Tarzan

Af: Peter E. Nissen
Flot tegnefilm om den isolerede jungledreng, der møde civilisationen og den smukke pige Jane. Filmens humanistiske "evangelium" er: Tro på dig selv, så skal det nok gå alt sammen!

STOL PÅ DIG SELV

Det er ikke så overraskende, at Disney i 1999 kastede sig over Tarzan-historien. Den klassiske børnebog af den amerikanske forfatter Edgar Rice Burroughs om drengen Tarzan, som vokser op blandt gorillaer i junglen, er blevet filmatiseret flere gange. Filmen er en dramatisk dannelseshistorie om Tarzan, som efter mange år isolereret fra andre mennesker møder civilisationen, herunder ikke mindst den smukke pige Jane. Dette møde skaber en identitetskrise hos ham, for hvem er han, og hvor hører han til?

Set fra børneperspektiv følger vi Tarzan i processen med at finde sig selv og overvinde de udfordringer, som han møder. Venskabers betydning bliver en vigtig side af sagen. Filmen har mange forbilleder i Disneys verden. Det er oplagt at tænke på Junglebogen, men også Dumbo og Løvernes Konge med den stærke vægt på venskaber som en del af processen med at finde sig selv og blive voksen.

Disneys evangelium
Helt fra begyndelsen får vi filmens tema og budskab præsenteret. Vi ser billeder af Tarzans udvikling, mens der synges om at stole på sig selv, for "med tro og håb og vilje vil du rejse dig til mand". Denne typiske Disney-humanisme kommer i forskellige versioner gennem filmen, og budskabet er, at ved at kæmpe og tro på sig selv, skal livet nok lykkes. Positivt kan det skabe selvtillid at høre den slags, men det er dog alligevel ikke et særligt troværdigt budskab i en verden, som igen og igen kommer til kort med sine paradisiske projekter. Disney må da også skabe den sædvanlige sort-hvide verden for at få det til at gå op. Den store skurk er jægeren Clayton, som bare vil gøre ondt for egen vindings skyld, og Tarzan ender da også med at skulle bekæmpe ham for at få freden genoprettet.

I den originale bog er Clayton Tarzans oprindelige navn, og dermed kan Clayton-figuren fortolkes som Tarzans onde side, han må bekæmpe, for at han selv bliver et sandt menneske. I Disneys version bliver Tarzan en messiasskikkelse, der redder det oprindelige jungle-samfund fra den onde civilisation. Et pudsigt budskab fra en koncern, som i den grad aggressivt er med til at presse amerikanske liberale værdier ned over andre kulturer.

Flot håndværk
Filmen eksperimenterer tydeligvis med hurtige action-sekvenser i filmen. Det lykkes, og man får en imponerende opvisning i vellykket tegnefilm. Dog kan den megen action, som sætter ind lige fra starten godt blive lidt for meget – også fordi den i længden udvander handlingsforløbet. Baggrundsbillederne er flotte og imponerende, og filmen er vellykket i at give handlingen et børneperspektiv. Der er også de sædvanlige klovnerier, der virker som forløsende pauser i forhold til det dramatiske handlingsforløb. Til gengæld synes jeg ikke tegningerne af dyr og mennesker helt holder standarden. Aberne og menneskene fremstår lidt klodsede og grove i stregen.

Junglen er ikke Disneyland
Filmen ligger højt i forhold til at være en flot action-tegnefilm. Budskabet skal man dog ikke forholde sig ukritisk til. Efter halvanden time i filmens naive univers er det fristende at tage børnene med ud i naturen for at se, hvordan dyr (og mennesker) i virkeligheden behandler hinanden. Uanset hvor meget Disney end prædiker det, er verden altså ikke et Disneyland.

Læs også refleksionen: Tør jeg tro på julen.

---