The Giver

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Et følelses- og farveløst fremtidigt idealsamfund er uden løgn, kærlighed og had, fordi fortidens indsigt er frataget personerne. Retten til at elske vil Jonas vinde tilbage.

SØG SANDHEDEN OG FIND FRIHEDEN

I "The Giver" oplever vi et fremtidigt samfund, der tilsyneladende er så perfekt, som mennesker kan lave det. Hukommelsen er spærret, så ingen har erindringer om fortiden - og dermed heller ikke om alt det onde, der var før den nuværende orden blev etableret. Selv farverne er væk - helt bogstaveligt, for en del af filmen er i sort-hvid. Hver morgen får indbyggerne en indsprøjtning, der blokerer følelserne, så der kun er fornemmelser tilbage. Det er et samfund i balance, hvor alle er tilfredse. Ingen hader hinanden - og ingen elsker hinanden. Ingen lyver. Alle følger Ældsterådets suveræne beslutninger i blind tillid til, at de ved, hvad der er bedst for den enkelte og for samfundet. Og Ældsterådet - inklusive Yppersteældsten (Meryl Streep) - ønsker virkelig kun det bedste for alle.

En eneste person har erindringer. Han bruges som rådgiver for Ældsterådet, så de kan drage nytte af erfaringer fra dengang, der ikke var styr på hukommelse og følelser. Han kaldes Giveren (Jeff Bridges). Vi kommer ind i handlingen på det tidspunkt, hvor teenageren Jonas får til opgave at være Modtager. Han skal være den næste Giver og begynder derfor på sin oplæring hos Giveren. Det betyder, at han får indsigt i fortiden. Han overtager erindringer om godt og ondt. Oven i det snyder han også for morgenindsprøjtningen, så han begynder at få følelser - blandt andet kærlighed. Det er en meget barsk omgang at modtage erindringerne. Men også en øjenåbner for alt det, Ældsterådet har taget fra folk.

Filmens kvalitet ligger i dens afsløring af, hvad der sker i et verdsligt samfund, som ønsker at gøre folk lykkelige og tage smerten fra dem. Man begynder at designe børnene, og man afliver dem, der vil blive til besvær. Smerte som følge af sygdom klarer man ved at befri den syge til et andet sted. Det vil sige en smertefri aflivning. Filmen holder os fast ved sin flot gennemførte symbolik, der er så elegant, at flere forskellige trosretninger finder, at den bakker deres egene holdninger op. Det vil være forkert at sige, at det er en kristen film, men en strofe fra Silent Night har en central plads, og den sætter ord og billeder på meget at det, som også er centralt i kristen sammenhæng, men ikke altid er lige let at få hold på. Filmen er fri for bandeord, der er stort set ingen vold og det seksuelle begrænser sig til et forsigtigt kys.

"The Giver" kan fint bruges til en Film&tro-aften. Der er stof til samtaler om ondt og godt, kærlighed og had, sandhed og løgn. Og der kan også findes vinkler på etiske spørgsmål om eutanasi (aktiv dødshjælp) og menneskes værdi. Forlægget er en ungdomsroman, og filmen ønsker sikkert at appellere til unge, men den kan fint ses af voksne også.

Romanens forfatter Lois Lowry har nok læst George Orwells roman 1984. Man genkender flere træk. Men hvor Orwell kun formår advarende at skildre Big Brother-samfundets skyggesider, rummer "The Giver" også håb for den, der har mod til at tage "det onde med det gode" for at vinde retten til at elske tilbage.

---