The Last Duel

Af: Henrik Højlund
Ridley Scotts film er en flot nutidig MeToo-historie i historiske klæder. Desværre trækker det ned, at filmen viser den samme voldtægt i tre variationer. Det gør filmen langtrukken.

MÆNDS KRÆNKENDE DOMINANS 

Ridley Scott bliver ved med at lave seværdige film. 83 år gammel og stadig i vigør. Indimellem har han lavet rene filmperler. "Blade Runner" som for mig står som en af tidens bedste sci-fi-film. "Gladiator", "Black Hawk Down", American Gangster for bare at nævne nogle stykker. "The Last Duel" er i mine øjne ikke en af hans perler, men den er værd at se.

Hvem har ret
Historien tager afsæt i en sand historie fra den sene middelalder, i midten af det 14. århundrede, om den franske borgherre Jean de Carrouges. Hans liv handler i høj grad om kamp og krig for den franske konge, Charles IV. Han er en dygtig og succesfuld kriger. Og det er han ofte sammen med den gode ven Jacques Le Gris. Derimod er han indtil videre uden kvinde og børn, men det ændrer sig tidligt i filmen, hvor han får den smukke Marguerite. Et afgørende vendepunkt i filmen finder sted, da vennen Le Gris voldtager Marguerite.

Derfra bevæger historien sig hen mod kulminationen: de tos duel, som en slags sandheds- og retssagsafgørelse. Den, der vinder, har talt sandt og vinder retssagen. For de har nemlig ikke sagt det samme om hændelsen. Le Gris hævder, at der ikke var tale om voldtægt, men om gensidig tiltrækning. Carrouges derimod insisterer på, at det var voldtægt. To forskellige historier – som yderligere suppleres af en tredje, nemlig Marguerites. Og dét er så hele filmens plot:

En MeToo-historie
Vi får historien om voldtægt i tre forskellige variationer. Helt bogstaveligt gentages forløbet tre gange. Og altså til sidst i Marguerites version. Også for hende var der tale om voldtægt, men derudover bærer hendes historie præg af en dybere og mere vedvarende krænkelse, ikke blot fra Le Gris, men også fra hendes mand. Eller man kunne sige det mere generelt: fra mænd. For det er historiens essens: Den er en MeToo-historie i meget gamle klæder. Det er en historie, der utvetydigt fortæller, hvordan kvinder gennem århundreder, for ikke at sige årtusinder, har måttet finde sig i mænds krænkende dominans.

Lidt for relevant
Ridley Scott formår at skabe noget, der føles som et meget autentisk miljø fra den tid. Både for øje og øre. Filmen fører os ind i en verden, der føles meget fortidig og fremmed. Og dog altså ikke mere fremmed end, at dens essentielle budskab er yderst nutidigt relevant. Og måske lidt for relevant i betydningen lidt for nutids-korrekt, lidt for MeToo-korrekt. Nuvel, det kan måske have sin gode mening at påvise, hvordan det, der griber os i nutiden – de utallige begrædelige MeToo-historier – har været en dominerende kultur i lange tider før vores tid.

Triviel gentagelse
En lidt mere irriterende svaghed ved filmen som filmisk fortælling er dens gentagelse af de tre historier. Det er som sagt et afgørende plot i filmen med denne gentagelse, og det virker ganske enkelt langtrukkent. Fra det øjeblik, den gentages anden gang, ved man med sikkerhed, hvordan den vil blive leveret, og ligeledes tredje gang. Det har altså ikke nogen overraskende effekt eller særligt fordybende eller horisontudvidende virkning.

Filmen er værd at se for sin miljøskildring og sin stærke hovedhistorie, men et skarpere greb om fortællingen havde løftet den.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---