The Impossible

Af: Michael Agerbo Mørch
Intens film om tsunamiens katastrofe i Thailand i 2004, og en families desperate kamp for overlevelse og gensyn.

26. december 2004. En af de foreløbigt afgørende dage i det 21. århundrede, vel kun overgået af 9/11. En kæmpe tsunami skyller ind over kysterne i Sydøstasien og smadrer det meste på sin vej. Over 200.00 mennesker dør. "The Impossible" er beretningen om én af de familier, der pludselig får byttet juleidyllen ud med frygt og adskillelse.

Maria (Naomi Watts) og Henry (Ewan McGregor) samt deres tre drenge, Lucas, Thomas og Simon, er på ferie i Thailand. De indlogeres på et nyt og hyggeligt hotel, som ikke ligger mange spytklatter fra strandkanten. Juledag fejres med manér, og familien oplever en tiltrængt pause fra det daglige stress. Om morgenen den 26/12 kommer tsunamien, der ændrer det hele. Familien bliver splittet i de store vandmasser, men på mirakuløs vis overlever de alle fem og ender endda i to grupper: Maria og den ældste søn Lucas, og Henry og de to meget små Thomas og Simon. Historien bevæger sig derefter i to spor: på den ene side er der kampen for overlevelse, på den anden side håbet og desperationen for gensyn. Maria er blevet hårdt såret i vandmasserne og må direkte på hospitalet, mens Henry er splittet; skal han blive ved sine to drenge, eller skal han sende dem op i bjergene med nødhjælperne, så han bedre kan lede efter Maria og Lucas? Han beslutter sig for det sidste, og familien er nu splittet i tre. I det store hav af ødelæggelser, lig og smerte skal familien nu forsøge at overleve, hjælpe andre og om muligt genforenes.

Filmen har fået meget positiv respons, for at skildre familien som det stærkeste bånd mellem mennesker. Og det er da befriende med en film, der ikke handler om uartige teenagebørn eller om skilsmisser. Men beskrivelserne kammede til tider over, så det lød som om, en stærk familie ikke kan knækkes. Og det er naturligvis løgn. Filmens familie havde hverken overlevet eller oplevet genforening, hvis ikke det havde været ved et tilfælde, indfødtes hjælp, dygtige læger, osv. Jeg ønsker ikke at dræbe det episke i filmen, men når det kanaliseres over på virkelighedens familiebånd, tjener de urealiserbare betragtninger ikke noget godt. Familien sejrer, jovist. Men kun hvis den lever. Det er ikke pga. familiens store kærlighed eller offervillighed. For mange ofrede alt, men så aldrig deres kære igen. Det bliver smertefuldt skildret, da Henrys tilfældige følgesvend Karl ikke kan finde sin familie. Han har samme smerte, samme kærlighed, samme desperation som Henry, men han finder bare ikke den fordømte nål i høstakken.

Filmen har stærk patos, men er ikke overskruet. Det ovenfor beskrevne mishag over for overvurderingen af familiebåndets styrke er ikke rettet mod filmen. For den er faktisk ret troværdig. Der bliver grædt meget, skreget meget, råbt meget, men hvad andet kan man forvente? Og man sidder som seer og bliver overvældet over smerten, overlevelsesinstinktet, offervilligheden og kærligheden mellem familiens medlemmer, men så sandelig også alle rundt om dem. Mennesker, der er dybest presset på deres eksistens, søger alligevel at hjælpe andre, fordi smerten er genkendelig.

For at kunne være en del af de store følelser, må det visuelle være på plads, og her leverer Juan Antonio Bayona og hans team en flot præstation. De enorme vandmasser, ødelagte huse og mange sår og brud giver én et jag i maven, og det forfærdelige kommer tæt på. Samtidig gøres det også udholdeligt ved en mesterlig klipning, så der ikke dvæles ved de kvalmende detaljer. For hvad godt ville det tjene? Manuskriptet er fornemt komponeret, så man ligeværdigt følger begge fortællinger, uden at der springes i fortællingen som i en Dan Brown-krimi.

Som kristen er det svært at sluge det onde i verden, fordi vi tror på, at Gud er almægtig og kærlig. Hvorfor sker sådanne katastrofer så? En filmanmeldelse er måske ikke stedet for en lang udredning om det, men jeg vil i stedet henvise til Flemming Kofoed-Svendsens bog Døden, sorgen, håbet, som er hans refleksioner over tabet af sin søn og svigerdatter i tsunamiens katastrofe. Det er en stærk bog, som ærligt formidler dødens og adskillelsens smerte, men som også tør forkynde håbet og trøsten i Jesus Kristus.

Tillad en anekdote som afslutning på en indtagende film. I sommers var jeg ved Verdun i Frankrig, hvor skyttegravene under første verdenskrig var fyldt med lig. På en mark stod hundredvis af kors, der markerede de mange faldne soldater i en meningsløs krig, som mange af de faldne aldrig forstod. På dén mark virkede det, som om Satan havde vundet. Men jeg kom til at tænke på et sangvers, som fik mit hjerte til at boble, selv midt i øjeblikkets smerte:
        Her ved dit kors, hvor i smerte du led,
        knæler jeg stille i ydmyghed.
        Ubeskriveligt, men det er sandt:
        Helvede tabte, korset vandt!

---