The French Dispatch

Af: Christoffer Winther West
Sidste nye skud på stammen fra kongen af finurligheder, men har mesterinstruktøren Wes Anderson mon mistet noget af sin skarphed? Det tyder denne film på.

EN MOSAIK AF NARRATIVER 

En lind strøm af narrativer
Filmen “The French Dispatch” er ikke ligesom andre film. Wes Anderson har sin helt egen personlige stil, men mest af alt, fordi den ikke fortæller en samlet historie, men nærmere tre forskellige udpluk af livet i den fiktive franske by Ennui-sur-Blasé. Vi følger redaktøren Arthur Howitzer Jr., der i sit testamente har bedt om at få lukket det magasin, som han har viet sit liv til. Derudaf kommer der tre små historier og en rigtig fin rundvisning i byen, foretaget af en evigt underholdende Owen Wilson, der er en mærkelig blanding af Hunter S. Thompson og Theodore Roosevelt.

De tre historier spænder vidt og handler bl.a. om en kunstner i et fængsel, et ungdomsoprør blandt universitetsstuderende og en politikommissærs kidnappede søn. Historierne er gode, og selvom de er korte og rigeligt kompakte, kan de sagtens stå alene.

En strøm af Hollywoods fineste skuespillere
Instruktøren Wes Anderson har flere gange kaldt filmen en hyldest til journalistikken, hvilket tydeligt ses. Andersons film har altid haft en tydelig litterær kvalitet, der kommer til udtryk i manuskriptet. Personerne taler på en bestemt måde, og det er endnu mere tydeligt i denne film. Det er flot, på den der helt klassiske Wes Andersonske måde, og der er flere pragtfulde skuespillerpræstationer i løbet af filmen. For eksempel er Timothée Chalamet fantastisk som den unge oprører, og Benicio Del Toro genial som den mentalt forstyrrede kunstner. Når det er sagt, så har Hollywood-hypen virkelig tiltrukket mange store navne til filmen - hvilket er nærmest fjollet. Saoirse Ronan har måske kun fem replikker, og da hendes karakter stort set er ligegyldig, havde det næsten været bedre med en ukendt skuespiller.

En lind strøm af filmiske virkemidler
Teknisk set er filmen utrolig godt gennemtænkt og flot. Man er ikke i tvivl om, at det er Wes Anderson, der har lavet den, og den følger alle de gængse formler, han normalt bruger, fx stillestående kamera, skæve vinkler, ultranær beskæring, baggrundsmusikken, osv. Hvis man er glad for Wes Andersons stil, vil man glæde sig over alle de små finurligheder filmen byder på. Når det er sagt, vil Andersons specielle stil for nogen i højere grad være et forstyrrende element fremfor et positivt bidrag til filmens fortælling. Jo, man kan godt se, at der er lagt meget omtanke i, hvornår filmen er sort-hvid og i farve, eller hvornår filmen er i widescreen eller 4:3, men bidrager det egentlig til fortællingen? Og hvorfor er biljagten lavet som en tegnefilm? Personligt synes jeg overhovedet ikke, at det bidrager til det kunstneriske i fortællingen, og hvis det er en spare-øvelse, er det ikke en særlig lukrativ måde at løse problematikken på. Og det er vel netop derfor, at vi ser Wes Anderson film, fordi de er så finurlige og kreative i deres historiefortælling.

En strøm af forstyrrelser
Filmens egentlige problem bliver, at der er gjort meget ud af det stilistiske. Det helt store maskineri er i gang ift. effekterne, filmningen, musikken, skuespillet, manuskriptet, osv. Og derfor ender man ved det naturlige spørgsmål, om selve stilen underbygger historien? Ja, det gør den i et vist omfang, men samtidig bliver stilen også meget forstyrrende og bidrager derved til, at en ellers normal biograffilmlængde bliver meget kompakt og fuld af sanseindtryk. Samlet set forstyrrer det hele historien i så stort et omfang, at man let glemmer, at filmen i højere grad er som at læse tre små charmerende noveller. Historierne er gode, men de er heller ikke mere end det, og de er hurtigt glemt igen.

En lind strøm af Wes Anderson
"The French Dispatch" er en fin lille film, hvor man føler sig godt underholdt. Jeg havde dog hellere set den som tre kortfilm fremfor den antologi, den endte med at blive. Desuden har jeg vanskeligt ved ikke at sammenligne den med Coen-brødrenes "The Ballade of Buster Scruggs". Den var også charmerende, men bestemt heller ikke en film, der bidrog videre positivt til instruktørernes eftermæle. "The French Dispatch" er en ok film, men nok det svageste indspark fra Wes Anderson hidtil.

Kan ses på Disney+.

---