The Leftovers sæson 2 & 3 (serie)

Af: Henrik Højlund
To procent af jordens befolkning forsvinder pludselig. Serien cirkler hele tiden omkring centrale livstemaer, som tro, tvivl, livsmening, sammenhæng, tab, sorg, had, kærlighed osv.

MULIGT GUDDOMMELIG NÆRVÆR

Jeg vil ikke påstå, at jeg har fattet alle "The Leftovers" tråde og pointer. Der er givetvis andre, som vil kunne anmelde serien med større indsigt end mig. Og for den sags skyld med større begejstring. Og lad mig skynde mig at sige, at jeg bestemt ikke er ubegejstret. På lange strækninger er serien tæt på fremragende. Jeg begyndte på den lige efter at have set den uendeligt lange serie "Lost" færdig. En efterhånden lidt gammel serie, som kørte hen over mange sæsoner og med en tiltagende overkonstrueret og overforklaret historie. Når jeg nævner "Lost", er det ikke bare, fordi jeg lige havde set den forinden, men mere fordi den har en vis plotmæssig forbindelse med "The Leftovers".

En vis sammenhæng mellem "The Leftovers" og "Lost"
Plottet i "The Leftover" kan man læse mere om i anmeldelsen af 1. sæson på nærværende hjemmeside, men kort fortalt handler det om, at to procent af jordens befolkning pludselig forsvinder. Tilbage er de 98 procent, og nu følger vi så deres skæbne. I" Lost" er det omtrent modsat. En lille flok mennesker styrter ned med fly, men overlever mirakuløst på en øde ø, som viser sig at være så øde, at den ikke befinder sig på noget almindeligt landkort og i det hele taget synes udenfor den almindelige verdens rækkevidde. Og derfra følger vi så de forsvundnes skæbne. Men i begge serier er der noget af det samme på spil: Hvad sker der med mennesker, når de pludselig taber deres kendte liv på gulvet og på en måde må starte forfra? Det river og slider i relationer, i selvforståelse, i forståelse af hele verden, inklusive den religiøse verdensanskuelse, som spiller en væsentlig rolle i begge serier.

I "Lost" bliver det efterhånden så forviklet, at historien mister sit naturlige tråd og føles alt for konstrueret. Dertil er hele serien ret primitiv i både manuskript og billeder. (Men jeg indrømmer, at jeg det meste af vejen var underholdt, som da jeg som teenager blev totalt fanget ind af tegneserielæsning, TinTin og alt det der). I "The Leftovers" er det stik modsat. Dialog- og billedsiden er eminent. Ligeledes serveres der meget længe en stærk fortælling, som også rummer en helt regulær spænding, og med masser af yderst overraskende vendinger.

En by blev skånet
2. sæson lægger ud med en virkelig god vinkel på historien. Ét sted i USA undgik man fuldstændig bortrykkelsen. Den lille by, Jared, blev mirakuløst skånet. Det medfører, at stedet med tiden bliver det helt store pilgrimsvalfartssted – og får tilnavnet Mirachle. Folk strømmer til Mirachle, og byen må foretage nogle kraftige begrænsninger af mængden af pilgrimme, så der efterhånden opstår en slags by udenfor byen, en permanent pilgrimslejr.

Hovedpersonerne fra 1. sæson finder også vej til Mirachle. Politimanden Kevin Garvey, hvis hustru, Laurie har forladt ham for at blive en del af den mærkelige gruppe Guilty Remnant (den skyldige rest), hvis mission er at fastholde mennesker i tabet og få alle til at indse, at alles liv dybest set er værdiløse. Nora Durst, Kevins nye kæreste, som selv mistede sin mand og to børn i bortrykkelsen. Præsten Matt, hvis hustru sidder i kørestol og ikke kan sige et ord.  Og en række andre fra 1. sæson.

Matt oplever Mirachle som miraklernes sted. Hustruen helbredes pludselig. Ligesom der også finder andre mærkelige, overnaturlige hændelser sted. Historien bevæger sig således hele tiden i et spændingsfelt mellem på den ene side det religiøse og uforklarlige og på den anden side nogle menneskers afvisning af det religiøse og deres forsøg på at give alt sammen en naturlig forklaring. Flere gange undervejs er der fine opspil til en meget positiv tilgang til det religiøse, for ikke at sige det kristelige. Og præsten Matt fremstår på lange strækninger som en yderst sympatisk repræsentant for kristendommen. Omvendt er der også en række eksempler på det religiøse overdrev, på fanatisme og falskneri i religiøs klædedragt. Og dermed på sandhederne i det anti-religiøse.

Fine takter, men lidt for syret
Hele idéen med Jared/Mirachle som et muligt håndgribeligt nedslag af det guddommeliges nærvær i en håbløst fortabt verden fungerer enormt godt som udgangspunkt for de forskellige livstemaer, historien cirkler omkring - tro, tvivl, livsmening, sammenhæng, tab, sorg, had, kærlighed osv.

Mod slutningen af 2. sæson smides der pludselig et afsnit ind, som gør det overnaturlige meget håndgribeligt. Kevin dør og kommer over på "den anden side" og oplever ting der, for så at genopstå og vende tilbage til denne verden. Jeg synes, at det afsnit var et fejlskud, og det er, som om historien derfra og videre ind i 3. sæson trækker for meget i samme retning. Historien underholder stadig godt og leverer fine dialoger og spændende vendinger, men den bliver også mere og mere overforklarende i forhold til den gådefulde åbenhed, den længe havde i sig.

3. sæson spiller ligesom 2. sæson ud med et godt plot. Denne gang handler det om, at flere og flere regner med en forestående dommedag på en ganske bestemt dato. Så hvad sker der med mennesker, når sådan et forvarsel kommer, og nogle tror på det, mens andre ikke gør?

Trods godt plot og fine takter undervejs, bliver 3. sæson efter min mening for syret. Der kommer for meget metafysik, for meget overnaturligt i spil. Den ryger desværre lidt ud ad samme tangent som den endeløse serie "Lost", om end stadigvæk med meget højere kvalitet på alle parametre. Serien mister sin gode, fokuserede historie og dermed intensiteten og alvoren.

---