The Hateful Eight

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En western med blodig galgenhumor og mange stemningsindtryk, men ikke for sarte sjæle.

INDESPÆRRET UNDER SNESTORM
Rammen for filmen er meget enkel. Den indledes med en diligencetur gennem snedækkede, øde landskaber med en truende snestorm i hælene. Diligencen når frem til en handelsstation, hvor man søger ly. Her er allerede i forvejen en del andre personer. Hele filmen udspiller sig så inden for bygningens ret få m2. Når vi er oppe på en filmlængde som denne, gir det god tid til at udfolde relationerne mellem de forskellige personer.

Plottene skal ikke røbes her, men når man kort efter den amerikanske borgerkrig sætter en blanding af Nordstatssoldater, Sydstatssoldater, hvide, sorte og mexicanere, lovløse og lovens håndhævere sammen i en hytte under en snestorm, er der basis for nogle spændinger. Meget centralt i disse spændinger står dusørjægeren John Ruth (Kurt Russell), der har forbryderen Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh) lænket til sig for at føre hende til hængning i byen Red Rock. Hans sorte kollega Major Warren (Samuel Jackson), der selv har tre frosne lig med i diligencen for at hæve dusørerne i Red Rock, samt Red Rocks nyudnævnte sherif, Chris Mannix (Walton Goggins) og egnens bøddel, Oswaldo Mobray (Tim Roth) repræsenterer lovens mænd. Den gamle sydstatsgeneral Sanford (Bruce Dern), en cowboy på vej hjem for at holde jul med sin mor, Joe Gage (Michael Madsen), handelsstationens jule-vikar Bob (Demián Bichir) og dilligencens kusk, O.B. (James Park) udgør tilsammen de otte "hadefulde".

Seks farverige kapitler
Filmen er delt op i seks kapitler, der introduceres med stor overskrift. Nogle gange blander en fortællerstemme sig – typisk for at introducere et af filmens få flashbacks. Typisk for Tarantino er der i hele filmen meget flotte udvekslinger af ord, der i teknisk og kunstnerisk niveau langt overstiger det, man kunne forvente af personerne. Det kan virke helt teateragtigt, men skaber i hvert fald en ganske særlig stemning med megen lun humor og bitre stikpiller. Musikken er alt andet end beskeden og neddæmpet, mens kameraet undertiden bruger rigtig god tid på at dvæle ved nogle episke detaljer. Det er ikke nogen almindelig western! Plottene spinder sig omkring de otte – hvor det hurtigt bliver klart, at de ikke alle er dem, de udgiver sig for at være. Det udvikler sig til en alles kamp mod alle, hvor gift og kugler dræber flere og flere. Som ofte i Tarantinos film er der kælet for detaljerne i den måde, folk dræbes på. Der er hverken sparet på blod eller på nærbilleder. Nogle kalder det episk vold. Hvis man ikke kan lide at se både uskyldige og skyldige mennesker blive slagtet efter alle kunstens regler, skal man uden tvivl vælge en anden film.

Hadefulde
Ud over at "Hate" og "Eight" rimer, og derfor er en finurlig titel på Tarantinos ottende film, er der også andre grunde til, at titlen sætter fokus på had. Hadet mellem Nord- og Sydstater sidder stadig flere af de otte i blodet. Hadet mellem sorte og hvide sidder der også. Dertil kommer hadet mellem lovens mænd og dem, de stræber efter livet: de lovløse. Det eneste kvindelige medlem af gruppen, morderen Domergue, er ingen undtagelse, men udstråler foragt og had over for lovens mænd. Jagten på penge er selvfølgelig også en stærk ingrediens i den drink, der blandes til os. Og efterhånden dukker endnu flere ting op …

Filmens allerførste billede er et nærbillede af et vejrbidt og til dels snedækket vej-krucifiks. Her ser man Jesu lidende ansigt og efterhånden zoomes ud, så man ser hele den lidende krop på korset. Og bag dette dukker så diligencen op, og filmens handling begynder. Måske har Tarantino alene brugt det som et symbol på lidelse og død. Jeg kunne bag efter ikke lade være med at tænke på, at filmen begynder med at minde os om en, der bekæmpede verdens problemer ved i kærlighed at ofre sig selv. Og så præsenteres vi ellers for otte mennesker, der kæmper for selv at overleve – og gerne på andres bekostning, ja endda ved at tjene på deres død. For mig at se en rigtig Tarantino tænke-finte.

Underholdning for fuld skrue
Man forventer noget særligt af en Tarantino-film. Som altid er det lidt svært at definere genren helt, fordi han tillader sig at blande ting, man normalt ikke tør blande på den måde, han nu gør. Så her passer talemåden, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Det kunne godt mærkes i biografsalen, at nogle grinede, hvor andre fik en mavepumper. Men kan man finde sig til rette i dette lidt underlige univers, så er der fuld underholdning i alle tre timer. Skuespillerne gir den hele armen ud i teaterreplikkerne. Samuel Jackson er som sædvanlig vidunderlig i den slags lune roller, men også flere af de andre folder sig godt ud. Plottene udvikles og indvikles tilpas meget til, at man ikke har regnet det hele ud på forhånd, men samtidig godt kan se logikken, når den åbenbares. Der er meningsudvekslinger, der kunne kalde på den filosofiske del af os. Men ellers er det humor, spænding og episk vold, der står for det meste af underholdningen sammen med den kreative kameraføring.

---