Tavshedens labyrint

Af: Ketty Dahl
En stærk og personlig film om tyskernes opgør med deres forfærdelige fortid med udryddelse af jøderne i kz-lejrene.

NÅR SANDHEDEN FORTIES
Der var helt stille i biografen, da den tyske film "Tavshedens labyrint" lod de afsluttende rulletekster køre over lærredet. Og ikke uden grund. Det er en film, der sætter sig i én. Ganske enkelt. Den er fremragende og meget, meget tankevækkende.

Handlingen foregår i Frankfurt i 1950'erne. Tyskland lider af en kollektiv fortrængningsmekanisme. Folket ønsker ikke at huske eller vide, hvad der foregik af grusomheder under krigen, og devisen synes at være, at taler man ikke om rædslerne, så har de nok ikke fundet sted. Og dem, der vitterligt ikke vidste, hvad der foregik, ønsker heller ikke at vide det. Da en ældre jøde opdager, at en tidligere fangevogter i kz-lejren Auschwitz nu arbejder som lærer på en lokal skole, tager han og hans journalistven kontakt til en ung advokat, Johann Radmann, og får ham til at forfølge sagen. Radmann bliver hvirvlet ind i tavshedens labyrint. Meget få ønsker at få sandheden frem, for sandheden er for ubærlig og implicerer for mange. Derfor prøver man fra mange sider at lægge ham hindringer i vejen. Til sin store overraskelse opdager han under sine undersøgelser beviser for, at tusindvis af SS-officerer, der tjente i Auschwitz, nu lever almindelige familieliv uden at være blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. De fortsætter deres liv, som om intet var hændt.

Filmen får aldrig en sentimental slagside, skønt temaet lægger op til en følelsesmæssig rutsjetur, for de uhyrligheder, der foregik i kz-lejrene, er ikke til at kapere. Instruktøren holder en vis distance til grusomhederne og lader os som seere, langsomt erkende sandheden sammen med Radmann. Det virker stærkt, for erkendelsesprocessen er smertefuld. Radmann erkender, at fornægtelsen har bemægtiget sig samfundet, for folket kan ikke klare at påtage sig skylden. Alle kender nogen, der har været en del af krigsforbrydelserne, og derfor bliver det nemmere at lukke øjnene, for man kan ikke klare at forholde sig til realiteterne. Efterhånden sniger skylden og nazi-fortiden sig også ind på Radmanns personlige liv. Det går op for ham, at ingen kan sige sig fri.

Det er den unge Alexander Fehling, der spiller rollen som Radmann, og det gør han særdeles overbevisende. Johan Radmann er brændende engageret, modig, men også uoplyst. Alligevel vokser han med den opgave, han har påtaget sig, selv om han undervejs er lige ved at give op, efterhånden som han erkender omfanget af ondskaben, fortielserne, intrigerne og magtkampene. Ligeledes er Gert Voss, som spiller rollen som Radmanns jødiske chef, rigsadvokaten Fritz Bauer, fuldstændig eminent.

Filmen er baseret på den sande historie om Auschwitz-processerne i Frankfurt, der fandt sted først i 1960'erne. Tyskland havde på dette tidspunkt allerede været igennem Nürnberg-processerne, hvor de allierede førte højtprofilerede nazister for retten. Men denne gang handler det om tyskernes eget opgør med en smertelig fortid, som en nødvendig proces for at få en fremtid. At se skylden i øjnene og tage ansvar. Som det siges i filmen, handler det ikke om straf for straffens skyld, men om at give ofrene oprejsning, at fortælle deres historie og ikke bare være ligeglad med deres skæbner. Det handler om ofrenes værdighed og værdi som mennesker. Filmen er først og fremmest en film om skyld og fortielse, men også om at åbne øjnene for sandheden for at kunne komme videre. At man ikke, som de tre små aber, der holder sig for øjne, ører og mund, kan fortrænge skyld. Skyld skal tages alvorligt. Et demokrati kan ikke overleve som et sundt samfund, hvis ikke det tager sig af de svageste og forsvarer dem. Som Radmann siger: Dette samfund er pakket ind i vat. Det vil ikke se sandheden.

Det er et emne, der også er aktuelt på mange planer i dag. Vi har også i Danmark emner, vi som samfund fortier og fortrænger, fordi sandheden er for smertelig og fører for meget skyld med sig. Abortproblematikken for eksempel.

Det er en perle af en film, og for mit vedkommende bliver den helt klart årets film. En film om sandhed. Men sandhed kan ikke finde fodfæste, hvis ikke man vil sandheden.

"Tavshedens labyrint" er Tysklands bud på næste års Oscar-nominering, og det fuldt fortjent.

---