The Master

Af: Milan Ganesen
En film af arthouse-instruktøren Paul T. Anderson om venskabet mellem lederen af en kult og en af hans efterfølgere. Nok skildrer filmen en religiøs kult, men den rejser flere spørgsmål, end den besvarer.

I am a writer, a doctor, a nuclear physicist and a theoretical philosopher. But above all, I am a man, a hopelessly inquisitive man, just like you.

Arthouse-instruktøren Paul Thomas Anderson (Magnolia) har altid været kritikkernes kæledægge og har efter sigende endnu ikke lavet en dårlig film. Lige så populær er han endnu ikke blevet hos den almindelige biografgænger. "The Master" er Andersons sjette film, en fin lille film med stof til eftertanke, og som vil dele anmeldere og "almindelige" filmentusiaster.

Filmen følger Freddie Quell (Juaquin Phoenix) en hjemvendt matros fra anden verdenskrig, der uden held prøver at reetablere sig i samfundet. Freddie er selvdestruktiv og har det, der ligner posttraumatisk stress og er dybt dysfunktionel, for at sige det mildt. Han destillerer sin egen alkohol, er sexfikseret og voldelig. Ved et tilfælde får han sneget sig om bord på et skib, hvor en kult eller "filosofisk bevægelse" befinder sig. Her møder han kultens leder, den karismatiske charlatan Lancaster Dodd (Philip Seymor Hoffmann), og de indleder et besynderligt venskab. Dodd drages af Freddie og ønsker at hjælpe ham. Herefter følger Freddie kulten "The Cause", mens de søger at udbrede sig langs østkysten. Med dette følger der konfrontationer på grund af Freddies egen mangel på selvkontrol.

I sidste uge roste jeg skuespillere i Django Unchained, men Joaquin Phoenix er simpelthen på et helt andet niveau – skuespillerens comeback på det store lærred er en åbenbaring. Mimikken og den skæve positur er lige i skabet, og Phoenix formår at gøre en karakter som Freddie virkelig interessant på trods af, at han ellers er så usympatisk. Alene Joaquin Phoenix’ præstation gør "The Master" værd at se. Philip Seymour Hoffmann og Amy Adams, som henholdsvis kultlederen og hans kone er også fortjent blevet oscarnomineret. Filmens lydside er også i top. Den giver på den en side filmen en rigtig 50'er feeling og på den anden side markerer den, når man er vidne til noget absurd.

"The Master" er først og fremmest en karakterdrevet film. Planen var oprindelig at følge kultlederen Dodd, men Anderson har taget et modigt valg i at bygge filmen op omkring en så usympatisk karakter som Freddie. Anderson har selv nævnt, at L. Ron Hubbard, stifteren af Scientology, er blevet brugt som inspiration for filmens anden vigtige karakter Dodd. Men det er ikke en film om Scientologys oprettelse, da denne del hele tiden er i baggrunden. Til gengæld gives der flere hints om, at Dodds "filosofi" kunne være et påfund, eller noget hans følgere tager mere seriøst, end han egentlig selv gør. Bemærkelsesværdigt er det, at Dodd udadtil virker som Freddies modsætning, men på mange måder er han lige så fortabt som Freddie selv og er blevet slave af sin egen situation.

Hvor vil filmen hen?
Flere gange spørger man sig selv om, hvad der forgår, og hvad det er, "The Master" egentlig vil. Filmen har en konfrontation mellem Freddie og Dodd, men det bliver aldrig en film om Freddies opgør med Dodd. Det bliver heller ikke en film om Freddies frelse fra sit destruktive selv. Det ville være fristende at udstille Scientology, men det synes heller ikke at være filmens ærinde, selvom der gives hint om, at ikke alt fungerer perfekt omkring Dodd.

Selvom disse og andre elementer som tro indgår i filmen, er det først og fremmest en fortælling om mennesker – en fortælling om to usædvanlige (og tragiske?) mænd og deres venskab. Som Dodd siger ved sit første møde med Freddie: "… men først og fremmest er jeg menneske, præcis ligesom dig."

Kameraet observerer som fluen på væggen, vi tvinges ikke til at vælge side. Det er historien, der er vigtig. Spørgsmålene er mange, og svarene må vi selv tænke os til. Filmens tolkning giver ikke sig selv, og mod filmens slutning står man tilbage med spørgsmålet: Hvad lærte Freddie/vi så egentligt?

"The Master" er en rigtig fin film, et solidt håndværk. En rigtig arthouse film der stiller spørgsmål, som bliver siddende i ens hoved. Den vil føles langtrukken for nogle og som et mindre mesterværk for andre. Filmen får i første omgang fire stjerner, men med potentiale for at få fem, når jeg får set den en gang til.

---