Submarino

Af: Michael Agerbo Mørch
En fremragende film fra Thomas Vinterberg. Den ætser sig ind i bevidstheden og skaber nød for at hjælpe samfundets udsatte.

Min første tanke efter at have set Thomas Vinterbergs nye film var, at jeg havde været vidne til noget skræmmende. Skræmmende fordi filmen ikke var pakket ind i underspillet ironi, sarkasme eller humor. Skræmmende fordi det, der sker på lærredet, sniger sig ind under huden på én og erklærer, at "dette er virkeligheden for nogle".  Vinterberg er tilbage med et socialrealistisk drama, der er så ærlig og hudflettende, at jeg kneb min kæreste i armen flere gange, da jeg så den.

Historien har to hovedpersoner. Nick og hans lillebror. Deres mor dør af druk, og drengene kæmper livet igennem med det hårde miljø i Københavns nordvestkvarter. Dog hver for sig!

I første del af filmen følger man Nick, der pga. traumer fra barndommen har svært ved at modtage kærlighed fra andre på trods af heftige forsøg fra Sofie på herberget. I anden del af filmen følger vi Nicks lillebror, der har sønnen Martin, som går i børnehave. Lillebroderens kone døde to år forinden, og livet er hårdt, når man både skal have penge til sønnens madpakke og stofferne, som holder kroppen "i gang".

Der er ingen nemme løsninger i filmen, og det hårde liv bliver udpenslet på lærredet, så det næsten er for meget. Men man aner alligevel troværdigheden i det, når det aldrig gøres med ironi eller dårlig humor. Man griner nærmest ikke gennem hele filmen, og der er ikke et særligt plot at sætte filmen op på.

Det er heller ikke et korstog mod det offentlige system. Der er ikke kritik af omgivelserne, hvor det bare er politiet, socialforvaltningen eller andet der er skyld i det hele. Stofferne, alkoholen, de mange dødsfald og traumer fra barndommen er dét, som gør brødrene til menneskevrag.

At filmen er godt spillet, flot filmet og manuskriptet godt skrevet, tænker man ikke videre over. Dertil er filmens temaer for stærke. En særlig ros skal lillebroderens søn, Martin, have. Han spilles meget flot af Gustav Fischer Kjærulff, og den præstation kommer ikke til at gå ubemærket hen. Hans frustration, gråd og tilbagetrækning er meget flot udført.

For mig at se, er det svært at bedømme livssynet bag filmen. Der peges ikke på løsningsforslag på tingenes tilstand, og filmens slutning præges heller ikke af håb. Alligevel sidder man ikke med en følelse af en nihilistisk* holdning til livet; ja, ikke engang en pessimistisk. Det er nærmest et dokumentarisk portræt forklædt som episk drama, der snurrer rundt i bevidstheden længe efter, man har forladt biografen.

For mig at se er "Submarino" den stærkeste film, der har ramt biograferne i år, og den er et must for alle som kan lide socialrealistiske film. Man bør dog være opmærksom på, at filmen er ret voldsom -  både hvad angår vold, sex og udpenslinger af stofmisbrugernes stikkeri.

Filmen lægger klart op til, at man reflekterer videre over disse menneskers skæbne, og hvordan i alverden man kan gøre noget for at hjælpe dem. De er på gaden i vores rige land. Hvad gør du for at komme dem i møde? Ser du dem?

Der er ingen lette svar i den sag, men med Jesus som forbillede er vi nødt til at gøre noget!

* nihilisme: et anarkistisk livssyn, som fornægter alle værdier, mål og muligheder for fremskridt, og som fremhæver tilværelsens meningsløshed - som vil nedbryde al samfundsorden.

---