser mellem forskellige planeter og de tilhørende udfordringer, rejser Odysseus (Matt Damon) gennem Middelhavet og møder Poseidons forskellige prøvelser – ligesom Lucy og Edmund gør det i Narnia-universet.

Nolan vender endnu engang tilbage til et af sine mest karakteristiske fortællegreb, som han med succes har benyttet i tidligere film som "Memento" (2000), Inception (2010) og Tenet (2020). Flashbacks fra Odysseus' fragmenterede hukommelse fungerer som en motor for handlingsforløbet, der driver fortællingen frem og komprimerer Odysseus' lange rejse til dens mest betydningsfulde øjeblikke.

Hvor Hans Zimmer tidligere har leveret uforglemmelig musik til Nolans film, savner man dog hos komponisten Ludwig Göransson karakteristiske numre som Cornfield Chase fra "Interstellar" og Time fra "Inception".

Grandiost skuespil
Parallelt med Odysseus' hjemrejse fra Den Trojanske Krig følger man begivenhederne på Ithaka, hvor Penelope (Anne Hathaway) og Telemachus (Tom Holland) prøver at holde sammen på deres hjem, efter at det er blevet indtaget af bejlere, der spiser Odysseus' mad, drikker hans vin og forsøger at vinde hans elskede kone Penelopes gunst.

Lederen af disse bejlere, Antinoo, som er grusomt godt spillet af Robert Pattinson, er muligvis filmens bedste karakter. Samtidig med, at han prøver – og lykkes med – at fremstå som en mægtig herre, afsløres han til sidst for, hvad han i virkeligheden er: en kujon, der snød sig fra at drage i krig. Hvis Pattinson stadig forbindes med sine tidlige teenage-fløde-roller i Twilight- og Harry Potter-film, bør denne præstation én gang for alle gøre op med det billede.

Vil mere end at underholde
Ud over et stjernespækket cast og visuelt betagende IMAX-billeder har "The Odyssey" også mere kød på sig. Gennem de forskellige rejser, som både Odysseus og Telemachus begiver sig ud på, nævnes Zeus' lov adskillige gange. Zeus' lov foreskriver, at man altid skal behandle sine gæster med respekt – og ligeledes sine værter. Den lov har Odysseus brudt, og han ved det godt. Eksempelvis brød han den i mødet med kyklopen Polyfemos og endnu vigtigere: ved indtagelsen af Troja.

Her behandler "The Odyssey" moralske temaer som næstekærlighed på en nærmest bibelsk måde. I filmens afslutning får vi en fantastisk monolog, hvor Odysseus berører emner, der er lige så relevante i en krigshærget verden i dag, som de var i antikken for 3.000 år siden. Det er her, Nolan viser, at "The Odyssey" ikke blot er en filmatisering af et antikt heltedigt, men en fortælling med et moralsk omdrejningspunkt om skyld, fortrydelse og moral.

---