The Grey

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En lille flok barske fyre befinder sig i Alaskas ødemark efter et flystyrt. Hvordan overlever man spændingerne i en sådan gruppe.

Liam Neeson gør denne film værd at se til ende. Han spiller fabelagtigt som den grå "førerulv" i en gruppe overlevende fra et flystyrt. På coveret står der, at en anmelder har kaldt filmen: voldsom, gysende og overvældende. De to første udsagn er jeg enig i, men overvældende var den ikke. Når man sætter en lille gruppe overlevende fra et flystyrt op mod en folk ulve, er der mange muligheder for gys, og det udnytter instruktøren på udmærket vis. Når flystyrtet sker i en kold og øde egn i Alaska, er der basis for voldsomme scener, og det leverer filmen også.

Når jeg alligevel blev lidt skuffet, skyldes det nok, at plottets muligheder for at komme ind til kernen af tilværelsen ikke udnyttes. Mændene er hårdkogte typer på kanten af samfundet. De har hver deres historie om forliste forhold, kriminalitet, og hvad har vi ellers. De finder ud af, at i ødemarken hjælper de barske attituder ikke. Der skal andet og mere til. Vi får bare ikke rigtig at vide, hvad dette mere er. Der er antydninger af kærlighed til en mistet ægtefælle og til et barn, som man ikke mere kan omfavne. Men noget håb fornemmer vi ikke.

Der er en famlende bøn for de døde, og der er en åbenhjertig diskussion af skæbne og mening med livet, og så er der et råb, som et sted stiger op til Gud: Vis nu din magt, så du kan fortjene min tro! Da svaret udebliver, lyder kommentaren: Godt, så gør jeg det selv. Når det gælder det religiøse aspekt, er filmens budskab, som jeg oplever det: Der er ingen højere magt, og meningen i livet må du selv finde.

Der tegnes nogle meget forskellige personlighedstyper, lige fra en voldsomt øretæveindbydende, til én det er let at blive ven med. Der er også antydninger af magtkamp og oprør mellem mændene. Måske kan man spejle sig selv og sine reaktioner på andre i dette, men det er ikke begrundelse nok for at se filmen.

Filmen er flot og effektivt fotograferet. Der er scener, som taler stærkt ved deres enkelhed og indimellem også er symbolsk. Enkelte steder kræver handlingen lidt overbærenhed fra os som tilskuere. Visse ting lader sig bedre gøre på film end i virkeligheden.

De knap to timer var ikke spildt, men jeg havde regnet med at blive lidt bedre underholdt, og jeg havde også håbet at få mere at tænke over. Og så har jeg stadig et forbehold over for påstanden om, at ulve uprovokeret angriber mennesker. Som jeg har forstået det på mere end en, der kalder sig ekspert på ulve, så gør de det ikke, medmindre de føler sig meget truede.

Der findes film, som bliver lidt trættende, fordi det mest benyttede ord er fuck. Sådan er denne film desværre også.

---