Terraferma

Af: Michael Agerbo Mørch
Stærk italiensk film om et lille samfund, der presses af globaliseringen, og som i stigende grad må forholde sig til illegal indvandring og turisme.

"Terraferma" er italiensk og betyder "fastlandet". Den titel er velvalgt, for hele filmen drejer sig om øboers forhold til fastlandet. Filmen foregår på den lille ø Linosa, der ligger syd for Sicilien, men som er så lille, at den ikke er til at se på kortet. Befolkningen lever primært af fiskeri, men i takt med moderniseringen af erhvervet, er fiskerne og fiskene blevet færre. Det tvinger fiskerne ud i nye erhverv, og bliver man på øen, har man kun en mulighed: turisme. Men det er ikke alle, der finder sig godt tilrette med servicere fastlandets selvfede gæster. Ydermere er Linosa droppost for illegale flygtninge fra Afrika, hvilket konsekvent stiller befolkningen i svære moralske dilemmaer. For det er fiskeriets regel nummer ét, at man hjælper en nødlidende til havs; men omvendt er det ulovligt at gøre det, når flygtningene er illegale, og man får frataget sin båd (og dermed sit eksistensgrundlag) ved at gøre det.

Filmen kredser om den 70-årige Ernesto, der stædigt fastholder, at fiskeri er en mulig levevej. Hans ene søn er forlist, men den anden lever og er gået over til turisme. Enken efter den første søn, Giulietta, og hendes søn, Filippo, står i en penibel situation. Det er nemlig ikke muligt for dem at overtage Ernestos kutter, og derfor må de søge mod fastlandet. Men de kunne selvfølgelig også forsøge sig med turisme?

Det gør de, og Filippo viser sig at være en glimrende guide for tre backpackere. Det giver gode og hurtige penge, så det er måske levevejen. Men tilværelsen får en ekstra tur i karrusellen, da Ernesto ved et tilfælde støder på en gruppe illegale indvandrere på havet, hvoraf én er gravid. Det intensiverer dilemmaet, og Ernesto må hjælpe. Det inddrager naturligvis hele familien og sætter dermed Giulietta og Filippo i en bekvemt situation, da de jo har deres hus fuld af feriegæster. Men klokken tikker mod den lille familie.

"Terraferma" er en lille film, forstået sådan, at den nok aldrig får mange seere. Det er egentlig lidt en skam, for filmen er glimrende. Skuespillet er godt, dog uden at være sublimt. Men tematikken, der er filmens motor, er så spændende, at man bliver opslugt af filmen. Det er jo et universelt anliggende, at de små yderkantssamfund er presset af industrialisering og globalisering, og at den eneste mulighed er turisme.

Derudover er det spændende og relevant at diskutere, hvad man gør, når loven er imod, at man hjælper døende mennesker. For mig at se, er det helt okay, at staten stiller nogle rammer op for indvandring. At de ofte forekommer for stramme, er en anden snak. Men det bliver noget andet, når man for at være lovlydig må afvise mennesker i livsfare. Hvad i alverden gør man der? Det dilemma stod mange i under anden verdenskrig. I dag er problematikken flyttet andre steder hen, men det er stadig relevant at reflektere over.

Det lægger filmen stærkt op til, og derfor vil jeg anbefale at se filmen i en gruppe, hvor man måske kan diskutere følgende spørgsmål:

- Hvad gør man, når lov og empati strides?
- Er det en kristen pligt altid at hjælpe folk i livsfare?
- Hvordan bør kristne stille sig til illegal indvandring?

---