The Hunger Games: Mockingjay - del 1

Af: Per Breindahl
I fremtidssamfundet Panem er det endelige oprør i gang – efter 75 års grusom undertrykkelse har underklassen fået nok – inspireret af den unge helt Katniss Everdeen tager de kampen op.

VÆR DIG SELV
Hvis man har set de to første film i serien: The Hunger Games og The Hunger Games: Catching Fire, skal og bør man bestemt også se fortsættelsen. Men har man ikke set dem, er der ingen grund til, at se denne tredje film nu – så begynd hellere med den første Hunger Games-film.

En uskik har ramt moderne filmindustri: Naturligt sammenhængende fortællinger deles op i flere film, som om filmindustrien lige skal presse citronen til det yderste og sikkert kan tjene mere på to film af normal længde end på en helaftensfilm. Vi har set det med Harry Potter, med Twilight-Sagaen og nu også med den sidste fortælling i Hunger Games serien. Ja, Hobbitten er endog delt op i hele tre film!

Der går noget tabt i forhold til den originale fortælling. I Hunger Games-bøgerne er det tredje bind den store kulmination, den store afslutning på fortællingen. I filmen bliver vi kastet hovedkulds ind midt i et dramatisk forløb og forlades lige så uforløste som ved filmens start. Derfor kan jeg ikke anbefale, at man ser denne film, uden at have set en eller helst begge de to første.

Er du kommet hertil i anmeldelsen uden at have set de to første film, skal jeg måske lige ridse scenen op: I et underligt fremtidssamfund har et distrikt taget magten over de øvrige og holder masserne i skak ved at arrangere store årlige tv-transmitterede gladiatorkampe, hvor tvangsudskrevne og frivillige unge fra distrikterne skal kæmpe mod hinanden, til kun én står levende tilbage.

Spændingskurven løftes yderligere fra de to forrige film, manipulationerne og magtfordrejningerne fra magthavernes sider når nye højder, og vore unge helte kæmper nye kampe, hvor blanke våben og hurtige pile ikke længere kan hjælpe dem ud af de situationer, de sættes i.

Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) overlever disse kampe i både den første og den anden film, bl.a. ved at bryde systemets og spillets regler. Hun gjorde det for at leve og redde andre, men nu står hun som et ufrivilligt symbol på det spirende oprør.

Oprørerne er hurtige til at trække Katniss ind i deres side af kampen, mens styret har sat sine kolde fingre i hendes ven Peeta og holder ham som gidsel. Begge de unge manipuleres, bruges som propaganda og sættes i kunstige situationer for at tale henholdsvis magthavernes og oprørernes sag. Fysisk og psykisk terror afløser hinanden fra begge sider og er med til at sikre, at man ikke keder sig et minut i biografmørket.

Man skal ikke lede længe efter filmens budskab: Vær på vagt over for manipulationer og andres forsøg på at styre dig. Du virker mest troværdig og overbevisende, hvis du er dig selv. Pointen understreges flere gange, men det sted, hvor Katniss selv erfarer, hvad hun er midtpunkt i, er i en scene, hvor hun sidder og leger med en tændt lommelygte, mens en kat springer lystigt efter det lysende felt på gulvet og væggen – tilsyneladende fri og uafhængig, men helt styret af den, der holder lygten!

På vej ud af biografen kan man passende spekulere på, hvem der styrer den lysplet, man selv springer efter her i livet..!

En flot, flot film. Spændende skrevet og dygtige skuespillere. Jeg glæder mig til afslutningen i ”The Hunger Games: Mockingjay - del 2”.

---