• DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray

  • SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc

  • THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

Tema

05.04.2013

The Bible (serie)

Af: Carsten Riis Jensen
Miniserien "The Bible" har fokus på de mest dramatiske sekvenser fra Bibelen. Serien er en fremragende introduktion til de bibelske beretninger.

TROSHELTE OG ACTIONHELTE
Hebræerbrevet kapitel 11 kalder de gammeltestamentlige hovedpersoner for troshelte. De er forbilleder hvad trosliv og efterfølgelse angår. History Channel's miniserie, "The Bible", præsenterer nu også disse troshelte som actionhelte - og når man læser om de bibelske film, der er på vej til biograferne de kommende år, så ser det ud til at være en blivende trend: De bibelske beretninger skal præsenteres som actionhistorier, og Noa, Moses, David, osv. er actionhelte.

Dramadokumentaren "The Bible" blev sendt på History Channel over fem søndage op til påsken 2013. Serien fik rigtig meget medieomtale, først og fremmest fordi produktionsselskabet brugte alle mulige midler til at promovere serien via Twitter, Facebook, musikvideoer, konkurrencer, mm.

Serien blev en kæmpe succes med over 10 mio. seere til hvert afsnit - og med genudsendelserne ugen efter blev seertallet næsten 70 mio.

History Channel er kendt for at sende store og dyrt producerede dramadokumentarer, og her passer "The Bible" perfekt ind. Serien er - som jeg skal vende tilbage til om lidt - lavet med fokus på de mest dramatiske sekvenser fra de bibelske beretninger. Der er brugt masser af special effects, og de enkelte beretninger kædes sammen af en fortællerstemme.

Fem afsnit
Serien består af fem afsnit á 1½ time. I USA blev disse afsnit delt i to hver søndag, dvs. 10 afsnit i alt.

  • Afsnit 1: Skabelsen, Noas ark, Abraham, Moses, ørkenvandringen
  • Afsnit 2: Josva, Jeriko, Samson, Dommertiden, Saul, David
  • Afsnit 3: Zedekias, fangenskabet i Babylon, Daniel, romersk besættelse, Jesu fødsel
  • Afsnit 4: Jesu liv, miraklerne, disciplene, skærtorsdag
  • Afsnit 5: Langfredag, korsfæstelse, opstandelse, pinsen, Paulus, Johannes' Åbenbaring


Troende actionhelte
"The Bible"-serien er actionpræget og præsenterer trosheltene som actionhelte. Lad mig som eksempel nævne Moses, som vi følger i afsnit 1: I "The Bible" stammer han ikke, han er ikke bange for at tale selv, og hans myndige stemme lyder næsten som skurken Bane fra The Dark Knight Rises.

Også i afsnit 3, hvor vi ser begyndelsen på Jesu offentlige tjeneste, møder vi en helt: Simon Peter. I Bibelen står der, at Jesus sejler ud med Peter og en række andre disciple, og da de fanger en stor mængde fisk, får de hjælp fra en anden båd. Men i "The Bible", afsnit 3, går Jesus hen til Peter, som sidder alene i sin båd, tager alene med ham ud på havet og fanger fiskene, og man får dermed et billede af Peter som en enkeltstående, særlig helt.

Der er masser af actionsekvenser i "The Bible", og det er der som sådan ikke noget underligt i. Bibelen er fyldt med beretninger om krig, vold, mord, osv. Det bliver vi ikke skånet for i "The Bible".

En af de mere ufrivilligt morsomme actionsekvenser - og en sekvens, som blev meget diskuteret, da afsnittet blev vist i USA - er fra afsnit 1, hvor englene ankommer til den fordømte by, Sodoma. Her viser det sig, at en af englene er lidt af en ninja - en ninjaengel - for han går i gang med at bekrige folkene i byen med en kampteknik (og filmet i slowmotion) som er en Bruce Lee værdig.

Seriens stjernestunder
"The Bible" miniserien har masser af stjernestunder. Skønne, betagende og rørende scener. Blandt dem faktisk også en hel del, der hører under instruktørernes "kunstneriske frihed", dvs. som ikke står direkte i Bibelen.

  •  Det var flot og spændende at se, hvordan Josva og folket på Guds befaling indtog Jeriko.
  •  Det var stort for første gang at se en filmatisering af fangenskabet i Babylon, Daniels venner i ildovnen og Daniel i løvekulen.
  •  Det var godt, at man valgte at vise alle Jesu syv korsord.
  •  Det var interessant i afsnit 5 at se, at Peter har erfaret, at Jesus er opstanden. Peter løber derfor tilbage til disciplene og indvier straks et nadvermåltid for dem, mens Jesus viser sig for dem bag ham. Dermed viser filmen, at Peter har forstået den pagtslige sammenhæng i Jesu korsdød og opstandelse.
  •  Det var rørende og betagende at se, hvordan disciplene på pinsedagen taler forskellige sprog, og det er lige så rørende at se en ellers meget brutal Saulus møde Jesus på vejen til Damaskus.


I det hele taget indeholder serien nogle rigtig vel gennemtænkte scener, hvor instruktørerne bruger filmmediet til at forkynde, som kun et filmmedie kan.

Eksempel: Da Jesus knæler i Getsemane Have for at bede, klippes hans bøn sammen med ypperstepræsten Kajfas, der står og beder en meget selvretfærdig bøn i templet. Dernæst klippes til Pilatus, der sammen med sin hustru beder til deres forfædre - hvorefter der klippes tilbage til Jesus, som ydmygt (og altså i modsætning til Kajfas og Pilatus) beder: "Ikke min vilje, men din vilje, far!" Det er fremragende forkyndelse muliggjort af filmmediet.

Bibelens røde (messianske) tråd
Noget af det mest betagende ved "The Bible" miniserien er, at det lykkes instruktørerne at vise en rød tråd - en messiansk rød tråd - igennem de fem afsnit: Jesus er med, også i beretningerne fra Det Gamle Testamente.

Lad mig som eksempel nævne, at da Abraham får besøg af tre engle, er man ikke i tvivl om, at den ene af dem er Jesus. Da Daniels venner er i ildovnen, er det tydeligt, at det er Jesus, der er sammen med dem og beskytter dem. Og TV-seriens fortællerstemme linker flot begivenhederne sammen ved bl.a. at nævne forskellige Messias-profetier. Det er flot, dristigt og fremragende gjort af seriens instruktører.

Præsentationen af Jesus
Ud over, at de fremtrædende personer som Noa, Abraham, Moses, Josva, Daniel, osv. præsenteres som helte, så har instruktørerne også valgt skuespillere fra alle verdensdele. Nogle vil mene, det er meget "politisk korrekt", andre vil sige, det er for at fortælle de bibelske beretninger med appel til hele verden.

Det mest fremtrædende eksempel er, at Samson - manden med det lange hår, som bliver bedraget af Dalila - spilles af en sort skuespiller. Men hvad så med Jesus? Her bliver man næsten lidt skuffet: Jesus er - som på de gamle soveværelse-billeder - med gyldent ansigt, langt, bølget hår og let spids hage. Han er meget europæisk (skuespilleren er portugisisk).

Men ud over det meget europæiske ansigt, så er præsentationen af Jesus i "The Bible" rigtig spændende. Skuespilleren gør det godt, og man har valgt, at han både har alvor og humor over sig. Dog har man, også i præsentationen af Jesu liv, valgt at følge en sti, som er betrådt af mange bibelfilm førhen - dvs. man har valgt at forfalde til folkelige, ikke-bibelske billeder af Jesus:

For eksempel ser man ham sidde smilende på æslet, da han rider ind i Jerusalem. Ifølge Bibelen græd Jesus, da han red ind palmesøndag. I præsentationen af Jesu fødsel ser man Maria siddende på et æsel på vejen til Betlehem (hun har som gravid formentlig siddet på en vogn), og man ser tre vismænd (hvoraf den ene er sort) ankomme - stik imod Bibelen - samme nat, som Jesus fødes.

Og så synes jeg, det er direkte ærgerligt, at da Jesus i filmen har sin natlige samtale med Nikodemus, og da han når til Joh 3,16, så udelades "ikke skal fortabes". I stedet bliver det blot til "… enhver som tror på mig, skal have evigt liv".

Domsfældelsen over Jesus og den efterfølgende vandring til korset og korsfæstelsen i afsnit 5 er ikke børnevenlig. Dog er den milevidt fra, hvad Mel Gibson mønstrede af vold og blod i The Passion Of The Christ. Det er tåleligt at se på, men ikke desto mindre bevægende og voldsomt.

Er det okay med unøjagtighederne og de kunstneriske friheder i forhold til bibelteksterne?
Miniserien "The Bible" ønsker at være tro mod de bibelske skrifters "ånd". Man kan diskutere, hvad det betyder (altså: hvad Bibelens ånd ér), men når man er færdig med at se de fem afsnit, så er man ikke i tvivl om, at seriens instruktører bestemt ikke har ønsket at latterliggøre eller menneskeliggøre Bibelen. De har ønsket at præsentere Bibelen for nye generationer, og de har - efter eget udsagn - ønsket at præsentere Bibelens røde tråd og fortælle om Jesus. Det må man sige er lykkedes! Og for mit eget vedkommende har jeg ingen problemer med de kunstneriske friheder, instruktørerne har taget sig. De er under alle omstændigheder af en anden art end dem, jeg så i BBC's film The Passion og andre lignende bibelfilm.

Det ændrer ikke ved, at man som kristen TV-seer må være på vagt. Som kristen underviser, der overvejer at bruge serien til undervisning, må man både uddybe det, der bliver vist på skærmen, og korrigere eller tilføje.

"The Bible" fortæller mange af de centrale beretninger og viser også nogle, som aldrig før har været filmatiseret, såsom indtagelsen af Jeriko og fangenskabet i Babylon. Til gengæld er der også masser af beretninger - og ganske "ubehagelige" scener - der er udeladt, dels af pladshensyn, men sikkert også, fordi det ikke passer ind i en Hollywood-produktion.

Anvendelse
Miniserien egner sig til familieaftener, sammen med børnene (ikke de små, men fra junioralder). Den egner sig til at blive vist over enten fem eller 10 gange for konfirmander, juniorer, teenklubber og voksne, og der er udviklet studiematerialer til serien.

Miniserien giver lyst til at læse i Bibelen - og den er fremragende til en introduktion både til de bibelske beretninger og til kristendommen.

Seriens hjemmeside er www.bibleseries.tv

Evangeliserende materiale på thebibleminiseries.com

Serien er kommet på dvd.




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer