The Fabelmans

Af: Niels Christian Askholm
Har du nogensinde haft lyst til at se, hvad der ligger forud for Steven Spielbergs uomtvistelige succes? Så har du her chancen for at genopleve hans opvækst, og det han er formet af.

FORBIGÅET VED OSCARUDDELING 

Selvom mesterfilmskaberens selvbiografiske storfilm, "The Fabelmans", blev nomineret til syv Oscars, blev den forbigået i alle syv kategorier til fordel for Everything Everywhere All at Once og Intet nyt fra Vestfronten. Og nok med rette.

En filmskaber i støbeskeen
I filmen følger vi den unge Sammy Fabelman (spillet af Mateo Zoryan og Gabriel LaBelle) og hans opvækst i efterkrigstidens Amerika. Sams far er en talentfuld elektroingeniør, og hans mor er pianist og maler. Allerede fra en tidlig alder falder han pladask for at skabe film. Med farens tekniske interesse og kunnen og den kreative og æstetiske sans fra sin mor med i bagagen, begiver den unge mand sig ind i filmens verden med stort drive og talent. Og selvom hans far er bekymret for, at Sams opslugende og tidskrævende hobby tager for meget af hans fokus, er Sam fast besluttet på at skulle arbejde med film professionelt.

Capture every moment
Det er filmens tagline. Og det synes Steven Spielberg så at have valgt at gøre, uagtet om momentet er særligt interessant eller ej. "The Fabelmans" er løst baseret på New Hollywood-instruktørens eget liv og opvækst. Et interessant benspænd, som desværre også er en hæmsko for dramaturgien. For kongen af Blockbusters, som er hædret for sine eventyrlige film med rumvæsner, dinosaurer og dræberhajer, har selv en tandløs barndomsfortælling. Den underliggende og tilbagevendende tematik, nemlig Sammy Fabelmans passion for filmkunst, er spændende at følge med i. At se, hvordan en ung knægt formår at skabe realistisk og rørende underholdning for sine omgivelser ved hjælp af praktiske effekter, budget-regi og en DIY-kamera-Dolly, er fascinerende. Mens hovedfortællingen, nemlig opvæksten og familiedynamikken, er noget mere trægt at komme igennem. Det virker glansbilledagtigt, og den smule intrigerer, der nu er, synes overgjort. Som seer har man svært ved rigtig at sætte sig ind i karakterernes følelser.

Der er dog episoder i Sams teenageår, som er dragende at følge med i. Hans highschool-kæreste, der dyrker Jesus, som var han Elvis Presley, finder Sammy meget tiltrækkende, da han er af jødisk familie. De har en sjov og en god kemi, som man kan mærke. Filmen slutter med, at Sam møder en af sine instruktøridoler (en cameooptræden af David Lynch), som også er vældig sjov.

Billedsiden
Billedsiden er flot, men også meget poleret. Selv de første film, Sam laver på gamle kameraer, ser ikke-autentisk godt ud. Musikken, som sikrede John Williams endnu en Oscarnominering, er storslået og følelsesladet, men føles også til tider, som om den skal kompensere for den manglende gennemslagskraft i filmens handling.

Alt i alt en okay oplevelse med momenter af filmglæde og en hel del middelmådighed. Er man Spielberg-fan er det klart en film, man bør se, men er man bare på udkig efter en god film med en spændende handling, bør man nok kigge sig om efter en bedre kandidat.

Kan ses på blockbuster.dk

---