The Best of Enemies

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I 1971 står den sorte husmor Ann Atwater i spidsen for at skaffe plads til de sorte elever på de hvides skole i Durham, Ku Klux Klan-lederen C. P. Ellis vil gå langt for at beskytte den hvide race i USA. Samtale skal løse konflikten.

KONFLIKTLØSNING 

I Durham, North Carolina, møder vi i 1971 den sorte husmor Ann Atwater (Taraji P. Henson), der er gået til den kommunale rådmand for at klage over boligforholdene i de sortes kvarter. Hun har ikke meget pli, men erfaringen siger hende, at de sorte ikke opnår noget på demokratisk vis. Samtidig er C.P. Ellis (Sam Rockwell), som er leder i den lokale afdeling af Ku Klux Klan (KKK), ved at forberede en optagelsesceremoni for nye medlemmer. Ifølge KKK's formålsparagraf er det deres opgave at beskytte den hvide race i USA mod sorte, kommunister og jøder. De går heller ikke af vejen for at chikanere hvide, der er venner med sorte. Deres motto er "Ikke for sig selv, men for andre".

Et forsøg på mægling
De sortes skole bliver delvist ødelagt ved en brand. Det får Ann Atwater, der arbejder i organisationen Operation Breakthrough, til at sende en anmodning om, at sorte elever kan gå på samme skole som de hvide. Den endelige afgørelse på det spørgsmål lander hos den lokale dommer. Loven pålægger ham at sige ja til Atwaters anmodning, men det er han ikke meget for. I en rådslagning med nogle fra byrådet vælger han en løsning, der vil forhale sagen. De sender bud efter den sorte konfliktcoach Bill Riddick (Babou Ceesay), der er kendt for at afholde charretter.

Charretten fylder meget i filmen, så det er på sin plads med en beskrivelse. Det var en nøje styret mæglingsproces, hvor folk fra begge sider af en konflikt kunne argumentere for deres synspunkter og komme med løsningsforslag. En charrette varede 10 dage, hvor de to parter i blandede grupper og i plenum skulle lytte til hinanden. En udvalgt gruppe med lige mange fra begge sider styrede forløbet, men det var vigtigt, at alle berørte var med i processen. Til sidst afgjorde en afstemning hvilken løsning, der skulle gælde. Byrådet havde forpligtet sig til at følge afstemningens resultat. I Durham endte charretten med, at afstemningen skulle tage stilling til, om de sorte skulle integreres i de hvides skole.

To yderpunkter mødes
Til at lede charretten under Bill Riddicks vejledning, valgte man fra den ene side Ann Atwater, der af et ærligt hjerte hadede alle hvide, og ganske vist kunne tænke sig, at de sorte elever skulle benytte lokalerne på de hvides skole, men ikke gik ind for integration i klasserne. Fra den anden side valgte man C. P. Ellis, der som lokal leder i KKK inderligt hadede de sorte. Filmen følger forløbet i de ti dage. Der er både drama, spænding og hjerteskærende scener, hvor vi kommer tæt på fordomme, følelser og argumenter i de to lejre.

Det vil være en skam at afsløre forløbet og resultatet af charretten, men vi kan godt røbe, at der bruges flere hårdhændede overtalelsesmetoder, og at der er flere overraskende tvist undervejs. Kristendommen fylder på en naturlig og ikke karikeret måde. Den er en del af KKK's liturgi. Vi hører blandt andet denne bøn: "Fader giv os stærke sind og store hjerter, en sand tro og kampberedte hænder. Lad os uhindret kæmpe de godes kamp og vinde. Må vi som brødre og klanmedlemmer stå fast og ikke give efter. Når vi går i kamp mod de fremmede magter i denne verden, så lad os ikke glemme, at et klanmedlem er sat på Jorden for at tjene. Ikke for sig selv, men for andre." De sortes udlægning af kristendommen kan vi meget bedre forlige os med. Som det fremgår af traileren, peger Ann på et tidspunkt på C. P. og siger: "Den samme Gud, som skabte dig, skabte også mig."

Aktuel og generel
Til trods for det alvorlige tema er det lykkedes på en god og respektfuld måde at flette humor og charme ind. Der er tale om solidt filmhåndværk og gode kunstneriske bidrag fra alle involverede. Filmen er desværre aktuel, selvom den foregår i 1971, fordi der stadig er racemæssige konflikter, og fordi der er flere generelle elementer i den, der kan belyse andre konflikter. For eksempel kom jeg flere gange til at tænke på mine oplevelser, da jeg interviewede jøder og palæstinensere til bogen Forsoning i kløfternes land. Mange konflikter lever af fordomme, som bliver opløst, når parterne møder hinanden og lærer at lytte til den anden part. Ingen konflikter kan løses uden, at det kræver meget af begge parter. Sådan er det også i denne film. Der er også elementer i filmen, der kan være en kommentar til integration - eller mangel på samme - når det gælder flygtninge i Danmark.

Filmen bygger på en grundig research af de virkelige begivenheder, og følger ret nøje det, der faktisk skete. Vil man sætte sig ind i filmens forhold til fakta, er der en god hjemmeside med en del plotspoilere. Og hæng endelig på ved rulleteksterne, hvor der er små sentenser fra de virkelige personer.

Kan ses på blockbuster.dk.

---