The Answer man

Af: Jørgen Hedager Nielsen
Arlen Faber har skrevet en bog, der giver religiøs vejledning til millioner af mennesker. Selv kan han ikke finde ud af at leve livet, men så møder han en kvinde.

For 20 år siden skrev Arlen Faber en bog, der er oversat til 100 sprog, og som stadig læses af utallige mennesker, som føler sig hjulpet af den. Bogen handler om, hvad Gud har sagt til ham, og den har titlen "Mig og Gud". Men Arlen Faber lever skjult for offentligheden. Han giver ingen interviews. Han har ingen kontakt med nogen som helst guder, og han kan ikke være sammen med folk uden at såre dem.

Filmens anliggende er sandsynligvis at afsløre religiøsitet som tomhed. Den gør grin med den religiøse industri, eller rettere med dem, der lader sig lokke til at købe bøger og indrette livet efter dem, selv om der ikke er andet end mennesketanker i dem. Og der er ikke noget, der signalerer, at det skulle være anderledes med kristendommen. I en af de langtrukne scener ser vi Arlen Faber opsøge en kirke for at få et budskab, men også dér er Gud tavs. Det er altså ikke en film, man kan bruge i evangeliserende arbejde.

Men alle, som på en eller anden måde er med til at vidne for andre om den kristne tro, kan lære noget. Den sætter fingeren på et ømt punkt hos os, som har noget, vi meget gerne vil dele med andre, nemlig at vi er tilbøjelige til at give folk svar, før vi har hørt deres spørgsmål. Som én har sagt: "Jesus er svaret, men hvad var spørgsmålet?" En replik i filmen siger det på lignende måde: "Det er muligt, han har skrevet bogen, men han har i hvert fald ikke læst den." Vi må vove det selvkritiske spørgsmål: "Er vi så ivrige efter at høre os selv give svar, at vi ikke har tid til at høre folks spørgsmål?"

Motoren i filmens handling er Arlen Fabers møde med kiropraktoren Elisabeth og hendes syvårige søn. Arlen og Elisabeth møder også Kris, som er en antikvarboghandler med problemer. På coveret lover distributøren, at det er en romantisk komedie. Det er det vel også. Men hvis man sætter sig med filmen for at blive underholdt, klarer man nok højest et kvarter. Anstrengelserne for at få os til at grine, virker alt for Gøg og Gokke-agtige. Der er også romantik, men den virker ikke særlig overbevisende, og det ender da også med, at de beslutter at begynde helt forfra.

Filmen har sine stærke og følelsesfulde øjeblikke. Den handler også om vigtige spørgsmål. Jeg havde egentlig tiltænkt den to stjerner, men efter at have skrevet dette, får den alligevel én mere.

---