The Big Sick

Af: Ketty Dahl
En komedie som ikke er morsom er en selvmodsigelse. Når filmens seksualmoral desuden skygger for handlingen, bliver det en slem fuser.

KULTURSAMMENSTØD

Anmelderne var helt oppe i skyerne over denne film. Den beskrives som en stor komedie. Hm… nu er humor jo forskellig. Efter det første kvarter havde jeg ikke trukket på smilebåndet overhovedet, måske også fordi den seksualmoral, der ligesom ligger som en grundtone i handlingen ikke harmonerer med min egen, og derfor er medvirkende til at spærre for komikken. Der er dog ikke decideret anmassende sexscener i filmen.

Vi er i USA: Pakistanskfødte Kumail er standupkomiker i al hemmelighed. Hans pakistanske og stærkt muslimske forældre må ikke vide det, de har nemlig større karrieredrømme for deres søn. Ligeledes kommer den ene skønne pakistanske ungmø efter den anden nærmest på samlebånd til aftensmad, for forældrene ønsker et pakistansk arrangeret ægteskab for deres søn. Men Kumail er ikke interesseret i hverken en advokatstilling eller en pakistansk hustru. Han er nemlig efter et ”engangsknald” blevet forelsket i amerikanske, hvide Emily. De er begge enige om, at de bare skal have lidt uforpligtende hyggesex, men alligevel opstår der over tid en kemi mellem dem, der handler om mere end sex. Desværre rammes Emily af en alvorlig sygdom, der lægger hende i koma i størstedelen af filmen, og ind på scenen træder så hendes neurotiske forældre, som Kumail så skal til at forholde sig til samtidig med, at han kæmper med sit eget familiære tilhørsforhold i skismaet mellem to kulturer. Den lange periode, hvor Emily er indlagt, og hvor Kumail er nødt til at lære hendes forældre at kende, udvirker nogle situationer og samtaler, der i deres akavethed kunne have været rigtig morsomme, men aldrig rigtig bliver det på den lange bane.

Langt mellem klukkene
Hele standup-miljøet er præget af halvsjofle historier, som ikke er sjove, og de historier, der ikke er sjofle, er heller ikke er særlig sjove. Standup burde være sjovt, så det er lidt selvmodsigende med en film, der tager udgangspunkt i standup, der aldrig rigtig blive forløst i humor. En del af de jokes, der kommer op, er måske mere sjove ind i en amerikansk sammenhæng, da de ofte har amerikanske referencer, men her slår de ikke igennem. Da netop miljøet som standupkomiker fylder en del, bliver filmen i en stor del af tiden langtrukken og lidt kedelig. Der er dog morsomme highlights undervejs, skønt de ikke er mange. Især er forholdet mellem Kumail og hans pakistanske forældre meget, meget morsomt beskrevet. Deres ildhu for at få et arrangeret ægteskab ført igennem, er virkelig sjov.

Humor og alvor
Enhver god komedie skal også rumme en tankevækkende alvor, og selv om der ikke er meget at grine af undervejs, så er alvoren en følgesvend. Det tabu, at man er nødt til at skulle overholde de uskrevne muslimske regler og må gå på kompromis med sandheden for ikke at blive udstødt af familien, er noget, der tages hul på, men kunne have fyldt endnu mere. Hele hykleriet omkring, at det er i orden for en ung muslimsk fyr at gå ud og ”få løbet hornene” af sig sammen med de hvide piger, bare man til sidst falder til ro i ægteskabet med en pæn muslimsk pige, er faktisk en kulturel problemstilling, der rummer en dyb alvor. Det tankevækkende i de kulturelle problemer, der opstår, når man er opvokset i et amerikansk samfund, men skal indordne sig under nogle religiøse regler og kulturelle forventninger fra et helt andet land, er det, der trods alt løfter filmen lidt. Filmen har en fortællingsramme, der kunne være fyldt ud med noget fantastisk, men den fuser ud.

Var det ikke fordi, at jeg skulle se filmen til ende for at anmelde den, var jeg nok stået af efter det første kvarter. Så komedie….tja….I was not amused. Not really.

---