The Great Debaters

Af: Mikael Arendt Laursen
Ud fra devisen, at en uretfærdig lov slet ikke er nogen lov, gør hovedpersonerne i filmen op med racisme og social uretfærdighed i 1930'ernes USA.

I 1865 vedtog Repræsentanternes hus den 13. ændring af USA's forfatning og satte derved det juridiske punktum for næsten 250 års tradition for brug af slaver i landet. At der ofte er langt fra politisk beslutning til reel virkelighed, er dette et af de barskeste eksempler på. "The Great Debaters" handler netop om, at der selv i 1935 - 70 år efter slaveriets officielle ophævelse - stadig er et barskt og urimeligt syn på den afroamerikanske befolkning i USA. Og indimellem dukker fortidens spøgelser stadig op i verden i dag, når racismens grimme ansigt viser sig og skaber uro og splid mellem mennesker på grund af hudfarve.

Jeg bliver som regel lidt bekymret, når samme navn står som instruktør og som hovedrolleindehaver. Der er ikke mange skuespillere, der magter denne dobbeltrolle, og et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at tænke, at denne skuespiller har valgt at instruere filmen selv, fordi ingen seriøse instruktører ville have den opgave. Der er undtagelser. Clint Eastwood har gjort det med stor succes flere gange (fx med film som Gran Torino, "Broerne i Madison County" og Million Dollar Baby), og der er selvfølgelig også andre. Efter at have set "The Great Debaters" må jeg personligt tilføje Denzel Washington til denne eksklusive liste over undtagelser.

Dramaet, der bygger på en sandfærdig historie, udspiller sig omkring det sorte Wiley College i Texas i midten af 30'ernes USA, hvor det bestemt ikke var let at være af anden hudfarve end hvid. Raceadskillelsen var stadig udpræget i Sydstaterne, hvilket filmen viser en lang række store og små eksempler på. Denzel Washington spiller hovedrollen som professor Melvin B. Tolson, der opbygger et debathold på Wiley Collage. De formår at vinde sejr på sejr over debathold fra skoler først i lokalområdet, men siden velansete uddannelsesinstitutioner i andre stater. Debathold er en amerikansk tradition, og der afholdes mesterskaber i disciplinen på både regionalt og nationalt plan. Vores lille hold ender da også med at stå i en mesterskabsfinale mod ingen ringere end det stærke hold fra Harvard University, og hvordan den dyst ender, vil jeg naturligvis ikke røbe her.

Debatholdet er, som titlen også fortæller, hovedhistorien, men "The Great Debaters" er et drama i mange lag. Der er dramaet internt på debatholdet og konkurrencen om at få lov til at tage næste debat frem for bare at lave research for de andre. Der er kærlighedshistorien mellem den eneste pige på holdet - og de to unge mænd, der viser deres kærlighed på så forskellige måder. Så er der Tolsons hemmelige kamp for at organisere de undertrykte i fagforeninger, så de sammen kan tage kampen op mod uretfærdigheden. Der er præsten dr. James Farmer (spillet ganske flot af Forest Whitaker) og sønnen James Farmer Jr. (Denzel Whitaker), der skal finde ud af at få et respektfuldt forhold til hinanden. Og så er der racismen. Den ulmer ganske svagt i begyndelsen, hvor man ser pigen Samantha ankomme til byen og stå ved en bænk forbeholdt hvide, for senere i filmen at blusse voldsomt op og kulminere i en uhyggelig scene, hvor en sort mand er blevet hængt og brændt af en gruppe meget ophidsede hvide.

"Giver det hele nogen som helst mening," spørger James Farmer Jr. på et tidspunkt. Og det er på mange måder filmens pointe. Ja, det giver mening! Det giver mening at kæmpe for sine rettigheder, også selvom man umiddelbart står over for et system, som virker umuligt at ændre. Det giver mening at kæmpe for den svage, den sultne og den magtesløse. Det giver mening at kæmpe mod alle odds. Filmen lader én sidde tilbage med et håb om og en tro på, at verden til stadighed kan blive et bedre sted at leve for alle mennesker. Og det er da slet ikke så tosset!

"The Great Debaters" er også en flot produceret og smukt indspillet film. Der er puslet om detaljerne for at skabe et troværdigt USA fra 30'ernes mellemkrigstid, og i glimt ser vi ind i den verden, som den afroamerikanske befolkning levede i dengang, og som mange den dag i dag finder deres rødder i. Bluesmusikken, troen, sammenholdet både i familien og i det lokale. Og rollerne er fornemt fordelt til skuespillere i alle aldre, som hver på deres gode måde løser opgaven med overbevisning og indlevelse.

Filmen frarådes børn under 15 år, og særligt scenen med hængningen berettiger denne klassificering, da det virkelig er barske sager. Men filmen giver i sig selv ikke megen mening for børn, så der er på ingen måde grund til at se den sammen med familiens små. Bortset fra særligt denne ene scene er filmen ikke specielt voldelig, og også på alle andre områder er der tale om en sober og fin oplevelse.

Jeg kan varmt anbefale denne film, og et eller andet sted sidder jeg med en følelse af, at vi i vores kultur er gået glip af noget fint ved ikke at dyrke den samme tradition for debat, som vi ser et glimt af i "The Great Debaters".

---