The Counselor

Af: Henrik Højlund
Ridley Scotts seneste film er et flop. Samtidig er filmen ikke bare dyster, men kynisk og håbsforladt - en trist affære fra ende til anden.

Man forventer noget, når instruktøren hedder Ridley Scott. Han har givet os film af høj klasse. "Blade Runner", "Gladiator", "Black Hawk Down" – for at nævne nogle af mine favoritter. Film med udgangspunkt i helt forskellige universer, men med samme flotte billedside og stærke historie.

Ridley Scott har også floppet. Stort anlagte film som Kingdom of Heaven og Robin Hood skuffede efter min mening meget. Med den seneste flopper han totalt. "The Counselor" er ikke bare et flop. Jeg vil direkte advare imod den.

Af to grunde. Den ene grund er, at seksualitet er et dominerende samtaletema i filmen. Egentlig ikke på billedsiden. Man ser ikke så meget som et bart bryst, om end visse scener er umisforståelige. Men desto mere fylder det altså som tema i dialogerne. Som om sex er selve verdenshjulets energiforsyning. Det bliver man ret hurtigt temmelig træt af. Selv i forholdet mellem hovedpersonen og hans kæreste er det helt igennem den seksuelle lidenskab, der bruges som sandsynliggørelse af den dybe og ægte kærlighed mellem de to. Det bliver immervæk en tynd kop te.

Den anden grund til min advarsel er selve den grundtone af noget helt illusionsløst, næsten kynisk, der hviler over hele filmen.

Plottet – som det tager lidt tid at få fat i – er kort fortalt, at en advokat (the counselor) er i pengenød og indlader sig med et "once in a lifetime" lyssky forehavende. Det skulle han aldrig have gjort. Det koster alle omkring ham livet. Han selv overlever øjensynlig, men kun med visheden om, at endog hans højt elskede kæreste udsættes for en grusom død.

Vi er meget langt fra "ærlighed varer længst". Kun uærlighed varer. Kun kynisk udnyttelse af andre vinder. Kun døden vinder. Det sidste kunne der for så vidt være en pointe i at spinde en ende over. Men når det bliver gjort så enøjet og så dræbende håbsforladt, sidder man kun trist og forstemt tilbage.

Nu er det ikke helt overraskende, at filmen bliver dyster, når man kigger efter, hvem manuskriptforfatteren er, den amerikanske forfatter Cormac McCarthy. McCarthy har i et interview sagt, at han ikke er fan af forfattere, som ikke beskæftiger sig med liv og død. "Jeg forstår dem ikke. Det er ikke litteratur," siger han.

Det er da et synspunkt, det er værd at tygge på. Og McCarthy udfolder også det synspunkt stærkt og vedkommende i sine bøger, hvoraf jeg har læst Vejen og trilogien fra grænselandet mellem Mexico og USA: Alle de smukke heste, Over grænsen, Byerne på sletten. Det samme kan siges om filmatiseringen af Vejen - The Road - og også Coen-brødrenes film No Country For Old Men med manuskript af McCarthy. I sidstnævnte synes jeg dog, at den dystre livsstemning slog temmelig massivt igennem.

Og det gør den så for fuld udblæsning i den seneste film med manuskript af McCarthy, "The Counselor". "Her lades alt håb ude" - sætningen over Helvedes port i Dantes Den guddommelige komedie kunne passende stå over denne film. En masse gode skuespiller-kræfter, samt instruktør, går tabt i mørket. Der er ikke engang et medrivende plot, der delvis kunne redde filmen.

---