The Bible - In the Beginning

Af: Johan Schmidt Larsen
En sympatisk bibelfilm - smuk og poetisk i sit udtryk. Men desværre er dialogen og skuespillet unødvendig højtideligt og gammeldags.

FILMEN NÅR IKKE IND UNDER HUDEN
"The Bible – In the Beginning" er en amerikansk-italiensk filmatisering af Det gamle Testamentes beretninger om bl.a. skabelsen, syndefaldet, Kain og Abel, syndfloden, Babelstårnet, Abraham, Sodoma og Gomora.

Filmen hører sammen The Greatest Story Ever Told og Kongernes Konge til en af de sidste store bibelfilm, som blev produceret i 50'erne og 60'erne. Filmen har som mange af de øvrige bibelske film fra perioden store budgetter og mange af datidens mest kendte skuespillere i hovedrollerne, bl.a. George C. Scott, Ava Gardner, Peter O'Toole og Michael Parks. Filmen har oven i købet succesinstruktøren John Huston som instruktør, og Huston selv spiller Noa.

Der er meget godt at sige om filmen. Det er en sympatisk film, der er flot digitaliseret. Den har respekt for de bibelske beretninger og filmet er lavet i et smukt, roligt og poetisk sprog med mange flotte billeder. Men den er ikke tidløs, snarere alt for meget et barn af sin tid. Skuespillet er – set med nutidige øjne - unødvendigt teatralsk og højtideligt. Dialogen er enten direkte hentet fra den kendte, gamle og højtidelige King James' oversættelse eller stærkt inspireret herfra. Samtidig har manuskriptforfatter og instruktør valgt at have en gennemgående fortæller, hvor flere af de bibelske beretninger mere fungerer som tableauer i stil med de klassiske middelalderlige passionsspil. Dermed bliver der ikke meget rum for traditionelt skuespil, hvor skuespillerne får mulighed for at forme deres karakter. Sammenlagt medfører stilen, at fortællingen forbliver underlig uengageret og distanceret. Når filmsproget samtidig er meget langsomt, har filmen efter min menig meget svært ved at engagere et nutidigt publikum. Dramaet, som tager os om hjertet og går ind under huden og gør den bibelske beretning vedkommende for vores tid, udebliver.

Jeg holder selv af filmene Ben-Hur, Quo Vadis og De ti Bud – film som tilhører samme periode. De er naturligvis ikke fejlfrie, men det forekommer mig, at de i højere grad formår at stå distancen over for et nutidigt publikum, end Hustons bibelfilm gør.

---