The Martian

Af: Nicolai Bach Woller
Af: 09
Et menneskes kamp mod naturen… På Mars. Visuelt er filmen utrolig flot og minder om en slags futuristisk "Cast Away".

ROBINSON CRUSOE PÅ MARS
Jeg har en stor svaghed for science fiction. Hver gang konen og jeg skal vælge film, kigger jeg først i Netflix's sci-fi kategori. Men det er sjældent, jeg er tilfreds efter at have set filmen. For ofte er der en sammenhæng mellem budget og kvalitet, når det kommer til sci-fi film, men det er lidt på hovedet: Jo lavere budget, jo bedre film. Se bare f.eks. de nye Star Wars-film og sammenlign dem med de små film fx "Moon".

Så det var med en vis skepsis, jeg satte mig i sædet for at se "The Martian". Den har på papiret meget kørende for sig: Matt Damon, Mars og den er bygget på en selvpubliceret sci-fi roman, der blev en overraskende succes, så måske kunne den beholde lidt af indie-fornemmelsen på trods af sit budget af Ridley Scott-størrelsen.

Kort opridset handler historien om en bemandet mission til Mars. Det er hverken den første eller den sidste, men bare endnu en i rækken af amerikanske missioner på planeten. Kort efter filmens begyndelse går det galt: En storm er kraftigere end forventet og hele missionen må afblæses. Alle astronauterne skal ombord på deres rumskib og evakueres. Uheldigvis bliver Matt Damons karakter, Mark Watney, ramt af dele, der har revet sig løs af rumskibet, og hans holdkammerater, der tror, han er død, flyver fra Mars og efterlader ham i sandet. En ny mission til Mars tager omkring fire år og den oprindelige mission var kun 30 dage, så nu har James Watney et problem. For hvordan overlever man fire år på en planet, der kan slå én ihjel på utallige måder?

Samtidig følger man NASA hjemme på jorden. De opdager, at rygterne om Watneys død er stærkt overdrevne, samt at Watneys astronaut-kammerater langsomt flyver tilbage mod jorden.

Watneys løsning på problemerne er at gå meget videnskabeligt til værks (eller med hans egne ord: Science the shit out of it) og resten af filmen er sådan set relativt formularisk opbygget: Watney har et problem, Watney arbejder videnskabeligt med problemet, og Watney løser problemet. Rinse and repeat. Det er ikke fordi, formularen som sådan er kedelig. Episoderne er alle meget interessante, men hver gang det går godt, sidder man og venter på det næste, der går galt. For man er ikke i tvivl om, at det er på vej.

Filmen minder om en slags futuristisk Cast Away. Men hvor Tom Hanks' karakter i "Cast Away" forståeligt nok langsomt bryder sammen psykisk, er Mark Watney fuldstændig upåvirket. Vi skal næsten hen til slutningen af filmen, før vi ser ham græde over, hvad der er sket. Resten af filmen er Watney nærmest jovial. Det er som om, han næsten hygger sig mere uden mennesker end med dem. Så længe, der bare er et problem at løse.

Visuelt er filmen utrolig flot. Jeg så den i 3D, og selvom det heller ikke blev denne film, der fik mig endeligt overbevist om, at 3D er værd at bruge tid på, måtte jeg overgive mig over for nogle af de flotte landskabsscener og nogle af rumskibsscenerne. For selvom jeg fornemmer, at de fleste af filmens effekter er digitale, bliver det ikke en CGI-fest. Effekterne gør, hvad de skal, men forsøger ikke at stjæle showet. De lader Matt Damons karakter bære filmen og understreger, hvad der sker, i stedet for at forsøge at fortælle historien selv.

Det helt store tema i filmen er menneskets formåen. Den er utrolig positiv omkring, hvad man kan i rummet. Så meget at man næsten føler sig hensat til 50-ernes science fiction, hvor udviklingen kun kunne gå én vej, fremad, hvor vi ville have koloniseret solsystemet inden for de næste par årtier. Virkeligheden blev jo som bekendt en anden. Og dette er måske også en af mine anker ved filmen. Der er ingenting, som filmen ikke kan klare med videnskab. Ethvert problem har en løsning, og hvis du bare er intelligent nok, kan du overleve selv på Mars uden de store problemer. Og på intet tidspunkt føler Watney, at han kommer bare lidt til kort over for situationen. At han mangler kontrol. Der er frustrationer, men ikke angst. Han påstår godt nok til sidst, at han var bange hele tiden, men det kommer ikke til udtryk i filmen. Han føler sig aldrig uretfærdigt behandlet. Selv ikke de kammerater, der efterlod ham, er der den mindste smule modvilje imod. Watney er en helt perfekt person, hvis største problem måske er, at han bander lidt meget.

Alt i alt er filmen ganske udmærket. Det er ikke de mest interessante temaer, der bliver taget op. Mest af alt er det nok en undskyldning for at se på rumskibe og astronauter i to timer. Det er langt mere Robinson Crusoe end "Cast Away", men underholdningsværdien er helt i top, og ved filmens afslutning sad jeg på kanten af sædet og var spændt på, om det hele nu også ville lykkes.

---