The Greatest Story Ever Told

Af: Peter E. Nissen
En meditativ film om Jesu liv, hvor den klare forkyndelse står i centrum.

HAN ER KRISTUS HERREN
Denne store Jesus-film er en af de mange historiske storfilm fra Hollywood, der havde stor succes i 1950'erne og 1960'erne. Stilen lægger sig op ad film som Ben-Hur, De ti Bud, The Robe m.fl. Sceneriet og rammerne er samme stil, om end denne film virker til at have haft knap så stort et budget. Selvom der er de velkendte eksklusive kulisser og kostumer, er det påfaldende, hvor stor en del af filmen som synes at være optaget i Arizonas ørken med de karakteristiske røde bjerge, der kendes fra tidens westerns.

Filmen begynder med at proklamere de berømte ord fra Johannesevangeliets begyndelse om Ordet, som blev kød. Dermed er stilen lagt for de resterende tre timer. Bibelvers bliver citeret i næsten hver scene filmen igennem, og det er tydeligt at instruktøren ønsker at forkynde evangeliernes beretning, som de er overleveret og troet i kirken. Som en ægte Hollywood-film tilpasses forlægget dog også lidt for at få filmens handling til at hænge sammen – her har det dog kun ubetydelige konsekvenser for budskabet. Filmen begynder med Jesu fødsel og ender med himmelfarten.

Skal hele Jesu liv skildres, bliver det en lang affære, og da Jesu liv kun i perioder var præget af action, er det altid en stor udfordring for Jesus-film at holde filmens handling i gang. I denne film forsøger man at kompensere de lange forløb med underliggende skriftcitater, og dermed får seeren virkelig bibelordene repeteret og indkørt. Filmen har et tydeligt forkyndende sigte, som går klart igennem. Flere steder har filmen nogle interessante vinkler på historien. For eksempel gives et interessant bud på, hvordan folkeskaren så hurtigt kunne gå fra lovprisning af Jesus palmesøndag og til had langfredag. Et stort tema i filmen er forholdet mellem tro og vantro. Jesu provokerende forkyndelse sætter skellet klart op. Det bliver tydeligt, at man ikke kan stille sig neutralt.

Musikken er højtidelig og inderlig, og de langsomme scener dvæler ved ordene. Det er åbenbart, at det er en meditativ film. Som handlingsforløb bliver filmen tungere af det, og er man ikke indstillet på indadvendt eftertænksomhed kan filmens tre timer blive meget lange. Dog kan filmen uden problemer ses i mindre dele, hvilket gør den mere tilgængelig.

Som skuespillere har man valgt nogle af tidens store navne. Jesus spilles af en ung Max von Sydow. Der er udmærket skuespil, men den ensformige fremstilling af personerne truer med at kvæle præstationerne. Det er tydeligt at det ikke er skuespillet, som er i centrum, men forkyndelsen af budskabet.

Filmens rammer og fremstilling nærmer sig det søndagsskoleagtige, og Jesus-figuren kan til tider fremstå kvalmende glansbilledagtigt. Det er lidt fattigt, at komponisten ikke magter at lave musik til opvækkelsen af Lazarus og Jesu opstandelse, men må ty til Halleluja-koret fra Händels Messias. På trods af det synes jeg, at historien fremstilles bedst i den sidste halvdel af filmen.

Der er sket meget siden filmen blev til for 43 år siden. Den vil have svære vilkår i dag. Jeg frygter, at kun få magter at tage den alvorligt. Det er egentlig synd, for filmen har noget væsentligt at fortælle, og den er usædvanlig i sin klare forkyndelse.

Uden for andagtsrummet ville den mest oplagte målgruppe måske være at finde på et plejehjem. Det kræver i så fald danske undertekster.

Havde jeg anmeldt filmen i 1965, ville jeg sandsynligvis have givet den topkarakter. Men skal jeg tage vores nutid alvorligt, er de fire af stjernerne visnet. Men for den, som har øjne at se med, er der bestemt noget at hente.

---