The Band's Visit

Af: Nicolaj Wibe
Et egyptisk band skal spille i Israel. Et stille møde mellem mennesker og kulturer mit i verdens larm.

Der var engang en, der sagde, at man skal se gode film for troens skyld. Den gode film er en lille oase, et øjeblik hvor man træder ud af dagligdagen og al dens plage. Hvis det er sandt, så er "The Band's Visit" værd at se.

Filmen begynder med: "Engang for ikke så længe siden ankom et egyptisk politiorkester til Israel. Ikke mange kan huske det. Det var ikke særlig vigtigt." Nej, sandt at sige var det ikke særlig vigtigt. Og så laves der alligevel en herlig film ud af det.

Det egyptiske band bliver ikke hentet på banegården som aftalt. De begiver sig videre på egen hånd og kommer til en forkert by. Ikke mange vil kalde det en by, men en lille betonflække ude i ørkenen. Øde og stille. Egyptere og israelere er ikke ligefrem perlevenner, så mødet med den lille befolkning på nogle ganske få sjæle er ikke umiddelbart hjertevarmt. Og dog.

Langsomt, roligt, stille og fint ser vi mennesker møde hinanden. Humor og de mest hyggelige situationer. Pinlig privathed og ægte menneskelighed. Længsel, savn og trivialitet. Kærlighedens længsel ses i både udtryk og sprog. En længsel der glimtvis får lidt at leve af.

Handlingen er så enkel, så man skulle tro, det var umuligt at lave film over den, men nej, her er alt nok til, at man sidder tryllebundet, småklukkende og fascineret.

Det var ikke særlig vigtigt, at det egyptiske band kom til Israel. Det er måske heller ikke særlig vigtigt at se denne film. Men det er en fantastisk film og derfor også en fantastisk oplevelse og godt for troen, uden at der er så meget som antydning af tro i den.

---