SuperClásico

Af: Michael Agerbo Mørch
Ole Christian Madsen forsøger at forsøde vores tilværelse med denne komedie, og selvom den er sjov, virker den uden tyngde.

Det er ikke let at være Christian. Konen Anna er smuttet til Buenos Aires for 11 måneder siden, og hjemme i Danmark har Christian svært ved at holde sammen på tilværelsen. Hans vinbutik nærmer sig konkurs, og fritiden fordriver han med at drikke endnu mere rødvin og sidde og være trist over sit tabte liv. Christians eneste selskab er han søn, den 16-årige Oscar, der efter en lettere identitetskrise, er forsvundet ind i en verden af fotografi og eksistentielfilosofi. Anna presser på for at få Christian til at underskrive skilsmissepapirerne, for hun vil gerne giftes med sin kæreste, den argentinske stjerneangriber Juan Diaz, for hvem hun også er agent. Det kan Christian imidlertid ikke, og derfor tager han Oscar under armen, og sammen drager de til Buenos Aires for at få tingene afklaret. Men Buenos Aires er en anden kultur, og dernede oplever og bearbejder man kærlighed og kriser helt anderledes end i Danmark.

Ole Christian Madsen bragede igennem lydmuren med Flammen og Citronen, og formåede at få hele Danmark til at flokkes i biografen. Nu forsøger dogme-broderen sig med en helt anden genre, nemlig komedie. Den melankolske Madsen, forbindes ikke umiddelbart med denne genre, og måske derfor har komedien mere kant, end denne slags film ellers plejer at have.

Alligevel er det ikke nogen stor film. Dertil er substansen for blævrende. Plottet handler mest om at finde de faktorer i livet, som kan gøre det hele lidt sødere. For Madsen er det altså fodbold, vin, uforpligtende sex og tango. Set i det perspektiv er filmen faktisk markant bedre end en film i samme genre, som udkom sidste år (Spis bed elsk), for Madsens film er virkelig sjov. Jeg grinede meget, da jeg så den - men en rigtig god komedie rummer mere end grin. Madsens løsning er så at trække eksistentielfilosofien ind over, specielt repræsenteret ved Kierkegaard og Camus, som Oscar læser flittigt. Oscar bliver på et tidspunkt forelsket i den argentinske pige Veronica, og i det forløb laver han den eksistentielle refleksion, om livet er værd at leve. Filmens andre referencer er Kierkegaards og Camus' udsagn om ægteskabet, som fravalget af alle andre kvinder og fremhævelsen af én kvindes egenskaber, frem for alle andres.

Og selvom det med manuskriptkonsulent Mogens Rukovs hjælp hænger bragende fint sammen, og plottet udfolder sig fint, så bliver disse refleksioner aldrig mere end perifere strøg; hvilket får den konsekvens, at filmen mister holdbarhed og tyngde.

Der er ingen tvivl om, at Ole Christian Madsen er en fremragende instruktør. Han har med sit team formået at skabe en flot film, der viser Buenos Aires fra dens bedste side. Billederne er simpelthen fantastiske.

Men historien er en fortælling om den vanskelige kærlighed, og den - i dansk sammenhæng - nærmest obligatoriske skilsmisse. Det er naturligvis fint at tematisere det, men konsekvenserne af skilsmissen forbliver i det store hele sløret, for det virker som om, filmens intention er at vise, at skilsmisser sagtens kan medføre en masse godt - ja det burde den faktisk. Og det er her, jeg mener, filmen virkelig mister resonans, for jeg tror ikke på, virkeligheden er sådan for ret mange mennesker. I hvert fald ikke for dem jeg personligt har set blive trukket igennem den pinefulde proces.

Filmen forsøger også at gribe fat ved nogle kulturelle aspekter og mødet med andre kulturer, hvilket er interessant i en global verden, men igen forbliver det banalt, for ikke at kvæle komedien.

Filmen "SuperClásico" er en fin film, men den opleves som tyndbenet fyld i en ellers flot instruktørkarriere.

---