The Handmaid's Tale (serie)

Af: Henrik Højlund
Serie om Gilead - et brutalt kristeligt-religiøst samfund, hvor kvinder indgår som en slags avlskvæg i overklassens husholdning. En stærk og grusom fortælling om religiøs ekstremismes hæslighed.

KRISTELIG RELIGIØS EKSTREMISME

Endnu en yderst vellavet tv-serie ramte seerne i 2017 med første sæson, og netop nu løber anden sæson over skærmen. Serien er baseret på en roman af Margaret Atwood og har vundet både Emmy og Golden Globe.

Historien tager afsæt i et samfund i en ikke alt for fjern fremtid, hvor fertiliteten hos menneskene er faldet drastisk. Menneskehedens fremtid hænger i en tynd tråd. Afsættet ligner med andre ord det, der også var temaet for den fremragende science fiction-film Children of Men, som desuden havde en underliggende kristen pointe. Det kan man næppe beskylde "The Handmaid's Tale" for at have, snarere tværtimod.

Historien handler om et samfund, kaldet Gilead, det tidligere USA, som nu kontrolleres af en gruppe kristeligt-religiøse ekstremister. Disse har fundet deres særlige måde at løse menneskehedens fertilitetsproblem på. Man har indsamlet eller snarere indfanget en række kvinder, som menes at have en vis fertilitet. I Gileads overklasse indgår disse kvinder i husholdet som en slags avlskvæg. Konkret går det ud på, at manden i huset befrugter the handmaid, men vel at mærke under tilstedeværelse af hans hustru, som sidder i dobbeltsengen med the handmaid liggende mellem benene, klar til at modtage mandens lem og sæd. Alt sammen som en hellig ceremoni med henvisning til og hver gang oplæsning af den gammeltestamentlige tekst om Jakobs hustru Rakel, der i misundelse over ikke at kunne få børn som søsteren Lea, beordrede Jakob til at få barn med trælkvinden Bilha.

Dobbeltmoralske sprækker
Gilead styres efter en meget stram religiøs lovgivning, et slags teokrati. Man kunne også kalde det et patriarkat, for manden er i ethvert henseende hovedet og kvinden den underdanige hustru. Og enhver afvigelse fra mand-kvinde-relationen straffes benhårdt, almindeligvis med døden. Der hænger dagligt ofre langs bymurene. At der med tiden viser sig dobbeltmoralske sprækker i den moralske mur er en anden sag, som på sin egen måde kun understreger den religiøse ekstremismes hæslighed.

Historien fortælles med særligt fokus på én af the handmaids ved navn Offred, tidligere June, som sammen med sin mand og sit barn forsøgte at flygte ud af Gilead til Canada. Flugtforsøget mislykkes, og efter et hårdt og straffuldt "omvendelsesprogram" placeres Offred (fremragende spillet af Elisabeth Moss) i et overklassehjem, hvor manden er en af de øverst placerede i Gileads magthierarki.

Fortællingen er på én gang stramt fortalt og tager sig samtidig meget god tid til at udvikle historien. Det stramme ligger dels i udlægget, hvor vi begynder inde midt i historien og først bid for bid, med en række klip fra tiden før Gilead, bliver klar over historiens sammenhæng. Og dels fortælles der hele tiden med en meget skarp kant af ildevarslende uhygge. Men kun meget langsomt og langt henne i historien får vi bittesmå glimt af håb om, at forbandelsen kan brydes – at det tilsyneladende hermetisk lukkede og gennemført religiøst-totalitære samfund har svage punkter og skjulte modstandsfælder.

Moderne syn på kærlighed
Meget tidligt får man en fornemmelse af, at historien har en underliggende kritisk dagsorden mod det, man nu om stunder karakteriserer med det stærkt negativt ladede og ofte misbrugte begreb fundamentalisme, og altså vel at mærke den religiøse fundamentalisme, og som det fremtræder i historien især den kristelige fundamentalisme.

Som kristen seer anfægtes man ikke for alvor af kritikken, fordi Gilead-samfundet repræsenterer en så ekstrem variant af religiøs fanatisme, at det er uproblematisk at stille sig helt og holdent på kritikkens side. Der er derimod andre problematiske ting i kritikken. Kritikken forudsætter ligesom, at alternativet til den religiøse ekstremisme er en fuldstændig accept af et moderne syn på kærlighed, hvor lyst er lig med lov. Hvad enten vi taler om homoseksualitet eller andre seksuelle og polyamorøse forbindelser.

Man kan indimellem få en følelse af, at serien er skrevet som skjult LGBTQ-propaganda. Bemærkelsesværdigt mange af de indfangede handmaids er lesbiske. Dyrkelsen af menneskets identitet som noget hele tiden skiftende og grænseløst gemmer sig som en undertone i billedet af det smukke, mangfoldige liv, der var før det totalitære helvede i Gilead.

Islam kunne være grundfarve
Jeg overvejede meget tidligt, om man kunne have forestillet sig, at nogen turde lave sådan en serie med islam som det, der lagde den religiøse grundfarve. En religiøs fundamentalisme med islam som grundfarve ville give historien langt mere realisme. Man kunne relativt let se det for sig. I et samfund styret af IS eller Al Qaeda eller Boko Haram eller lignende. Eller hvad med et samfund styret af en gennemført sekularistisk ideologi, hvor forbud mod religiøse ytringer, signaler og symboler i det offentlige rum forbydes. Burka, tørklæde og drengeomskæring er for længst fortid, queer-ideologien er ført ud i sin yderste konsekvens med opløsning af en fast kønsidentitet til fordel for en hele tiden åben, flydende kønsidentitet – som forskellige højtrangerede samfundsinstitutioner i Sverige seriøst forsøger at indføre i disse år. Det totalitære ligger det sekulære snublende nær, når det bliver til ideologi. Men den tv-serie bliver nok ikke produceret på denne side af Jesu genkomst.

PS. En lille trosanfægtelse er der måske alligevel, når man ser den som kristen. De religiøses oprigtige religiøse hengivelse, som ender så falsk, kan rejse en anfægtende fornemmelse af ens egen religiøse hengivelse. Er det ren selvindbildning, når det åbenbart kan føre ud i så ekstrem vildfarelse – og stadig være oprigtig følt? Det fremmer i al fald den vigtige pointe, at ved siden af følelsen og hengivelsen er der altid noget, der er vigtigere: sandheden uanset følelse. Den sandhed vi henter udefra, udenfor os selv, fra troens genstand, åbenbaret gennem den hellige historie, bevidnet i Biblen.

---