The Fall

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En fantastiskfilm, som bevæger sig mellem eventyr og virkelighed. Med flotte skuespillerpræstationer og optagelser fra fire verdensdele.

En stuntman i 1930'ernes Los Angeles kommer til skade under sit filmarbejde. Han indlægges på et hospital, hvor han møder en lille pige, som har brækket sin arm, da hun skulle hjælpe sin mor med at plukke frugt. Pigen, Alexandria, er nysgerrig og keder sig lidt, og hun bliver venner med stuntmanden Roy. Han begynder at fortælle hende en opdigtet historie om den onde guvernør Odius. Samtidig lokker han hende til at stjæle morfin til sig fra hospitalets depot. Historien, han fortæller, væves sammen med virkeligheden på hospitalet, og vi følger fortællingen, som den ser ud fra den lille piges perspektiv. Roy har dog andre planer end at fortælle eventyr for små piger, og en dag griber virkeligheden ubønhørligt ind …

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set en film som Tarsem Singhs "The Fall". Og det er bestemt positivt ment. Det tog den indiske instruktør fire år at færdiggøre filmen, som er optaget "on location" i fire forskellige verdensdele. Der bruges ingen special effects i filmen, men den fremstår alligevel i eventyrlig skønhed. Singh udvalgte sig de mest smukke steder som baggrund for den historie, der folder sig ud i pigen Alexandrias fantasi. Han fik en dyr, japansk designer til at sy de kunstfærdige kostumer, og hans komposition er gjort med en fantastisk sans for æstetik og skønhed, som bogstaveligt talt tager pusten fra seeren.

Selve historien fortælles med et glimt i øjet og med utallige brud på illusionen. De forskellige skift fra fortælling til virkelighed vil muligvis genere nogle, men de er helt i tråd med historien, som fungerer overraskende godt, ikke mindst takket være indsatsen fra de to hovedrolleindehavere. Lee Pace som Roy bringer en melankolsk maskulinitet til sin figur, der på mange måder er såret, og Catinca Untaru er et naturfund i rollen som Alexandria. Hun er både helt bedårende, uimodståelig og utrolig irriterende på en gang. I slutningen af filmen går det op for seeren, hvor meget man har investeret i figurerne. Som et sandt eventyr vil man nemlig gerne se de onde gå til grunde og de gode sejre. Det bliver overraskende bevægende til sidst.

Som antydet fungerer historien som et eventyr og har derfor cirka samme dybde. Dette er altså ikke en film, der tumler med store eksistentielle spørgsmål, og dog: Det narrativ, Roy præsenterer for Alexandria, tror hun, er sandt, og som sådan inviterer "The Fall" måske til en samtale om løgn og sandhed – og konsekvenserne af at blande de to ting sammen.

Mest af alt er "The Fall" dog en film, der skal nydes for sine fantastiske billeder, der besidder en skønhed, som vitterligt sjældent er set i film. Kombineret med sin lune og humor er det en helt enestående film, der bør opleves.

---