Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Filmatisering af en musical, der er en blanding af bloddryppende, sort humor og tragedie.

Det er nok de færreste danskere, der kender legenden om Sweeney Todd eller Stephen Sondheims musical af samme navn. Men nu har Tim Burtons filmatisering af musicalen over den gamle vandrehistorie om den hævngerrige barber fået dansk biografpremiere.

De fleste kender Tim Burtons snurrigt dunkle hånd fra film som "Batman", "Edward Saksehånd", "Ed Wood" eller Big Fish. Burton opbygger mørke, gotiske landskaber, der altid varsler ulykke og død – men også en vis tragisk og barnlig munterhed. Denne barokke tone kom nok bedst til udtryk i dukkefilmen "A Nightmare before Christmas", om det stakkels, gavmilde spøgelse, der så gerne vil være julemand, men som bliver deprimeret over, at de små børn synes det er skræmmende at modtage afrevne lemmer i julegave. Denne sorte form for humor er Burtons særkende, og med hans fortræffelige sans for krinkelkroge af enhver art er hans film ofte fortræffelige udstyrsstykker med plads til både humor og rædsel.

Således også i "Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street", som er Burtons femte film med Johnny Depp i hovedrollen. Depp har en uudgrundelig og mystisk kvalitet, som passer godt ind i det burtonske univers, men nu hvor det drejer sig om en musical, må man spørge: Kan han synge?

Filmen handler om barberen Benjamin Barker, som ved den onde dommer Turpins (Alan Rickman) mellemkomst har mistet sin smukke hustru og sin datter. Efter mange år på havet vender Barker tilbage med et ønske: At finde sin familie og få hævn. Han tager en ny identitet som Sweeney Todd og lejer sig ind i sin gamle lejlighed på Fleet Street, lige oppe over Mrs. Lovetts (Helena Bonham Carter) uhumske tærteforretning. Sammen med hende konspirerer han nu og lægger en plan for, hvordan han skal kunne få sin endelige hævn over den fæle dommer.

Det skal siges, at jeg sjældent har set en mere blodig film end "Sweeney Todd". For da barberen går i gang med sin hævntogt, kan han dårlig stoppes, og han systematiserer sin nedslagtning af sine ofre. Alle disse ofre bløder rigtig, rigtig meget, og mens disse åreladninger plasker udover kameraet igen og igen, synger Sweeney og mrs. Lovett søde sange, der afslører, at de drømmer om noget ganske forskelligt: Han om at få hævn; hun om den store kærlighed.

Men hvad så – kan de der skuespillere overhovedet synge? Jo, det går lige. Johnny Depp ville næppe klare sig gennem første runde i X-Factor, men det passer til den figur, han skaber. Todd er en rugende, indadvendt type, som håbløst famler efter den lykke, han mistede. Depps Todd vil så gerne vælge det gode, men kan ikke længere, fordi sorgen har ædt ham ond. Helena Bonham Carter er sublim som mrs. Lovett, hvis fjantethed dækker over mørke hemmeligheder. Hun formår både at være sjov og rædselsvækkende – køn og hæslig på samme tid. Og synger faktisk godt!

Det er alt sammen overraskende muntert i al sin gru, men der vil sikkert være seere, som synes det er alt, alt for meget med denne upassende blanding af bloddryppende, sort humor og tragedie. For mig, som normalt afskyr musicals, virkede det dog overraskende forfriskende. For det fungerer blændende i filmen; netop fordi den ikke kun vil underholde med en vandrehistorie fra gamle dage, men fordi den tager kritisk bestik af Sweeney Todd og hans gerninger. Hvor Sweeney Todd, blind af raseri, tror, at hævnen er sød, viser historien imidlertid, at hævnen er død - bogstaveligt talt. Det er svært hér ikke at sige for meget om, hvordan historien folder sig ud; men det festligt absurde blodbad afløses til allersidst af en refleksion, der løfter filmen op til langt over det sædvanlige.

Og sådan stiller "Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street" på en fin måde spørgsmålstegn ved det vedtagne dogme, der handler om, at man har ret til hævn, og at hævnen alene vil sætte fri. Det gøres ganske enkelt og afslører også, at historien om Sweeney Todd, modsat så mange andre musicals, er langt mindre banal og langt mere voldsom end man umiddelbart skulle tro.

---