The Father

Af: Ketty Dahl
Anthony Hopkins lukker os på mesterlig vis ind i den dementes verden af forvirring, vrangforestillinger og dermed manglende evne til at skelne mellem virkelighed og sindsbedrag. En uafrystelig film.

EN TÅGET OG UGENNEMSKUELIG VERDEN

Det kan være svært at forholde sig til den dementes verden, som den ser ud indefra. For hvad er det egentlig, den demente oplever, og som tilsyneladende er så totalt forskelligt fra omgivelsernes oplevelser?

Forvirring, vrangforestillinger, og en manglende evne til at skelne mellem virkelighed og sindsbedrag sætter dagsordenen i filmen "The Father" med Anthony Hopkins i hovedrollen. Her oplever vi pludselig den dementes verden set indefra, og det er i sandhed smerteligt. Man føler dybt med både den demente, der ædes op indefra i en desorienteret, tåget tilstand, og de pårørende, der ser og oplever faldet og forfaldet udefra. Det er gribende, rørende og rædselsfuldt på én gang.

Den ældre mand, Anthony, rammes af demens. Han oplever, at mennesker, han har kendt og elsket, pludselig bliver fremmede, som han ikke forstår eller kender mere. Bid for bid ædes den kendte verden og erstattes af forvirring og frustration og gennemhullede minder. Det fører selvsagt til åbenlyse konfrontationer og til frustrerede raseriudfald fra Anthonys side ikke mindst over for hans datter, Anne, spillet af skønne Olivia Colman. Langsomt går Anthony i opløsning, og det gør omgivelserne og familien på sin vis også, mens han forsvinder.

Stor skuespilpræstation
Anthony Hopkins er som altid uovertruffen som skuespiller. Han bliver ved og ved og ved med at levere pragtpræstationer. En høj alder er ingen hindring for at være en af verdens bedste skuespillere, tværtimod! Hans erfaring i skuespil lader hans spil føres til nye højder gang på gang. Ligeledes er Olivia Colman en rutineret dame, og sammen er de rent skuespilmæssigt sprængstof på den stille, underspillede måde.

Hvem, hvad, hvor, hvorfor
Selve handlingen foregår stort set kun i Anthonys lille verden - i hans lejlighed, hvor han føler sig tryg, men hvor han også føler sig sat skakmat, fordi lejligheden konstant invaderes af disse ”fremmede”, som reelt er hans egen familie. Filmens lokation understreger egentlig bare, hvordan verden og væggene efterhånden skrumper helt ind i takt med, at sindet går i opløsning. Det geniale træk er, at de kendte ansigter i filmen forandrer sig hele tiden, - helt konkret spilles de af nye skuespillere hele tiden, - så vi som publikum pludselig er i Anthonys sted, og heller ikke kan finde ud af, hvad er sandt, og hvad er falsk, - hvem er hvem, når de hele tiden ændrer sig, - er det overhovedet de samme mennesker? Og er han overhovedet i sin egen lejlighed? Anthony kan i hvert fald ikke finde hoved og hale i det, og det kan vi pudsigt nok heller ikke, - på den måde får vi som publikum et vægtigt og afslørende indblik i, hvordan det er, når der hele tiden mangler nogle brikker, for at puslespillet kan gå op. "The Father" er en film, man bør se. Den er faktisk uafrystelig på sin egen stille facon.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---