The Angel of Auschwitz

Af: Ketty Dahl
Filmen er baseret på den sande historie om en polsk jordemors forsøg på at redde spædbørn i kz-lejren Auschwitz. Desværre er skuespillet en parodi og amatøragtigt.

POTIENTIALE, MEN TOTALT UFORLØST

To stjerner, øv altså! Det er, hvad denne film kan snige sig op på, og den ene af stjernerne, får den kun på grund af det væsentlige tema, den trods alt ønsker at berøre. Det er et øv, fordi temaet netop er så væsentligt, at den kunne have været en fantastisk øjenåbnende film. Men desværre er skuespillet så mangelfuldt og elendigt, at det bliver en parodi og amatøragtigt. Ja, rent ud sagt: man kan snildt bruge sin tid bedre end 1½ time sammen med denne film!

Livets engel mod dødens engel
Filmen bygger på den sande historie om den polske, katolske jordemoder Stanislawa Leszcynska, som under anden verdenskrig havner i kz-lejren Auschwitz, fordi hun og hendes familie har hjulpet jøder. Her hjælper hun fødende kvinder under forfærdende og utænkelige forhold. Over to år hjælper hun mindst 3.000 børn til livet. De fleste gravide kvinder blev ellers sendt direkte i gaskamrene eller fik en tvungen abort. Kvinderne, der nåede at gennemføre graviditeten, måtte ofte være vidne til, at deres spædbørn blev druknet i en spand, mens de så på det. Stanislawa nægtede at slå børn ihjel, også selv om hun vidste, at de øjensynligt ville blive dræbt lige efter fødslen. Hun gjorde sit bedste for at tage sig af de fødende kvinder og deres børn, selv om hun ikke havde adgang til rindende vand, ingen tæpper, ingen bleer og stort set ingen mad. Alt var beskidt og uhygiejnisk. Hun stod endda op imod Dødens Engel, psykopaten doktor Mengele, som var kendt for sine brutale eksperimenter på børn, især tvillinger. Da nogle af de nyfødte, var lyshårede, blev de taget fra mødrene og givet videre i et germansk forsøg på at opfostre dem som tyskere, sørgede Stanislawa for, at de blev tatoveret med et nummer i håb om, at de senere kunne genforenes med deres rigtige mødre. I dag ønsker den katolske kirke at gøre hende til helgen for hendes heltemodige og modige indsats.

Søvngængeragtigt tempo
Ovenstående er en fantastisk beretning om livets engel sat over for dødens engel (Mengele) i helvede på jord, nemlig Auschwitz. Desto mere trist er det, at fortællingen slet, slet ikke bliver forløst i denne film. Det hele fortælles i et søvngængeragtigt tempo, og filmen er underlig fragmenteret, hvor man ser ting i glimt og tidspring, der gør historien helt uoverskuelig. Skuespillerne bevæger sig og taler også søvngængeragtigt, og man skal være mere end standhaftig for ikke selv at falde i søvn, mens man ser filmen. Replikkerne bliver netop bare replikker, der nok er tillært, men slet ikke tilegnet. Personerne er stereotyper, dødsenglen Mengele, som var en af de mest ondskabsfulde psykopater under anden verdenskrig, bliver næsten ufrivilligt komisk med en håbløs, latterlig tysk accent, der minder om måden at tale på i komedieserien "Allo, Allo". Det er så meget en skam!!! For indimellem dukker der også vigtige bemærkninger op, som når jordemoderen siger: "Man behøver ALDRIG at slå et barn ihjel." Uanset forholdene er livet helligt og en gave. Og som hun siger senere: "Livet har en evne til at finde vej selv under de mest umenneskelige vilkår." Hen imod slutningen får Noeleen Clumiskey, som spiller jordemoderen, glimtvis mere styrke i sit skuespil, men da vil de fleste være faldet fra.

Filmfiasko
Vi har brug for film, der hylder livet som en gave. Vi har brug for film, der viser modstand mod ondskaben. Vi har brug for film, der tør sige sandheden og stå op mod usandheden. Derfor er det så ærgerligt, at filmen slet ikke bare tilnærmelsesvist forløser budskabet. Skal man endelig drage nogle ting ud af filmen, som man kan lære af, kunne det være ind i den virkelighed, vi er i i dag, hvor børn over hele kloden slås ihjel i mors liv ved aborter, og hvor man heller ingen respekt har for livet.

Under holocaust brugtes både abort og drab på nyfødte som etnisk udrensning af et helt folk. I dag har man ingen blusel for i USA at lade det statslige støttede Planned Parenthood, som foretager tusindvis af aborter, sige: "Hvis du er en sort kvinde i Amerika, er det statistisk mere sikkert at få en abort end at gennemføre graviditeten og føde…." Kan man forestille sig, hvilket ramaskrig om racisme og hvidt overherredømme, det ville have givet, hvis Trump havde udtalt det? Men når Planned Parenthood siger det, får det lov at stå uimodsagt, og fakta er, at der er et enormt antal sorte børn, der aborters i USA i dag i forhold til antallet af sorte. Forfærdeligt. Et nutidigt holocaust på ufødte. Tja, man tænker sommetider, har vi intet lært af anden verdenskrigs ondskab og totale angreb på livet selv? Som jordemoderen siger på et tidspunkt: "Dette er ikke kun en krig mellem nationer, dette er en krig mod menneskehedens selv."

Lad være med at se filmen (kan ses på blockbuster.dk), men tag endelig stilling, når det drejer sig om at forsvare de svageste. De har brug for os.

---