• STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd

  • DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray

  • SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc

  • THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

Tema

15.04.2021

The Chosen sæson 1 & 2 (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
Serien har valgt at fortælle evangeliernes beretning om Jesus, som disciplene kunne opleve ham. Mængden af fans er vokset eksplosivt, og det er der en grund til: Scenografi og skuespil er helt i top.

DE UDVALGTE 

Nathanael sidder under figentræet. Han tager en arbejdstegning frem med planerne for opførelsen af en ny synagoge. Der er sorg, skuffelse og vrede at spore i hans blik, da han sætter ild til tegningen. Nathanael er arkitekt, og han er netop blevet afskediget, fordi han ikke vil acceptere, at byggeriet af synagogen fortsætter uden, der først bliver hentet ekstra saltvand til cementen. Mens han ser tegningen brænde, råber han i afmagt til Gud. Og Gud hører ham. Senere møder Jesus ham og siger de berømte ord fra Johannesevangeliet: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet" (Joh 1,48).

En træt og irriteret Simon er taget ud for at fiske. Det er sidste chance for ham, inden romerne og skatteopkræveren Matthæus inddrager hans båd og licens til at fiske. Simon har fusket sig igennem store dele af sit liv. Nu betaler han prisen og har en sidste mulighed for at fange nok fisk til at betale sin gæld. Fisketuren går ikke godt, men da de kommer i land, står Jesus der og beder ham sejle ud igen. Resultatet kender vi, og Simon kaster sig ned for Jesus og siger: "Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand."

Som disciplene oplevede ham
Disse to scener er hentet fra Bibelen - og fra TV-serien "The Chosen". Serien er nu nået til anden sæson, og i løbet af især det seneste år er mængden af seere og fans vokset eksplosivt. Det er der en god grund til, for ud over at scenografi og skuespil er i helt i top, så har "The Chosen" valgt at fortælle evangeliernes beretning om Jesus sådan, som disciplene oplevede ham. Vi får igennem hvert eneste afsnit fortalt den bibelske beretning med fokus på "de udvalgte" – The Chosen – som fulgte Jesus.

Det betyder, at hvert afsnit indeholder rigtig meget ekstra stof, som det fremgår af de to scener ovenfor. Fra Bibelen kender vi Nathanael, og vi ved, at han har siddet under et figentræ. Men hvorfor sad han dér? Hvad var hans baggrund? Hvorfor er hans møde med Jesus så forvandlende?

Det samme gælder Simon (Peter): Vi ved, at han var på fisketur uden resultat, og at Jesus møder ham og sørger for, at de fanger rigeligt med fisk. Men hvorfor er det, at Simon så dramatisk og drastisk kaster sig for Jesu fødder? Hvad er baggrunden for, at Simon så hovedkulds kaster sig ud i at følge Jesus?

Dyb respekt for de bibelske beretninger

Det er præcist disse spørgsmål, TV-serien ”The Chosen” stiller og forsøger at svare på. Og det gør serien på en måde, som er utroligt berigende og præget af dyb respekt for og forståelse for de bibelske beretninger. I modsætning til mange andre bibelfilm og -serier, hvor fokus ofte er på at "gøre Jesus så menneskelig som mulig" eller at gøre historien mere interessant ved at tilføje ekstra ting, som overhovedet ikke har belæg i Bibelen. Her brillerer "The Chosen" på alle områder!

Serien skrives og instrueres af Dallas Jenkins. I Danmark er han relativt ukendt, men hans far, Jerry Jenkins, var ham der skrev Left Behind-bøgerne.

Det er klart, at det er noget af en udfordring at finde de rigtige skuespillere. Og da især at finde ham, der skal spille Jesus. Det må siges at være lykkedes for "The Chosen": Jesus spilles af Jonathan Roumie, og han gør det aldeles fremragende. Det er smag og behag og dybt subjektivt, hvordan man mener, at Jesus bør portrætteres i en historie og en film. Jeg bøjer mig i støvet for den måde, man i "The Chosen" har valgt at portrættere ham. Særligt vil jeg fremhæve to afsnit, hvor vi møder ham på en helt særlig måde:

Det er først og fremmest afsnittet "Lad de små børn komme til mig", som rent filmisk og fortælleteknisk er godt fundet på – hvis man har det okay med, at ord og vendinger fra Jesu senere liv bliver brugt og anvendt i en sammenhæng, Bibelen ikke fortæller noget om.

I afsnittet møder vi Jesus, inden han går i gang med sin offentlige tjeneste. Han er stadig blot en ukendt, omvandrende håndværker, som går fra by til by og stiller sit lille telt op udenfor byen og overnatter. En dag dukker en gruppe børn op. De kommer i snak med Jesus og fascineres af hans venlighed og lyst til at synge, lege og snakke med dem. De dukker op igen dagen efter, og Jesus tager sig tid til dem. Han begynder også at undervise dem, og han kommer her bl.a. ind på at vende den anden kind til og at bede Fadervor.

En vidunderlig side ved Jesus
Vi får altså præsenteret en særlig side af Jesus – den vidunderlige "lad de små børn komme til mig"-side – og vi får på forhånd præsenteret vigtige dele af Jesu forkyndelse og lære. Alt sammen i et afsnit, der foregår, før han gik i gang med sit offentlige virke. Senere, i afsnittet "Bryllupsgaven", er vi til brylluppet i Kana, hvor Jesus første gang offentligt udfører et mirakel – og hvor vi møder den glade og dansende Jesus, der drilsk prøver at få en af sine disciple til at danse.

Det er vigtigt her at bemærke, at TV-serier adskiller sig fra film. Efter Netflix og HBO kom på banen, har folk over hele verden vænnet sig til endog meget lange serier, som tager en del tid at få set. Det gode ved serier er, at der er tid til at fordybe sig i handling, temaer, miljø, osv. Derfor skal man ikke, når man går i gang med "The Chosen", forvente, at det er en konkurrent til eller minder om bibelfilm som Jesus af Nazaret. TV-serier fungerer på en anden måde:

Hvert afsnit af "The Chosen" er bygget op omkring et tema eller en bibeltekst. Og hver sæson, som typisk består af 8-10 afsnit, har sit eget tema. I første sæson, som har 8 afsnit, er fokus på at få præsenteret de første af Jesu disciple. I anden sæson, som netop nu er i gang, er fokus på relationerne (og konflikterne) imellem disciplene. Det er klart, at når vi kommer til de senere sæsoner, vil fokus være på påskens begivenheder. Men som sagt hele tiden set fra disciplenes synsvinkel.

Adskiller sig markant fra andre bibelfilm og -serier
Tematisk og bibelsk brillerer "The Chosen": I første sæson møder vi bl.a. farisæeren Nikodemus. Vi får et indgående kendskab til ham i hans møde med andre farisæere, i relationen til hans hustru, og vi ser, hvordan hans natlige samtale med Jesus (Joh 3) er tæt på at få ham til at forlade alt og følge Jesus. Dette er i sig selv noget af det, der adskiller "The Chosen" fra andre bibelfilm og -serier, men endnu mere særligt er det, at netop dette afsnit, om Nikodemus’ møde med Jesus, indledes med en sekvens, hvor vi ser, hvordan Moses og Josva står midt i krisen med slangerne, der bider og dræber israelitterne. Vi ser, hvordan Moses bygger kobberslangen, på befaling fra Gud. Og denne sekvens fungerer som forståelsesbaggrund for netop den del af Jesu samtale med Nikodemus, hvor han omtaler kobberslangen og at, "sådan skal Menneskesønnen ophøjes".

Man skal altså, med andre ord, være klar over, at en serie adskiller sig markant fra en film, og man skal være med på, at serien tager sig endog meget god tid til at præsentere baggrunde, miljøer og de enkelte disciples liv og relationer til hinanden og til Jesus.

Inden du går i gang med hele serien, kan du få en forsmag på, hvordan "The Chosen" fungerer og præsenterer de bibelske beretninger. Før serien blev sat i produktion, lavede instruktøren Dallas Jenkins et juleafsnit. Dette afsnit, med titlen "Hyrden", kan ses på YouTube med danske undertekster. Typisk for serien præsenteres juleevangeliet her set fra deltagernes synsvinkel: Vi møder en hyrde, som har problemer med at skaffe et lydefrit lam til påskefejringen, men da han på marken udenfor Betlehem overraskes af englekoret, og siden når frem til stalden i byen, overvejer han, om han mon ikke netop da har fundet præcist det lydefrie lam, han har søgt efter.

Hvordan se "The Chosen"?
TV-serien har sin egen app, som kan downloades til alle smartphones. Derfra kan man fx streame afsnittene til større TV-skærme. Serien har danske undertekster, oversat og skrevet af en dansk fanskare. Det er også muligt at se serien på en almindelig computerskærm fra hjemmesiden thechosen.tv (få danske undertekster ved i nederste højre hjørne ved tre prikker at ændre "undertekster fra" til "danish"). Endelig er det muligt, dog uden danske undertekster, at købe sæsonerne på DVD og Blu-Ray.

Sæson 3 er nu tilgængelig, dog indtil videre uden danske undertekster.

Hvordan bruge "The Chosen"?
Serien egner sig i høj grad til at blive set i hjemmet. Den er "familievenlig", dog i dansk kontekst ikke for mindre børn (dertil er temaerne for svære at forholde sig til). I engelsk kontekst har serien vist sig at have stor indflydelse på børn, især sæson 1's tredje afsnit, hvor Jesus inden sit offentlige virke deler liv og lære med en gruppe børn.

Serien egner sig også til at blive vist, afsnit for afsnit, i kirker og menigheder. Brug den fx til fremvisning én eller flere gange om måneden, med efterfølgende samtale. Der bliver udgivet et bibelstudiehæfte – pt. kun på engelsk – til hver sæson, med gode spørgsmål og refleksioner.

Og så egner serien sig rigtig godt til undervisning, især for unge og teenagere. Der er stof til mange samtaler her, og den måde, de bibelske beretninger præsenteres, er så herligt fri for de overdrevne, irriterende eller pinlige elementer, som andre bibelfilm og -serier er præget af.

Endelig er der på Facebook en dansk fangruppe på adressen facebook.com/thechosendanskefan.




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer