The Last Vermeer

Af: Ketty Dahl
Efter anden verdenskrig finder den hollandske modstandsbevægelse en kunstskat i en efterladt godsvogn, blandt andet et maleri af mesteren Vermeer. Men er billedet og andre malerier ægte eller forfalskede?

BASERET PÅ EN SAND HISTORIE 

Kort efter anden verdenskrig finder den hollandske modstandsbevægelse en kunstskat i en efterladt godsvogn. Skatten indeholder blandt andet et maleri af den berømte hollandske maler Vermeer. Den nazistiske Herman Von Görring samlede sig nemlig under anden verdenskrig tusindvis af uvurderlige kunstværker, - mange af dem stjålet fra jøder, og var krigen ikke stoppet, var også denne godsvogns skat havnet i hans samling.

De allierede går i gang med at finde kollaboratører, der har samarbejdet med nazisterne ved at sælge dem uerstattelige kunstværker, og disse forrædere henrettes i stor stil. Kaptajn Joseph Piller leder efterforskningen, og han finder frem til den excentriske kunstner Han Van Meegeren, som mistænkes for at være den, der har solgt blandt andet Vermeerbilledet Kristus og synderinden til Herman von Görring. I løbet af efterforskningen bliver Joseph Piller mere og mere i tvivl, om Van Meegeren i virkeligheden har forfalsket billederne, så de slet ikke er ægte Vermeer-malerier, men i stedet forfalskninger, som nazisterne i deres uvidenhed har brugt millioner på at få fat på.

Helt eller skurk
Spørgsmålet er: Er Van Meegeren en helt, der i sin foragt for nazismen har snydt nazisterne og fået dem til at punge ud af statskassen for at købe uægte malerier, eller er han en grådig person, der i virkeligheden var parat til hvad som helst for at få fat i millionerne, uanset hvem han solgte til? Eller udnyttede han i forfængelighed bare situationen for at vise, hvilken stor kunstner han i virkeligheden var, og så tog sig godt betalt for det?

Det er det drama, som filmen ruller op, baseret på den sande historie om den hollandske kunstner Van Meegeren, som eftertiden har betegnet som en af verdens dygtigste forfalskere, og som snød ikke bare nazisterne, men også særdeles velrenommerede kunstkendere og specialister. Som Van Meegeren meget sigende siger til kaptajn Piller: Du tror, du undersøger kunst, men i virkeligheden undersøger du penge og magt!

Danske Claas Bang spiller den ene hovedrolle som kaptajn Joseph Piller, mens Guy Pearce spiller rollen som kunstneren Han van Meegeren. De to fylder dramaet ud med ganske overbevisende skuespil, og man er langt hen ad vejen godt underholdt i deres selskab, for de øvrige medvirkende er kun statister. Spørgsmålet er dog, om filmen kan bære det?

Filmen er af og til lidt tung at danse med, både fordi den er lidt langsom i fremdrift, og fordi man fra starten skal have på plads, hvem er skurkene, og hvem er heltene i filmen. Ud over de allierede er det hollandske justitsministerium nemlig også på jagt efter nazistiske forrædere, men er de det for at retfærdigheden skal ske fyldest, eller er de det for at dække over noget? Hvad styrer jagten på sandheden, er det hævngerrighed? Og er hollænderne overhovedet interesseret i at finde ud af, hvad der er ægte, og hvad der er falsk? Disse embedsmænd fra justitsministeriet fremstilles alt for karikerede.

Falsk og ægte, op og ned
Det er filmens svaghed, at dens plot ikke er så gennemskueligt, fordi den vil fortælle for mange historier på én gang, for ud over historien om Vermeer-maleriet, kører også underhistorier på det personlige plan om kaptajn Piller og hans kones ægteskab, deres ensomhed og personlige falskneri og utroskab mod hinanden. De har begge været med i modstandsbevægelsen og har været nødt til at gå meget langt i forsøget på at få info ud af nazisterne. Det spærrer for, at de kan genoptage deres ægteskab, for hvad er falsk, og hvad er ægte? Denne historie ligger dog kun som en svag undertone uden ret meget bevågenhed. Og alligevel er det samtidig filmens styrke, at man først langt henne i handlingen finder ud af, at det ikke er så nemt at gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der er falsk. Hvad er godt og skidt, og hvad virker til det bedste for et større formål, både i kunstverdenen og for Piller og hans kone med hver den bagage, de slæber med sig?

Sidebemærkningerne er faktisk de mest interessante i filmen, men de får desværre lov at stå og svæve lidt ude af fokus, skønt det netop er i disse sidebemærkninger de spændende overvejelser ligger, da sandt og falsk kommer på anklagebænken.

Van Meegeren fremstår ved første øjekast som en forræder, men da man under maleriets fernis afslører hans initialer og dermed også hans påståede gode intentioner med falskneriet, bliver han pludselig en helt, og som han selv siger: "Penselstrøgene ligner til forveksling Vermeers, men er i stedet mine strøg. Havde de været Vermeers havde maleriet været en formue værd, nu er det intet værd, men penselstrøgene er de samme!"

Middelmådig film med vigtige temaer
Altså handler det ikke om talent, men om titel, - det er navnet, der afgør, om det er stor kunst. Filmen lægger også op til spørgsmålet: Er en gernings værdi afhængig af afsenderen? Og er hensigten bag en gerning afgørende for, om det er en god eller dårlig gerning?

Filmen er middelmådig, men med masser af gode intentioner og har kraft i sig til flere gode etiske og filosofiske diskussioner.

Det er altid dejligt at opdage nye vinkler på en historie, man troede man kendte. Der bliver i disse år ved med at dukke virkelige historiske personer og begivenheder op, som man ikke tidligere har hørt om, men som på en eller anden måde har spillet en betydelig rolle under anden verdenskrig. Disse små og større sidehistorier tages nu op i film og romaner. Beretningen om "Den sidste Vermeer" er en af dem.

Kan ses på blockbuster.dk.

---