The Last King of Scotland

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En stærk, tankevækkende og hæslig film om den magtbegærlige ugandiske general Idi Amin.

"The Last King of Scotland" er en grim og grum film. Fyldt med vold, blod, død og sex er det ikke en film som indbyder til IMU-aftener og deslige.

Filmen handler om den unge skotske doktor Nicolas Garrigan, som i et anfald af ungdommeligt vovemod drejer en globus og beslutter sig for at rejse til Uganda og få én på opleveren. Han lander midt i en revolution, der bringer den senere så berygtede diktator Idi Amin til magten. Ved et tilfælde bliver Nicolas Amins hoflæge, rådgiver og fortrolige, og filmen handler om venskabet mellem den idealistiske unge doktor og den magtbegærlige ugandiske general.

Det lyder ikke umiddelbart særlig positivt. Og det er heller ikke en opmuntrende eller opløftende film. Men det er måske alligevel en film, der har noget alvorligt at sige til os om, hvordan Afrika igennem mange år er blevet udnyttet og behandlet. Det er tankevækkende for enhver, der kender og har støttet kristen mission og nødhjælp på kontinentet.

Der er ingen helte i "The Last King of Scotland"; tværtimod vover filmen at vise menneskelivet på vrangen. Både diktatoren og den unge læges gerninger taler stærkt om menneskets grundlæggende ønske om at sikre sig selv på andres bekostning. Lægens begær får fatale følger, og diktatorens magtsyge lægger et land næsten øde. "Alle har jo syndet og mistet herligheden fra Gud", står der. Det er - om noget sted - klart i en film så mørk som "The Last King of Scotland".

Hvad kan man så bruge det til? - at blive mindet om menneskets iboende evne til at ødelægge selv de bedste intentioner? Hvad nytte er det til at få vist, at mennesket grundlæggende har så store besværligheder med at gøre det gode, når muligheden for egen gevinst og opfyldelsen af eget begær er inden for rækkevidde? Filmens store kunstspring er, at den sætter den fiktive figur Nicholas ved siden af den historiske diktator Idi Amin. Det er ikke kun en film, som vil pege fingre ad Idi Amin – det er i høj grad en film, som vil spørge: Hvem kan kaste den første sten? Og hvad ville du have gjort, hvis du havde stået i den samme situation?

Og det gør filmen til en stærk og uafrystelig – men altså også hård oplevelse. Det er en film, som mest af alt minder om en febervildelse. Men en febervildelse er det også at leve i en verden, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor den eneste vej til personlig gevinst findes ved at trampe på mennesker omkring en.

"The Last King of Scotland" slutter med en slags befrielse, som ikke er det. Og måske er det sådan, det må være der, hvor evangeliet ikke er: Man kan slippe væk, men kun på skrømt. Det varer kun en kort tid. Så stærk er filmen, at det kan være svært at registrere, hvor dygtigt den Oscarnominerede Forest Whitaker egentlig spiller rollen som Idi Amin, og hvor ægte James MacAvoy er som den unge Nicolas.

Filmen er ikke for alle og enhver. Det er en på mange måde chokerende og hæslig oplevelse at se den. Men hæslig og chokerende er netop en verden uden Kristus. Og netop derfor siger filmen måske noget sandt om det mest grundlæggende i den menneskelige natur på denne side af syndefaldet.

Heldigvis slutter historien ikke der. At Jesus blev menneske, var ikke bare en begyndelse til en "slags befrielse"; det var en nødvendig gerning gjort, for at mennesket kunne blive frelst – fra sig selv. Der er ikke megen nød efter Kristus i "The Last King of Scotland". Men jeg sad tilbage med en underlig taknemmelighed over at vide, hvor jeg må gå hen med alt det grimme og grumme i mit liv.

---