Sunrise: A Song of Two Humans

Af: Michael Agerbo Mørch
Af: 08
En stumfilm der behandler grundlæggende elementer af menneskelivet. Filmen er banebrydende i teknik og billedsprog.

Vi kender det. Livet er spændt ud mellem de to poler, der hedder sorg og glæde. Med sorgen følger afmagt og måske meningsløshed. Med glæden følger overskuddet og bekymringsløsheden. Få ting i menneskelivet kan fremkalde følelser rettet mod begge poler som kærligheden mellem to mennesker. Eller i afmagtens situation: den kærlighed, som ikke oplever respons. Nogle oplever en sådan beskrivelse af livet og kærligheden, som alt for storladen. Alligevel træffer vi de fleste valg i livet med kærligheden (eller længslen efter den) for øje.

I stumfilmen "Sunrise: A Song of Two Humans" undersøger F. W. Murnau menneskelivet gennem en klassisk kærlighedshistorie, der hele tiden spænder mellem tristhed og begær, sorg og glæde, afmagt og triumf. I plottet forelsker en gift mand sig i en forførerisk kvinde fra byen. Han er så betaget af hende, at han oplever, at hun vil gøre alt for at få ham. Den følelse bliver sat på prøve, da kvinden opfordrer manden til at slå sin kone ihjel, så han kan følge hende til byen. Manden er ikke glad for ideen, men hvilke muligheder har han, når han nu ønsker at vinde den fremmede kvinde. Mandens hustru opdager dog de skumle planer, og hvordan skal manden nu forholde sig til, at hans listige plan har udviklet sig til mareridtet: han står til at miste begge kvinder.

Godt nok er der ingen moraliserende tone i filmen, men utroskabens ødelæggende virkninger bliver vist tydeligt. Der er ingen sympati for mandens projekt, selvom han sikkert oprigtigt er tiltrukket af kvinden fra byen. Samtidig er det også vigtigt at sige, at filmen slet ikke er så mismodig og tragisk, som min beskrivelse måske kan antyde, men for ikke at afsløre plottet må referatet stoppe der. Filmen har nemlig også en lystig tone, som især er hjulpet godt på vej af den stemningsskabende strygermusik.

Rent filmhistorisk er "Sunrise: A Song of Two Humans" afgørende. Den var epokegørende på flere måder: den eksperimenterede heftigt med dobbelteksponering, hvilket giver nogle afgørende dramaturgiske effekter (fx i indledningsscenerne, hvor det hektiske ferieliv skildres, eller senere, hvor manden føler sig besat af kvinden fra byen); den bruger mellemtekster på en ny måde, som både angiver dialog og narrativ ramme. Dog fungerer det slet ikke lige så godt, som i Dreyers Jeanne d'Arcs lidelse og død, der udkom året efter i 1928; og derudover den nævnte baggrundsmusik, som bliver brugt, som fortælleteknisk greb.

F. W. Murnau står i filmhistorien som et geni, der formåede at udvikle mediet i afgørende nye retninger. Alene af den grund er "Sunrise: A Song of Two Humans" et kig værd for filmelskere. Derudover er det en fin og dramatisk fortalt historie om nogle af de mest grundlæggende elementer i menneskelivet. Den lidt mystiske undertitel "A Song of Two Humans" indikerer, at Murnau vil berøre det inderste af menneskelivet. Potentialet forløses måske ikke helt, men for en stumfilm betragtet er forsøget imponerende.

Filmen er kommet på dvd.

---