The Little Things

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En seriemorder er på spil i 1990´ernes Los Angeles. En erfaren og en yngre efterforsker jagter morderen. En noir-film, som ikke giver publikum mange ledetråde i at tolke handlingen.

EN ANDERLEDES KRIMI 

Vi er i 1990'ernes Los Angeles. Sherif Deacon (Denzel Washington) kommer til at bistå ledende kriminalbetjent Baxter (Rami Malek) i efterforskningen af en seriemorder, hvis ofre er unge piger. Deres mistanke samles efterhånden omkring manden Albert Sparma (Jared Leto).

De små ting
Jeg vil prøve at udlade at afsløre noget af handlingen. Dels for ikke at ødelægge oplevelsen for læseren, og dels fordi jeg ikke rigtig er helt sikker på, at jeg har fattet hele handlingen. Der er i hvert fald en del ting, der ikke siges særlig tydeligt, for at sige det pænt. Som Deacon siger det: "Det er de små ting, der tæller. Det er dem, der fælder en forbryder til sidst." Muligvis har filmen lagt nogle små ting ud, som vi to ret så erfarne krimi-seere, der så filmen sammen, ikke kunne fange. Muligvis ville det at se filmen en eller to gange til afsløre nogle af disse små ting, men vi havde ærlig talt ikke lyst til at afprøve det. Som Washington siger i et interview om sin medvirken i filmen: "If it ain't on the page, it ain't on the stage ..." Så manuskriptet har vel virket tiltrækkende på ham og de andre gode skuespillere, der er med i filmen. Jeg tænker, at de spiller godt – det plejer de. Så jeg vil måske omforme sætningen til: "It ain't on the page – that's why it ain't on the stage." Det er i hvert fald en krimi, der er anderledes end de fleste. Genren er noir, men selv den slags plejer at have et rimelig tydeligt plot, når man er færdig. I denne film er der da mange kendte elementer, men når filmen slutter, sidder man nemt tilbage med et stort spørgsmålstegn. Om det så skyldes, at man ikke så nok af de små ting, eller fordi de enten er skjult for godt eller helt er fraværende – ja, hvem ved?

Uforløst afslutning
De kendte elementer er fx, at Deacon før i tiden var af samme rang som Baxter, men blev degraderet, da en lignende sag slog ham ud. Makkerparrets samspil i denne sag (erfaren og ny) er også et velkendt element. Ligeledes er den formodede skurks sygelige spillen kispus med dem for at få opmærksomhed set mange gange før. Det er bare lige det, at det hele ikke rigtig går op i en højere enhed. Andre anmeldere er tilsyneladende delt i to lejre: enten ser man filmen som forfriskende anderledes eller som jævn træls. Så alt efter, hvilken type du er, kan du jo overveje at bruge godt to timer sammen med nogle gode skuespillere i denne helt sikkert anderledes film.

Den dramatiske kulminations-scene rykker fra det almindelige sprog næsten over i symbolsprog, idet Baxter foretager sig noget, som det er fuldstændig fysisk umuligt at foretage sig i virkeligheden. Det virker som en grotesk symbolsk måde at beskrive noget på i en film, der ellers holder sig inden for almindelige fysiske love.

At mestre smerten
Baxter kommer helt ud i tovene i sin frustration over, at sagen ikke løses hurtigt, og han begynder at gøre desperate ting. Deacon kender dette mønster: han er i hver fald selv plaget af sin skyld, sine minder og sin smerte, selv om han agerer på ægte Washington-måde: stille og uudgrundelig.

Han prøver at hjælpe den unge kollega til at mestre denne smerte, så den ikke ødelægger alt i hans sind (og karriere). Om det lykkes, er så en af de tråde, der forsvinder i det noir-prægede manuskript, der meget typisk til sidst lader seeren tro, at nu falder det hele på plads – for til allersidst at vise, at nej, det gjorde det nok ikke.

---