The Matrix: Resurrections

Af: Sprint Aagaard Korsholm
I en verden, hvor det er meget svært at finde ud af, hvad der er virkelighed, og hvad der er virtual fiktion, kæmper Neo og Trinity for deres kærlighed og for menneskehedens befrielse.

STÆRKT UNDERHOLDENDE ACTIONFILM MED TÆNKSOMME UNDERTONER 

Siden årtusindskiftet har Matrix-filmene og ligeså de tilsvarende computerspil stået som en milepæl i arbejdet med de underholdende virtuelle virkeligheder. Denne anmeldelse er dog ikke for nørderne – I skal bare se den uden spoilere, og I behøver ikke de følgende forklaringer. Men til alle jer, der overvejer at stå på Matrix-toget, eller at få genopfrisket noget, der ligger langt tilbage, vil jeg meget kort prøve at introducere denne verden.

Matrix' DNA
Sagt uden forsøg på af forklare, hvordan filmens univers er blevet, som den er:
De fleste mennesker ligger i en slags dvale i computerstyrede "bælge", mens de oplever sig selv som levende i en ret almindelig verden set i forhold til det, vi kender i vores nuværende tid. Men denne verden er bare et "Matrix": en virtual virkelighed, som filmens karakterer fastholdes i flere hundrede år efter, at den er ophørt med at se sådan ud. Robotter og programmer er nu den "virkelige" virkelighed.

De sovende mennesker producerer energi gennem deres følelser/drømme, og denne energi "høstes" til at drive den computerstyrede verden. Nogle få mennesker er stadig vågne og frie og kæmper for at befri resten af menneskeheden. Men vil menneskeheden egentlig befries? De lever jo en tryg tilværelse, hvor alt er planlagt og behageligt. De er som "får, der ikke interesserer sig for andet end at have det godt her og nu", som en af filmens skurke udtrykker det.

Centralt er valget mellem to piller, som nogle får lov at foretage: en rød og en blå. Den blå fastholder dig i illusionen, mens den røde gir dig mulighed for at gennemskue den virtuelle virkelighed og se en anden bag den. Eller for nu at sige det med det måske oftest brugte citat fra den første film: "Dette er din sidste chance. Derefter er der ingen mulighed for at vende om. Hvis du tager den blå pille, så er historien slut: du vågner op i din seng og tror, hvad du nu har lyst til at tro. Hvis du tager den røde pille, så forbliver du i Eventyrland, og jeg vil vise dig, hvor dybt kaninhullet går ned." Med denne reference til eventyret Alice i Eventyrland antydes den todimensionelle struktur i filmens univers.

Neo (Keanu Reeves) er filmenes ene hovedperson. Han begyndte sin karriere i første film med at leve i Matrix som den, der hemmeligt begyndte at udforske nettet og dermed udfordre Matrix. Den anden hovedperson er Trinity (Carrie-Anne Moss). Noe og Trinity var med fra begyndelsen – og de spiller fortsat den afgørende rolle – se selv hvorledes her i den fjerde Matrix-film, hvor de to stadig spiller sig selv. Titlen på denne fjerde film har nok sin baggrund i, at disse to personer er blevet genoplivet fysisk – eller måske, at de er "genopstået" som deres sande jeg?

Deres kærlighedsforhold er i hvert fald ret så afgørende for alt i Matrix og i den "virkelige verden", hvor destinationen "Io", er det sidste tilholdssted for de frie mennesker, der kæmper mod programmerne. Programmer, der materialiserer sig selv som alle slags mennesker – deriblandt de ikoniske solbrillebærende mænd i sort, der forsøger at forsvare Matrix og udrydde alle "anormaliteter".

Fed underholdning
Du kan vælge at se filmen alene for at få en gang voldsom underholdning med mystik, endeløse skyde- og flugt-scener, fantastiske kung-fu-kampscener, klassisk kærlighed, superkræfter og tør humor. Set fra den vinkel er det en rigtig god film, hvor du ikke behøver at have set de andre film i serien. Du fatter måske ikke de dybere lag, men du kan sagtens gribe grundprincipperne i Leo og vennernes frihedskamp, kompleksiteten i kundskaben om, hvad der er virkeligt osv. Der er ikke sparet på noget. Uendeligt mange skud affyres uden at ramme nogen hovedperson, men kan du leve med det, så er der bare smæk for alle pengene. En nydelse er fx den unge cyberkriger Bugs (Jessica Henwick), der med sin særegne stemme og tørre humor er et godt nyt krydderi.

De dybe lag
Filmene er en meget åben symbolfortælling, som man kan lægge rigtig meget forskelligt i. Ser man på filmskaberne -de to Wachowski-søskende, der begge er transkønnede, kan man let læse en masse queer-ideologi ind. Ser man på filmene uden at fokusere på hvem, der har lavet dem, er det langt mere oplagt at tænke generelle eksistentielle og filosofiske tanker ind. Tanker, der har optaget menneskeheden til alle tider, og som de græske filosoffer udformede nogle ikoniske teorier omkring. Filosofier, der også kan koges ned til dette ret enkle, men alligevel ret rammende spørgsmål: "Er det, vi mennesker oplever som virkeligheden, i virkeligheden virkeligheden?" Og deraf følger fx: "Hvordan finder vi ud af svaret på det spørgsmål?" og: "Hvis det her ikke er virkeligheden, hvad er så virkeligheden?" og dybest nede: "Hvordan definerer man virkelighed?"

En verden, hvor vi mennesker fastholdes i en kollektiv illusion, er bestemt ikke en ny tanke. Nogle østlige religioner har det som deres grundforståelse. De gamle grækere havde det som en arbejdshypotese og vestlige, nutidige filosoffer trækker med jævne mellemrum denne hest af stalden. I Matrix-universet er det en "ond" magt, der holder menneskeheden i denne illusion for at få energi til dem selv. I andre udgaver kan forklaringerne være andre – eller også helt udelades.

Selv hvis vi ser bort fra fortolkninger, så kræver det helt klart sit bare at prøve at holde styr på de mange lag virkeligheder, som filmen hopper, looper og flashbacker sig igennem i et ret højt tempo. Hvis du er garvet Matrix-fan og har de tre første film nogenlunde frisk i erindring, kan du måske afkode alle skift i lagene i første omgang, ellers må du gøre som mig: se den én gang til og nyde de detaljer, du ikke fangede første gang. Den sjette stjerne, som jeg har givet filmen, var faktisk lige ved at falde på det med at kunne huske de forrige film: der er nemlig rimelig meget genbrug fra de forrige film, - også mere end nødvendigt for at få historien til at hænge sammen.

Valget mellem de to piller
Valget mellem rød og blå pille findes i mange udgaver i de forskellige religioner og filosofier. I kristendommen må det vel kunne formuleres nogenlunde sådan her: Alle mennesker har for længe siden slugt den blå pille. Vi har ikke længere et frit valg – det tog Adam og Eva for os, én gang for alle. Men Gud tilbyder os igen og igen at prøve den røde pille: at lytte til det, han siger om den virkelige virkelighed, og som vi kun kan se eller sanse, hvis han åbenbarer det for os – at han gør noget skjult synligt for os. Helligånden vil give os denne åbenbaring fx gennem det, vi møder i Bibelens ord.

Hvem er så den "onde", der prøver at fastholde os i den illusion, at Gud og hans virkelighed ikke findes? Ja, det er nemt at afkode: det er Satan selv. Set med de bibelske solbriller, bliver Matrix til en fortælling om, at Gud kalder os til at bryde illusionen og møde ham i virkeligheden. Kan vi også i denne tolkning genfinde kærligheds-aspektet? Ja, Gud beskriver faktisk sig selv som kærlighed, og hans redningsaktion som en kærlighedshandling.

Dette er ret sikkert ikke Wachowski-versionens tolkning, men da filmene som sagt har meget vide symboler, kan man fint se dem igennem kristne solbriller. Her bliver det også meget bemærkelsesværdigt, når menneskene i "The Matrix - Resurrections" beskrives som "Får, hvor 99,9 % udelukkende drives af begær og frygt" – altså, bare de får, hvad de vil have, og undgår det, de er bange for, så kan man få dem til hvad som helst. Jesus taler i hvert fald om, at han vil være den gode hyrde for os "får".

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---