The Butler

Af: Carsten Riis Jensen
Filmatisering af det sorte USA's nyere historie mangler dristighed. Alligevel er man godt underholdt og får genopfrisket meget historie.

To andre film dukkede op i mine tanker, mens jeg så "The Butler". Dels Forrest Gump, som grundlæggende er en film om det hvide USA's nyere historie - "The Butler" er det sorte USA's ditto, og dels "Resten af dagen" om den upolitiske butlers tjeneste for skiftende beboere - "The Butler" er en sort butlers ditto.

Filmen er en flot og sentimental hyldest til borgerretsbevægelsens historie, og derfor forstår man godt, at mange store skuespillere – og entertainere – har sagt ja til at medvirke i filmen.

Vi følger Cecil Gaines (Forest Whitaker), butler i Det Hvide Hus fra 1952-1986, mens Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Reagan, m.fl. er præsidenter. Vi slutter med at se Barack Obama blive valgt til præsident.

Præmissen for at fortælle en medrivende historie i "The Butler" er god, men der er gjort for meget for at gøre filmen sentimental, politisk korrekt og egnet til undervisningsbrug. Således får man fx ved hjælp af tekster på skærmen forklaret hvor i tidsperioden, vi befinder os, og ingen har problemer med at følge den relativt simple handling. Jeg synes, filmen mangler dristighed. Jeg gad godt have set Scorcese eller Coppola som instruktør.

Filmen emmer naturligvis af stolthed over at være sort amerikaner – eller afroamerikaner, hvis vi skal være politisk korrekte. Det er forståeligt, og det er også forståeligt, at det er en historie, der har brug for at blive fortalt på filmlærredet. Man er godt underholdt og får genopfrisket meget historie, men filmen er for melodramatisk og mangler dristighed.

Absolut største oplevelse i filmen er at se Forest Whitaker spille sin rolle. Han gør det aldeles fremragende, også da han er sminket til ukendelighed som gammel mand.

---