The First Lady (serie)

Af: Ketty Dahl
I Susanne Biers store og politisk korrekte dramaserie "The First Lady" følger vi tre amerikanske præsidentfruer: Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama.

TRE STÆRKE PORTRÆTTER 

I Susanne Biers store dramaserie "The First Lady" følger man de tre amerikanske præsidentfruer: Eleanor Roosevelt (Gillian Anderson), Michelle Obama (Viola Davis) og Betty Ford (Michelle Pfeiffer).

Tre kvinder, der er stærke personligheder på hver deres måde. Serien følger de tre kvinder både på vej til den dag, deres mænd bliver præsident, men også deres udgang af Det Hvide Hus igen. Da de bliver first ladies, bliver deres hverdag pludselig totalt omdefineret af andre og helt forandret, og de skal finde deres egne ben i denne nye verden, som Det Hvide Hus repræsenterer. En verden, hvor de bliver bedømt og dømt på alt, hvad de siger og gør.

Fremragende fortællestil
Serien skifter hele tiden scene mellem de tre historiske perioder, hvor de tre kvinder hver især befinder sig, og de glider ubesværet ind og ud mellem hinanden - det er virkelig elegant lavet, for dermed forbinder Susanne Bier historiens vingesus med de forskellige mennesker, der er fokus på. Langsomt - brik for brik - lægges puslespillet for hver af de tre kvinder i spillet mellem nutid og fortid, og deres værdier, personligheder og personlige kampe forbindes på tværs af tid.

De tre præsidentfruer (first ladies) tror på deres mænd, støtter dem og er i den grad kvinderne bag mændene, uden hvem disse mænd formentlig aldrig var nået frem til de positioner, de senere indtog som verdens ledere. Alligevel nægter de tre kvinder at være bipersoner, hvis identitet kun er knyttet op på deres mænds embede. De insisterer på at være dem selv, at bidrage og selv sætte dagsordner. For dem alle tre gælder det dog, at deres begejstring over at være blevet påført rollen som first lady på mange måder kan ligge på et meget lille sted. Præsidenterne oplever til gengæld, at deres hustruer nogle gange gør embedet svært for dem, da kvinderne ikke har den politiske pragmatisme med ind over deres tale og gøren, men kun deres stærke idealer.

De er stærke personligheder og selvstændige, modige kvinder, der ikke altid følger den politiske protokol, men kun deres overbevisninger. De har tydelige meninger og holdninger og er ikke til sinds at lade sig forme af Det Hvide Hus’ administration, hvilket skaber en del røre undervejs, da administrationen ønsker, at førstedamer skal være både føjelige, letfordøjelige og ubetydelige. Hver især rammes de tre kvinder af problemer, der tages op i serien.

Elanor Roosewelt
Eleanor Roosevelts mand, præsident Franklin Roosevelt rammes af polio, lammes og ender i kørestol. Forinden har han gennem længere tid været hende utro, hvilket resulterer i, at deres ægteskab omlægges til et gensidigt respektfuldt forhold, der bygger på venskab, men uden ægteskabeligt samkvem. Eleanor Roosevelt kaster sig ind i kampen mod racediskrimination og tør gå forrest i denne kamp. Hun har enorm politisk indflydelse på alt, hvad præsidenten foretager sig og siger, og hun tager håndfast problematikker som kvinders valgret op samt jødiske flygtninges adgang til USA under krigen. Senere udvikler hun et lesbisk forhold til en veninde, og jo længere serien kommer hen, jo mere udvikler dette forhold sig. Eleanor ender efter sin mands død som USA's repræsentant i det nylig opståede FN. Gillian Anderson portrætterer på fineste og meget rørende vis Eleanor Roosevelt! (Desværre virker det noget akavet, at hun har fået et for stort overbid i munden i forhold til den ægte Eleanor, - det overtager hendes mimik).

Betty Ford
Betty Ford (gift med præsident Gerald Ford) udvikler et alkohol- og pillemisbrug og må gå til psykiater. Senere får hun brystkræft og må gennemgå en operation, hvor det ene bryst fjernes. Alt dette går hun i offentligheden med og er åben om på en måde, der på én gang er stærk og sårbar. Hun kæmper for lige rettigheder mellem kvinder og mænd. Lige løn, lige rettigheder. Hun oplever stor modstand fra ministrene David Rumsfeld og Dick Cheney, som skildres som nedladende og ubehagelige. Efterhånden bliver hendes alkoholmisbrug dog så stort, at hun må indlægges. Sidenhen opretter hun selv Betty Ford Klinikken, der skal afhjælpe misbrug. Det er en af de meget stærke scener i serien, da familien konfronterer hende med konsekvenserne af hendes misbrug. Michelle Phiffer leverer et både stærkt og sårbart portræt af en mild og modig præsidentfrue.

Michelle Obama
Michelle Obama oplever på egen krop forskelsbehandling af fattige og sorte, da hendes meget syge far ikke kan få den hospitalshjælp, han har brug for, i tide. Det får hende som advokat til at kaste sig ind i kampen for sundhedsrettigheder og ingen tvivl om, at hun på den måde fremmer Obamas ønske om en ny sundhedsreform: Obamacare. Ligeledes kæmper hun for våbenkontrol mod USA's våbenlobby og mod forskelsbehandling af sorte. Viola Davis, der spiller Michelle Obama, gør rollen helt til sin egen, - hun ligner den ægte Michelle meget i udseende, men bruger overdreven ansigtsmimik og mundbevægelser, der til tider virker hæmmende for rollen, fordi det stjæler fokus fra det, hun siger. Men Viola Davis er en fremragende skuespiller, der altid leverer en overordnet flot og kraftfuld præstation.

De tre præsidenter, - Kiefer Sutherland som Franklin D. Roosevelt, Aaron Eckhard som Gerald Ford og O.T. Fagbenle som Obama kommer lidt til at stå som baggrundstæppe for de tre kvinder, men også de leverer fine skuespilpræstationer, - ikke mindst O.T. Fagbenle, der er lige så loose i sin optræden som Obama selv.

Politisk korrekt og vinklet
Serien er meget politisk korrekt med en klar hældning til liberal moralsk og etisk tænkning, dette fremstilles ret ensidigt, - der er ikke så megen diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert, der er én måde. Michelle Obama kæmper indædt for LGBT-familiers ægteskabelige ligestilling med heteroseksuelle, hvilket virker som et bevidst nutidigt indlæg i debatten om homoseksuelle ægteskaber. Problematikken skæres ned til, at det handler om, at selvfølgelig skal man kunne vies, uanset om man gifter sig med det ene eller andet køn, for kærlighed trumfer alt - al bibelsk tilgang til debatten er et no go. I det hele taget har Bier skabt en meget politisk korrekt serie med meget vægt på seksuelle frihedsrettigheder, og det er meget bemærkelsesværdigt, at i en serie, som er optaget i "Guds eget land", er Gud, tro og kirken stort set fraværende.

Er man godt underholdt undervejs? Uden tvivl. Men man skal hele tiden have sig for øje, at serien langt på vej er fiktion og ikke nødvendigvis den fuldstændig historisk korrekte sandhed om, hvad der skete, skønt de overordnede linjer er researchet på plads. Det er altid faren i denne slags portræt-underholdnings-dramaer, at de efterlader et ensidigt billede. Og ja, det sker nok også her, men man glemmer det lidt, fordi det er skruet så godt sammen.

Der er ingen tvivl om Biers holdninger, hun vinkler dygtigt, hvad hun vil have frem, og hvem, der er de gode og de "onde", og sympatien ligger hos de tre kvinder, der kommer til at fremstå som langt mere end kvinden bag manden. Som Barack Obama siger til Michelle Obama på et tidspunkt: Det dur ikke, at du styrer fra bagsædet. Hvortil hun svarer: Du vidste, hvem du giftede dig med.

Serien kan ses på TV2 Play og Paramount+.

---