The Departed

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En underholdende og god historie om venskab, løgn og sandhed og jagten på en faderfigur, man kan stole på.

Der findes enkelte instruktører, som for det meste bliver rost mere for film de har lavet end for film, de laver. En af dem er Martin Scorsese, der aldrig har fået den ros, mange synes han fortjener – læs: Han har aldrig vundet en Oscar. Og det på trods af at han utvivlsomt er en af vor tids mest indflydelsesrige instruktører, og med værker som "Mean Streets", "Raging Bull", "Taxi Driver", "Goodfellas" og "Uskyldens År" har påvirket en hel generation af instruktører. Nu er han tilbage med sit største hit i mange år, kriminalfilmen "The Departed", et remake af Hongkong-filmen "Infernal Affairs".

Scorsese er ikke uden grund blevet kendt for at beskrive det kriminelle gangstermiljø i USA, noget han har gjort med stor virtuositet, – og som han gør igen i "The Departed". Men det er for nemt at affeje Scorsese som "kun" en krimiinstruktør. Indenfor rammerne af genren har han undersøgt faderbilleder, leget med identitet, analyseret voldens indflydelse på samfundet og generelt ikke været bange for at se på løgn, vold, mord og umoral og dets indflydelse på mennesker. Det fortjener han sådan set ikke utak for, og at han er i stand til at fortælle stærke historier samtidig med, at han nøgternt peger på de mange uretfærdigheder i nutidens USA, gøer ham til en overraskende stærk samfundskritisk stemme.

Alt dette er såmænd meget godt, men der er en grund til at Scorsese bliver mere rost for sine gamle film end for sine nye. Når man ser "The Departed" er det vanskeligt ikke at tænke på hans mesterlige "Taxi Driver", som på genial vis gjorde op med det, volden i medierne kommer til at betyde. Hvis vi tager volden for givet, får vi et voldeligt samfund, – og netop det satte han så brilliant på spidsen med "Taxi Driver", men også med "Goodfellas". Her er der tale om film, der gør op med volden, samtidig med at de bruger vold til at få beskueren til at tænke sig om.

Misforstå mig ret; "The Departed" er en utrolig underholdende og fascinerende film med en Leonardo DiCaprio i topform. En god historie om venskab, løgn og sandhed og jagten på en faderfigur, man kan stole på og have tillid til. Hvirvlet ind i et smukt spejlbillede af sig selv bygger Scorsese to historier op: Historien om den kriminelle DiCaprio, der bryder med sin fortid for at tjene CIA – og den retlinede Matt Damon, der entrer den kriminelle verden og infiltrerer CIA. Begge arbejder for og imod mesterskurken spillet med vanlig diabolsk tilstedeværelse af Jack Nicholson. Begge søgende efter en faderfigur – både hos Nicholson og hos den godmodige politichef, spillet af Martin Sheen.

Det er et par gode timers gedigen underholdning, der ligger foran den, der vælger at se "The Departed". Men det er som om Scorsese har været mere optaget af at fortælle en god historie, end af at få os til at tænke. Jovist er spørgsmålet om tillid, løgn og sandhed evigt aktuelt. Men det er ikke som om, det tynger Scorsese her. Og det får "The Departed" til af og til at stå som en lettere hul, omend utroligt underholdende film.

Måske er Scorsese ved at lave sådan en film, han netop kritiserede i klassikeren "Taxi Driver", hvor den tavse taxichauffør i Robert DeNiros skikkelse, inspireret af voldsfilm, tager loven i egen hånd. Det kan i hvert fald anbefales at se begge film i sammenhæng og stille sig selv spørgsmålet: Hvad gør vold på film egentlig ved os? Hvad siger det om os, at vi lader os underholde af vold?

Modtaget Oscars for bedste instruktør, bedste spillefilm samt bedste manuskript efter andet oplæg.

---