The Jews/De er overalt

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En fransk komedie om livet som jøde i Frankrig i dag. Gennem psykologsamtaler ønsker jøden Yvan at blive fri for at tænke på, at han er jøde.

JØDERNE ER OVERALT

På en meget selvironisk måde får vi indblik i, hvad det vil sige at leve som jøde i Frankrig i dag. Yvan (spillet af instruktøren, der er jøde) fortæller til en psykolog, at han hele tiden tænker på, at han er jøde. Han bliver ustandselig mindet om det, også i mange helt almindelige situationer. Han kan godt tænke sig at blive fri for at tænke på det.

Små morsomme historier
Hans dilemma illustreres gennem små historier med overskrifter, der repræsenterer antisemitiske forestillinger om jøder: Jøderne er overalt, jøder er rige, jøder hjælper hinanden, jøderne dræbte Jesus, i al hemmelighed har jøderne al magt.

De små historier knyttes kun løselig sammen. Vi møder jødehaderen Boris, der som voksen finder ud af, at han er jøde. Og det får pressen nys om i en valgkamp. Vi møder den lidt dovne jøde, der ikke kan skaffe penge til huslejen. Han bebrejder sine forældre, for alle jøder er da rige! Vi møder et par ortodokse jøder, der har en kostelig teologisk diskussion om, hvorvidt det er den sorte eller den hvide skorstensfejer, der vasker sig først. Vi møder Norbert, der gennem en tidsmaskine kommer tilbage til Jesu tid, hvor han skal forpurre, at Jesus danner en ny religion. Det er langt ude i det absurde, men sjovt er det. Mest grinede vi nok af det afsnit, der tager afsæt i en rødhåret franskmand, der er generet af de jøder, der ustandselig samles ved et jødisk mindesmærke ved hans hus. Som modtræk danner han et netværk for rødhårede. Ideen smitter, og snart er der mærkedage, parader og demonstrationer for blondiner, for albinoer, for enøjede og så videre. Som prikken over i'et ønsker Alzheimerforeningen af få en mærkedag, hvor de kan mindes deres hukommelse.

Sjov film med alvorlige undertoner
Det blev brug for lattermusklerne mange gange undervejs. Men midt i morskaben og ironien er der flere alvorlige pointer. De har dog en tendens til at blive overdøvet af den næste vittighed. Humor er ofte en god måde at få et alvorligt budskab spredt på, men det kræver en meget præcis balancegang. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at filmens velmente forsøg på at sætte fokus på antisemitismen, måske drukner i løjerne. Antisemitismen er et voksende problem i Europa - og måske især i Frankrig - så alt, hvad der kan dæmme op for det, er velkomment. Også denne morsomme og selvironiske jødiske film.

---