The Hunger Games

Af: Per Breindahl
En ond overklasse vælger hvert år 12 drenge og 12 piger fra underklassen til at kæmpe mod hinanden på liv og død i et realityprogram, hvor kun én overlever.

En sølvfarvet pil ryger af sted fra buen, finder en lille åbning mellem en flok receptionsgæster, snupper et rødt æble fra buffeten og borer sig ind i bagvæggen. Sådan får man et uinteresseret publikums fulde opmærksomhed!

Scenen er en af de mere markante fra filmen "The Hunger Games", der af flere filmjournalister er udråbt til en ungdomskultfilm, der kan måle sig med Harry Potter og Twilight Sagaen.

Det er meget muligt, at hovedpersonen Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) har problemer med at fastholde sit overklassepublikums opmærksomhed, før hun sender sin pil af sted – men hun har bestemt ingen problemer med at fastholde sit teenagepublikum i biografen.

The Hunger Games forgår i en ikke nærmere bestemt fremtid i staten Panem, der er formet over ruinerne af det nuværende USA. Landet er opdelt med en hovedstad, hvor de rige bor, og 12 regioner, hvor underklassen bor. En underklasse der lever i den største nød og fattigdom.

Ca. 75 år før filmen udspiller sig gjorde regionerne oprør - et oprør, der blev slået ned. For at det ikke skal gentage sig, skal hver region hvert år stille med en dreng og en pige på mellem 12 og 18 år, der skal sone oprørernes forbrydelse ved at kæmpe i en arena til underholdning for folket. De 24 unge skal dyste, til kun én står levende tilbage. Og går det for trægt med at få slået hinanden ihjel, kan arrangørerne sende vilde dyr og ildstorme imod de værgeløse unge.

Filmen begynder med, at Katniss' lillesøster, Primrose, bliver udtrukket til at repræsentere distrikt 12. For at spare søsterens liv, melder Katniss sig frivilligt til at indtræde i dysten. Efter nogle dages træning og forsmag på den luksus, de kan opnå, hvis de vinder, føres de unge ind i en stor arena, der er udformet som en kunstig skov. Hvert skridt, de tager, og hvert drab, de foretager, bliver overvåget af skjulte tv-kameraer.

Katniss er tvunget til at gå ind på spillets præmisser. Her kommer hun og de øvrige deltagere til at stå over for umulige valg, hvor menneskelighed og kærlighed sættes på spil. Drengen, der gør hende selskab fra distrikt 12, er Peeta, der er hemmeligt forelsket i Katniss og flere gange redder hendes liv. Han er helt indstillet på, at spillet ikke må forandre ham. Katniss mener, det er en luksus, hun ikke kan tillade sig.

Foruden at være en historie om ung kærlighed, overklasse og underklasse, er filmen også en kommentar til tidens mange realityprogrammer på tv - programmer som Big Brother og Paradise Hotel.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var skeptisk, da jeg på forhånd havde læst resumeer som ovenstående. Der har jo været stribevis af store film, hvor overklassen bruger underklassen til underholdning ved at lade dem kæmpe på liv og død: Ben-Hur, Spartacus, "The Gladiator", m.fl. Men vi skulle ikke langt ind i filmen, før min skepsis blev fejet væk og jeg blev grebet af filmens univers, den spændende handling og mange symboler.

Alene det at bruge ordet "sonere" om de unge, der skal kæmpe, gør det oplagt at sammenligne filmen med det gammeltestamentlige syn på mennesket: Nogle har i en fjern fortid begået en synd, der nedarves gennem generationer, og som skal sones gennem gentagne ofringer. Menneskeheden blev efter århundreder med ofringer forskånet for at fortsætte denne praksis, fordi Guds egen søn foretog den ultimative soning og døde i vores sted.

Sammenligningen fortjener en eftertanke, men skal heller ikke trækkes for langt. Katniss går på samme vis i sin søsters sted – hvordan det ender, og om hun stopper vanviddet, skal jeg ikke afsløre her. Jeg kan dog afsløre, at hun på elegant vis får udfordret overmagten, som den dag ved receptionen. Og jeg kan vist også afsløre, at der kommer både en toer og en treer af filmen – de er lovet i henholdsvis 2013 og 2014. Filmene bygger på romaner, der er solgt i millionoplag. Alle tre romaner er oversat til dansk, hvis man ikke kan vente med slutningen til 2014.

Filmen får fem stjerner – for sin forfriskende nyfortolkning af et gammelt tema, for en stærk kvindelig hovedperson og for at give os halvgamle filmelskere en god lejlighed til at gå i biografen med vores teenagebørn.

Husk at tage en grundig snak om filmen bagefter: Er vi meget bedre end overklassen i filmen, når vi gladelig følger tv-shows, hvor deltagerne stemmes ud med tårer i øjnene, og når vi ser film med død og lemlæstelse som underholdning?

En dybere sammenligning af filmens Peeta og Jesus kan læses i artiklen The Theologi in The Hunger Games på Christianity Today.

---