The Bookshop

Af: Ketty Dahl
Film med britisk underspillet charme om en enkes kamp for i 50'erne at åbne en boghandel i en lille by. Den kontroversielle roman "Lolita" spiller en væsentlig rolle i en flot, men langsom film.

DEN LILLE MOD DEN STORE

Den unge enke, Florence, ankommer i 50’erne til en lille by i Suffork i England, hvor hun har en drøm om at starte en boghandel. Desværre er der andre, der har kig på det samme gamle hus, som Florence er interesseret i. Den magtfulde, rige og intrigante Mrs. Gamart ønsker at lave et kunstcenter i det samme hus, og hun er parat til at bruge alle ufine metoder for at få Florence ud. Florence får dog hjælp fra uventet kant i den ældre og sky eneboer, mr. Brundish. Florence bestiller kontroversielle bøger hjem til sin boghandel, f.eks. romanen Lolita, der var en provokerende og kontroversiel bog, da den udkom. Lolita handlede om den pædofile Humbert, som forelsker sig i en 12-årig pige. En roman om forbudte seksuelle fantasier, følelser og handlinger. Bogen var meget omdiskuteret og vakte stor forargelse over hele verden. Selv om landsbyen ikke rummer mange store læsere, bestiller hun alligevel 250 eksemplarer af Lolita hjem til forretningen. Undervejs udvikler konflikten om boghandlen sig, og Mrs. Gamart sætter ekstra ind for få fat i Florence’s lille hus.

Britisk charme
Filmen er BRITISK. Megameget britisk på den absolut gode måde. I sin miljø- og personskildring og i sin underspillede, langsommelige facon. Der sker egentlig ikke så meget. Handlingen er så enkel, at man næsten sidder og venter på, at der da må ske noget mere på et eller andet tidspunkt, men det gør der så ikke. Filmen hviler bare i sig selv på sin egen lidt skæve og underfundige facon, og den giver sig god tid. Ind imellem al for god tid. Det er en film, hvor der bliver givet god tid til pauserne i dialogerne. Man dvæler ved landskaberne, ved lyden af blæsten, ved ansigtsudtrykkene. Det er gode, solide personskildringer, men med en skuespillerbesætning af Emily Mortimer, Bill Nighy og Patricia Clarkson er man som regel også i gode hænder.

Underliggende pointer og motiver
Florence skildres som den venlige, lidt forsagte og stille indehaver af boghandlen. Hun elsker bøger og finder en sjæleven i den sky Mr. Brundish, som lever alene i et stort hus kun omgivet af sine bøger. En dag udvider Florence dog sin bogsamling med 250 eksemplarer af romanen Lolita, hvilket tydeligvis skal være et symbol på, at hun har "modet" til at bryde med alt det, der er "pænt og ordentligt". Hun tør åbenlyst at bringe andre tanker til byen og udfordre "snæversynet" og den provinsielle småborgerlighed. Det understreges også af hendes fascination af bogen Fahrenheit 451, der handler om et totalitært samfund, hvor man brændte bøger af og dermed også brændte ytringsfriheden af. Hvis man ikke kender de to romaner, Lolita og Fahrenheit 451 går man glip af den pointe, som filmen ønsker at vise gennem netop disse to bøger. Man vil bare undre sig over, at de to bøger kan bringe så meget postyr med sig, for på intet tidspunkt refereres der til, hvad bøgernes indhold er. Florence virker ikke i sig selv som en oprører eller provokatør, der er særlig bevidst om, hvad hun har gang i, og det hænger ikke helt sammen med indkøbet af netop de bøger. Tværtimod virker hun af og til lidt tilbagetrukken og kedelig i sin egen verden af virkelighedsflugt gennem bøgerne.

Skuespillet er flot og gennemført. Ikke mindst hos mr. Brundish, spillet af Bill Nighy, som altid spiller formidabelt. Nighy spiller altid på samme måde, uanset hvilken rolle han får, og som altid er han også her den fåmælte knudemand, der skal åbnes af andre. Pudsigt nok, forventer man efterhånden, at det er den rolle, han spiller, og han gør det såmænd lige godt hver gang.

Charmerende og lidt flad på en gang
Hvis ærindet med filmen udelukkende havde været at skildre kærligheden til stor og god litteratur, havde den for mig været et større scoop, nu kommer den med valget af Lolita som den altdominerende roman i butikken mere til at være en let skjult hyldest til frisindet i alle dens former, hvilket jo er politisk korrekt - "alt er tilladt" - men filmen har ikke meget af "men ikke alt er gavnligt" over sig. Selve hyldesten til litteraturens væsen, synes jeg, drukner i en anden, om end lettere skjult dagsorden. Det er dog på mange måder en fin lille film - og jeg elsker hele stemningen, landbysskildringen og personernes karakterer med deres klassiske, britiske charme, men det er nok også en film til dem over 45 - de unge vil hurtigt falde fra alene på grund af tempoet.

Når man begynder at analysere filmen, opdager man dog, at under den pæne, tragikomiske overflade ligger et budskab om at turde udfordre tidens normer og moral, hvilket ud fra en ytringsfrihedsbetragtning jo er fint, men derfor er alt, man ytrer sig om, jo ikke nødvendigvis lige opbyggeligt. Som sagt opdager man kun dette budskab, hvis man rent faktisk kender til romanerne, for det er pakket ind i den lidt banale ramme, at det rige aristokrati med den pæne facade er efter den ubemidlede enke, der med sit væsen og sin butik bliver en torn i øjet på dem. Filmen bygger på romanen The bookshop af Penelope Fitzgerald.

Filmen er kommet på dvd.

---